Mikkel Nordsø har samlet et sejt hold af musikere med personlighed til, at omsætte et mangeårigt ønske om at kombinere den musikalske kærlighed til Jimi Hendrix og John Coltrane.
Nordsø indtager selvfølgelig selv rollen som Jimi Hendrix som han i øvrigt helt frit tolker og f.eks. iblander noget John McLaughlin og i særdeleshed noget Mikkel Nordsø. Tenorsaxen varetages af en af Nordens bedste Coltrane arvtagere, Tomas Franck.
Efter det pæne åbningsnummer Take Off åbnes der op for de frie sluser. Out There er fuld smadder. Ben Besiakov på Rhodes laver en forrygende kobling til Miles Davis i Bitches Brew æraen. Jeg bliver mildest talt blæst bagover af Besiakovs spacey og groovy spil. Herefter tager Nordsø selv over med det der lyder som en improvisation over Hendrix’ version af Star Spangled Banner. Han kan i den grad spille “OUT”.
Der er mange overraskelser på pladen. En af de helt store er, at Nordsø vælger at bruge den amerikanske jazztrommeslager Alvin Queen. Han kan godt smide en rockrytme når der er brug for det. Det lyder dog stadig som en jazztrommeslager. Det er et modigt valg, der er med til at løfte pladen. I stedet for at have valgt det omvendte, så får Nordsø i stedet bevaret jazzviben - noget meget få rocktrommeslagere er i stand til.
Det samme kan siges om Anders AC Christensen på bassen, han er jazz helt ind til benet, selv når han flirter med rocken. Det er en umanerligt vellykket plade - hvilket ikke skal tolkes i retning af, at den er specielt sammenhængende. Det er den nemlig ikke. Pladen er heldigvis strittende spækket med sjæl og stemning på hvert eneste nummer. Lige fra den lækre natradio-ballade Floating Squaw til rocksagen Rock Train.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar