UJAZZ 2018 - jazz der ikke er jazz - i Aarhus

Den eneste jazz i klassisk forstand, jeg hørte var pausemusikken med Dave Brubeck, som lydmanden spillede på Atlas. Det var 10. gang at festivalen blev afviklet (til begejstring for en afsporet jazzlytter som denne blogger). Det hedder Ujazz. Det er verdenen lige udenfor eller ved siden af jazzen, det handler om. Jazz der ikke er jazz. Alle koncerterne blev afholdt i Aarhus på Atlas og Voxhall og på en udendørs scene mellem de to spillesteder.

Ghost Flute and Dice

Gentagelsens kunst. Det præparerede flygel leverede lyde, som det ikke oprindeligt var meningen at det skulle. Efter et kvarters tid sker der et skifte, hvor Ghost Flute and Dice alias pianisten Mikkel Almholt skifter til et frit spil, der bygges dystert op. Hele tiden er klaverets lyde påvirket af effekter. Koncerten er et langt kontinuerligt forløb, hvorunder der skiftes mellem helt enkle, nærmest spinkle toner til mørke heftige bastoner der forvrænges og drejes af led styret af tilfældigheder. Koncerten sluttes af med en meget svag lyd af klaverstrengsvibrationer der fortsætter uendeligt. Det er et stærkt minimalistisk statement. Det fremstår som et koncentreret indkapslet øjeblik.

Uruz II

En hvæsende guitar, der næres af subsoniske tirader af feedbacklignede lyde er på scenen sammen med en trommeslager, der spiser komplicerede rytmer til natmad. Det er Uruz II med Andreas Westmark på guitar og Thomas Eiler på trommer. De to erfarne herrer fra den eksperimenterende musikscene, er gået sammen i duoprojektet, der er dagens første udendørs koncert ved Ujazz. En god start, hvor solen også kigger og lytter nysgerrigt med.

Tarawangsawelas feat. Rahib Beaini

To indonesiske musikere på traditionelle instrumenter skabte et minimalistisk og meditativt smukt afsæt for en god eftermiddagskoncert. De var sammen med den libanesiske elektroniske musiker Rahib Beaini. Indoneserne tager udgangspunkt i musikgenren tarawangsa, der er en minimalistisk musikform med kun to instrumenter. Sammen med libaneseren på scenen sker der en udbygning af det stramt styrede musikalske univers. Han opfanger og supplerer indonesernes musik. Der lægges soundscapes ind over sammen med effekter. Det er en meget smuk og intens oplevelse.

Donny McCaslin

Jeg var voldsomt begejstret for det album McCaslin lavede tilbage i 2010 - det var en slags Michael Brecker overload. Siden kom han ind i folden hos Bowie og medvirkede på Black Star albummet. Det har tydeligvis sat nogle dybe spor hos McCaslin, der spiller med et band med et rockpræget udtryk. Det bliver meget tydeligt med sangeren Jeff Taylor der er på scenen det meste af koncerten. 

De spiller primært numre fra det kommende album. Et ældre nummer er Small plot of land fra det forrige album og indeholder stor Bowie-inspiration. Energien er stor og der spilles med et kraftfyldt udtryk. Men så er der heller ikke så meget mere at sige. Det hænger ikke sammen med McCaslins velpolerede saxofonspil og bandets rockudtryk. Det er to verdener der ikke mødes.

Funfact: Donny McCaslin har spillet sammen med Niels Lyhne Løkkegaard for 9 år siden i et big band, på Jazz Baltica festivalen i Tyskland. 

Polyzygotic

Vi kender alle lyden af guitaristen der fumler med guitarkablet inden det stikkes ind i guitaren. Nu har jeg hørt fire mennesker der ikke havde en guitar, men kun jackstikket. De fumlede ikke, men arbejdede bevidst med lyden af et søgende jackstik, der så gerne vil ind i en guitar. Hylende bad jackstikket om at blive sat på plads i stikket. Det skete ikke. Polyzygotic er med Niels Lyhne Løkkegaard og Anders Vestergaard et udforskende band, på linje med de andre projekter som Løkkegaard arbejder med, hvor han bruger instrumenter på nye måder. Jeg nåede også at opleve kvartetten spille altsax, selv om kun to af medlemmerne er saxofonister; Løkkegaard og Carolyn Goodwin. Det var Anders Vestergaard (trommeslager) der åbnede på altsaxen, mens Greta Eacott (percussionist) fulgte op. Koncerten startede med at de fire musikere spillede på violinbuer - de strøg en bue mod en anden. Ren drone.

Måske er Niels Lyhne Løkkegaard ikke længere en undersøgende musikskaber. Nu har han efterhånden arbejdet så længe med "genren", at det ikke længere er undersøgelse - men musik der er “Beyond music”.

Nils Økland

Levende og organisk skaber han lyden af en bølge. Det er mørkeblåt og havets susen mærkes i rummet. Det er fuldstændigt vanvittigt hvordan Økland kan transformere folkemusikkens stærke traditioner til et helt selvstændigt og nutidigt musikudtryk, hvor improvisation er en bærende del.

Han har samlet et stærkt hold af musikere, hvor Rolf Erik Nyström på diverse saxofoner imponerer med et originalt og mangesidigt udtryk, der hele tiden understøtter Øklands musik. Bl.a. spiller han flere gange uden saxofonmundstykke og får saxofonen til at lyde som en fløjte. Han kan både spille på melodien og rive en avantgardistisk skævert af. Sigbjørn Apeland (harmonium), Mats Eilertsen (bas) og Håkon Stene (percussion og diverse) er alle inde i Øklands musik - og er med til, at give musikken krop og sjæl.

Atlas kom op at koge over Nils Økland Bands medrivende og udadvendte optræden. Uden tvivl dagens stærkeste oplevelse.

Lubomir Melnyk

En mand og et klaver. En klassisk jazzdisciplin. Og selvfølgelig også i den klassiske musik. Det er her hvor den tyske pianist med ukrainske aner, placerer sig midt i mellem. På en pompøs måde. Han spiller aldeles overlæsset uden pauser. Hænderne kører uafladeligt frem og tilbage over klaveret.

Han spiller nummeret Butterfly der er for to klaverer. Det løses med et forudindspillet spor, som han spiller sammen med. Det er sødmefyldt og banalt i sin melodiske enkelhed. Han kalder sin musik for kontinuerlig musik. Musik der fortsætter som i et loop, med små ændringer undervejs i et vildt tempo. Da han tager et break fra den kontinuerlige musik og spiller balladen I Love You kommer jeg mere i sync med Melnyk. Måden han spiller på, er helt sikkert meget svær og kræver mange års øvelse - men det er ikke ensbetydende med at det får mit musiklyttende pis i kog.

The Bug vs. Earth

Fåårk mand, sikke dog et lydtryk. Jeg vil endnu en gang takke min omsorgsfulde sidemand ved koncerten, der hentede ørepropper i baren. Ørene begyndte ikke at bløde. Det kunne ikke lade sig gøre, for blodet var allerede størknet af angst. Samarbejdet mellem drone metal og noise-guitaristen Earth og den elektroniske musiker The Bug blev en kropsbankende omgang. Det er vist det de kalder doom ude i byen. Jeg blev fascineret af deres apokalyptiske post-alle mulige genrer, hvor The Bug’s dyyybe bas og Earth’s noise-soundscapes smeltede sammen. Men også en hård omgang for en jazzblogger fra provinsen.

Africaine 808

Berliner-duoen kom som en festlig befrielse oven på den dystre omgang inde VoxHall. Der var ikke mange der stod stille under koncerten, der formede sig som er langt dansabelt mix af electronica og afroinfluerede toner. Det er de tunge klub-beats der danner grundlaget for duoen. Det er et ganske dristigt foretagende, hvor de ved hjælp af den klassiske trommemaskine Roland TR 808 laver rytmerne, der placerer sig i og omkring afrobeats. Måske ikke vildt originalt. Til gengæld aldeles effektivt. Det blev en god party-opvarmning til ørkenblues fænomenet Bombino fra Niger.

Bombino

Det var blevet søndag inden festivalens sidste navn gik på scenen. Jeg var ved at være træt, men mit musik-overjeg insisterede og lod mig ikke bukke under for trætheden. Guitaristen fra Niger er ikke træt og spiller sin veloplagte ørkenblues, hvor han synger på sit modersmål tamasheq. Det er på guitaren at han imponerer. Der er en masse blues i det virtuose og letflydende guitarspil fra den nordafrikanske guitarist, der kommer fra et af verdens fattigste og mest underudviklede lande. Der er intet fattigt over Bombinos guitarspil. Han er i en anden verden af kunstnerisk rigdom, når han står med guitaren. En god afslutning på en lang dag.

Jeg droppede kun en enkelt koncert ved Ujazz festivalen. Det var The Felines, der spillede da jeg var blevet sulten. Ujazz er en ekstrem omgang for en musiklytter. Er man nysgerrig og åben kan det blive en god oplevelse. Det blev det i særdeles, for mig, da jeg hørte koncerterne med Ghost Flute and Dice, Tarawangsawelas feat. Rahib Beaini og Nils Økland.

Her under er der en kort video, hvor du kan få et indtryk af dagen.