Der er gået nogle måneder siden den nordsjællandske crooner Søren Lampes femte album udkom. Nu skal der sendes nogle ord efter pladen på bloggen.
Det er atter det danske sprog der er i fokus, som på Jazz på Danska fra 2013, hvor han selv havde skrevet nogle af teksterne. Den nye plade indeholder ligeledes en blanding af Lampes egne sager og nyfortolkninger af andres musik. Som vanligt bakkes han op af et musikalsk stjernehold.
Lampe dyrker ordene - og det er en af grundene til at jeg holder mest af ham, når han synger på dansk. På albummet I lampens skær - ti små jazzede fortællinger har han skrevet tekst til 9 sange.
Pladen åbner med Den blå anemone. Herefter tager teksterne fra Lampe over. Han fortæller historier om og med følelser. En Selfie-Blues er skarp kommentar (fra en ældre mand) til de unge (og andre) om mig-mig-mig kulturen og samfundets forfald. Der er Sommerscat, der handler om den (som regel) dårlige danske sommer. Melodien er i øvrigt Jobim’s One note samba, ja den med Hva’ ska’ vi med kvinder. Der er også Pigen fra Hornbæk, der meget elegant er lavet på melodien til The Girl from Ipanema.
Det er på sange som Kun du kan forstå og Alt for lidt, hvor Lampe i et melankolsk skær er allerbedst. Det er kærlighedssange der vil sige noget og mere end de rene banaliteter. Lampe er ikke kun crooner - han er også en jazzet singer/songwriter.
I Lampens skær er en hyggelig og meningsfuld plade, der går gode tider i møde med de lyse danske sommeraftener, som den passer så godt til. Også når det bliver regn og mørket sænker sig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar