fredag, oktober 19, 2018

Lars Jansson Trio: Just This (Storyville) CD/DL/stream

Det er et uomgængeligt faktum, at Lars Jansson er vanvittig god til at skære en melodi og efterfølgende omsætte den til den lækreste triojazz. Det gør han med allerstørste tydelighed på det nye album Just This, hvor han som vanligt har Thomas Fonnesbæk (bas) og sønnen Paul Svanberg (trommer) med, hvilket han også har haft på de seneste 5 trioplader. Det er en blanding af nye og enkelte gamle melodier som han er vendt tilbage til. Der er f.eks. Waltz for Bill, hyldesten til Bill Evans som han oprindeligt lavede til Bohuslän Big Band i 2003. Det er indlysende at hylde Bill Evans, da Lars Jansson er det tætteste man kommer på hvordan Bill Evans ville lyde, hvis han kom fra Sverige.

Melodierne flyder som den reneste standardjazz. Den der står ovenpå populærmusikken, der hvor de er så stærke og sangbare, at man finder sig selv nynne med flere gange undervejs. Lars Jansson er en musikalsk poet, der fortæller historier om mekanikeren Mustapha, der reparerer Janssons bil så godt, at Jansson ville ønske at han var lige så god til at spille piano som Mustapha er til, at reparere biler. Der er Turn the whole thing upside-down, der er en hyldest til vinmageren Manfred Krankl og vinen Sine Qua Non, der kan bevæge vin-elskeren Lars Jansson til tårer. Just This er et yderst vellykket trioalbum af den fineste nordiske slags, som kan anbefales til et stort publikum. Her er både blues, melankoli, temperament og midsommer.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar