Han får ting til at ske. Benjamin Koppel laver for 10. gang SummerJazz Festival under Copenhagen Jazz Festival, hvor han inviterer en række spændende danske og internationale jazznavne til at spille. Benjamin Koppel spiller selvfølgelig også selv ved flere af koncerterne. Lige op til festivalen når han også at lancere 4 nye albums, hvor han har været involveret på en eller anden måde.
På det første album spoles tiden tilbage til 2015 med en indspilning fra SummerJazz på Betty Nansen Teatret. Benjamin Koppel spillede med en international gruppe med kolonorm kunstnerisk tyngde. Koppels mangeårige samarbejdspartner Kenny Werner ved pianoet, Scott Colley på bas, Bob Gullotti på trommer og ikke mindst Dave Liebman på saxofon. Det er jazz af den knivskarpe slags, hvor kvintetten spiller musik skrevet af Koppel. Det er jazz med åbne invitationer til de enkelte musikere. Det er intenst, krøllet og inspirerende. Meget passende spiller de også Lonely woman af Ornette Coleman, selvfølgelig i en kvarter lang udgave. Det er legende jazz med frie og lige børn.
Som søn af Anders Koppel, har Benjamin Koppel fået Mellemøstens toner tidligt ind i livet. Bazaar har sat dybe spor hos Benjamin Koppel (hvilket de også har hos jazzbloggeren, der mødte det forunderlige univers som 17 årig og pludselig hørte musik på en anden måde). Sammen med den egyptiske trio Maktoub med akkordeon, oud og percussion og bassisten Thommy Andersson åbnes der åbnes op for et fortryllende og vellykket møde mellem Norden og Mellemøsten. Der er hilsner til det faderlige ophav i To the uncles of Bazaar og til den største arabiske sangerinde nogensinde på Song for Om Kalthoum.
På Shadow of the future er det endnu en gang tid til et stjernehold. Denne gang med et yngre hold, der har været med til at sætte dagsordenen på New Yorks jazzscene i de senere år. Koppels altsaxofon finder sammen med Kirk Knuffkes kornet. De gøres skarpere af guitaristen Ben Monders tilstedeværelse, hvor der tilsættes uforudsigeligt skælvende guitarbølger. Thommy Andersson på bas og Johnathan Blake på trommer er en sejt swingende rytmegruppe uden ligegyldigheder.
Den sidste plade er en duoplade, hvor Benjamin Koppel er sammen med bassisten Scott Colley. De kender efterhånden hinanden rigtigt godt. Det er hverken famlende eller utydeligt, hvad de vil. Benjamin Koppel er behageligt rolig i saxofonspillet, hvor jeg tænker at Colley’s basspil sørger for trygheden til Koppel.
Fire plader på en gang er en massiv omgang, når samme kunstner går igen. Til Benjamin Koppels forsvar, så har han lavet fire meget forskellige plader. Skal jeg vælge en favorit, så er det den som han har lavet med Maktoub. Havde du spurgt en anden dag kunne det være den med Kirk Knuffke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar