Det er her, hvor mit jazzliv starter for alvor starter. Miles Davis i firserne. Efter at jeg havde opdaget ham i midten i firserne gik der flere år, inden jeg hørte Kind of Blue. Elektriske firser-Miles var svaret på mine bønner.
At der ligefrem findes en bog der dissekerer den musik, som Miles Davis lavede i firserne er næsten for meget af det gode. Så er du advaret! Der er dømt nerd-alert helt oppe i det røde felt.
Det er danske Torben Kragsbjergs universitetsspeciale That’s Right fra 1991, der nu ser dagens lys i bogform. Han har sat Miles Davis’ musik fra firserne ind i en historisk kontekst. Herefter har han beskrevet og analyseret en række numre fra perioden under de hovedoverskrifter: Blues, Spanish modes, Pop og Modern Composition.
Miles Davis forsvinder fra offentligheden og laver ingen musik fra midten af 70’erne og frem til 1980. Nogle af de musikere som han havde brugt i forskellige sammenhænge, stod til gengæld på toppen af jazztinderne: Shorter og Zawinul i Weather Report, Corea i Return to Forever, Herbie Hancock i Headhunters og V.S.O.P. etc. Dem beskriver Kragsbjerg ganske kort inden han starter med nørderiet.
Det er en bog der henvender sig til flere; musikstuderende, jazzmusikere med hang til den gode del af firserjazzen og såmænd også en jazzblogger, der ikke spiller jazz på et instrument - men på pladespilleren. Det er yderst lærerig læsning, når Torben Kragsbjerg tager os med helt ned på kussehårsniveau (den er god nok, de fandtes i store mængder i firserne).
Han holder os i hånden og ørerne, når vi kommer ind under huden på nogle af de vigtigste indspilninger fra den periode. F.eks. sætter Torben Kragsbjerg ord på musikken fra Aura albummet, hvor Palle Mikkelborg havde lavet musikken.
Kragsbjerg formår at beskrive og fortælle på en så konkret måde, at læserens egne evner til at bedømme er intakt. En meget anbefalelsesværdig bog til Miles-freaks og nydere - særligt dem der sætter stor pris på firser-Miles.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar