Smooth jazz kan ligesom free jazz få en del jazzlyttere op i det røde felt. Smooth jazz superstjernen Kenny G (med et pladesalg på over 75 mio plader) er ifølge de fleste rettroende (dem der går i John Coltrane-kirken) jazzlyttere ikke en rigtig jazzsaxofonist - læs f.eks. wikipedia opslaget om Kenny G, hvor der er brugt en del plads på Pat Methenys Kenny G-sviner.
Smooth jazz fylder også meget lidt i bunken af danske jazz-udgivelser. Nu er der så endelig dukket en op - og jeg bliver nødt til at skuffe Kenny G-fans med det samme. Det er ikke kun sugar-smooth-jazz som saxofonisten Pelle Fridell disker op med på Soul go jaz. Han har dog sparet det sidste Z væk for, at signalere at det ikke er jazz men jaz.
Udgivelsen, der kun er ude i en digital version, er en massiv omgang på 14 numre. Fridell spiller selv på næsten alle instrumenterne med undtagelse af trommerne, som amerikaneren Tim Lutte tager sig af. Desuden gæsteoptræder enkelte musikere undervejs. Fridell tager udgangspunkt i soul og funk som man gjorde det i 80’erne og 90’erne. Der er steder hvor det kan lyde ligesom Incognito (90’erne), som på numrene Family eller Looking. Så er der Johanna, hvor han med funky fløjte slår benene væk under mig. Der er også de obligatoriske ballader. Selvfølgelig er det banalt og forudsigeligt og langt fra nyskabende. Hvor er det skønt med en musiker, der laver en så “utidig” plade, hvor han følger det 50 årige hjerte. Det skal retfærdigvis lige nævnes, at Pelle Fridell er mere end banal og forudsigelig i saxofonspillet. Han er vitalt sprudlende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar