Der er numre der er som sprøjtet ud af 70'ernes beskidte no wave kanyle. Der hvor den pislugtende rendesten er komfortabel som en hotelseng. Pardans byder indenfor i et parallelunivers hvor de er Spit and Image af en punket underverden. Forsanger Gustav Berntsen står på lyden af en ung og utilpasset Nick Cave, der aldrig forlod punken. Gruppen kommer fra miljøet omkring spillestedet Mayhem, hvor ligesindede som Iceage også har slået deres folder. Det er også de to Pardans-medlemmer Patrick Rathbun på bratsch og piano og Daniel Honore på saxofon, der også spiller live med Iceage, der er den umiddelbare grund til, at mit hjerte banker så hårdt for Pardans.
Der er det forrevne nummer When come the rats, hvor Rathbuns bratsch er med til at hælde gift ned i nummeret. Der er Views into vastness, hvor Daniel Honores saxofon skærer luften i stykker. På min favorit på pladen, Love run loose er Honore sendt ud i baggården, hvor han forenes med natten og bandet i et flot nummer, hvor “Beauty is in the eye of the beholder”, som Gustav Berntsen synger. Pardans har lavet et af årets bedst dunstende punk-albums, hvor bagsiden er forsiden. Der hvor det grimme bliver smukt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar