Den svenske sangerinde Karin Sjöholm har i flere år været bosat i det midtjyske. Hun har holdt fast ved de svenske rødder i musikken. Det demonstrerer hun med stor tydelighed på albummet Sjöholm. Helt konkret så synger hun på svensk. Det ville jeg også gøre, hvis jeg var svensker. Sproget har en matchende indbygget melankoli, der klæder sproget så godt, når det bliver sunget.
Sjöholm er en lettere melankolsk eksperimenterende visepop kunstner. Hun bevæger mellem de helt store pompøse numre som Kalle, der har et folk-udspring, de intime franske viser som Paris, hvor der både er violin og accordion med eller den støjende Asfaltblomma.
Karin Sjöholm har skrevet tekst og musik. Morten Svenningsen spiller guitar på alle numre, mens Thomas Sejthen på bas er med næsten hele vejen. Undervejs dukker der lidt ekstra op, hvor pladens producer Mike Hecchi står for flere gæsteoptrædender, bl.a. den smukke Sirenerna Sjungar, hvor han spiller lap steel. Den efterfølgende Behöver inte mer er pladens pop-perle og er med til at understrege bredden hos Sjöholm.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar