Gregory Porter - koncert Glassalen Tivoli - lørdag 13. juli CJF 2019

Et af Copenhagen Jazz Festivals absolutte hovednavne indtog lørdag aften Tivoli. Ikke på den store udendørs scene, hvor Tivolis Big Band med Michael Carøe i rollen som Frank Sinatra spillede op til dans på plænen. Næh, Gregory Porter spillede i Glassalen, med plads til lidt under 1000 mennesker, rygtet fortæller at man oprindeligt ville lave koncerten i Royal Arena. Gudskelov blev det ikke til noget. Musikken er alt for intim og nærværende til en giganthal.

Det er ikke uden grund at han endnu en gang er hovednavn på festivalen og iøvrigt også er det i Århus, hvor han i aften spiller i Musikhuset. Jeg må indrømme, at han ikke har imponeret med det seneste Nat King Cole projekt, så forventningerne var skruet ned fra starten. Det blev der hurtigt lavet om på. Han spillede en masse sange fra gennembruds albummet Liquid Spirit fra 2013; Holding on, Hey Laura, Water on Bridges og titelnummeret. 

Han havde salen med fra starten. Måske lige en smule for meget, da publikum i deres sommerkåde humør grinte, hver gang Porter sagde noget. Den store velklædte sanger bad folk om ikke, at grine, da han talte om dem der var udenfor Tivoli. Han kaldte dem “lost”. Her skulle det forstås som dem der falder uden for samfundets rammer og ikke som dem, der ikke havde billet til en Gregory Porter koncert. Gregory Porter har holdninger og lod dem sive blidt fra scenen under hele koncerten. 

Gregory Porters store stemme og nærvær kom, så og sejrede. Hans band var også et pænt stykke over det almindelige. Dog havde saxofonisten en tendens til at tage på nogle uinspirerede solo-ture. Det betød dog mindre i det store billede. Da han sang balladen Be Good (Lions Song) fra 2012-albummet af samme navn, gav han sit publikum “The Chills”. Stemningen kom op at ringe adskillige gange. Gospel oplægget til Liquid Spirit, med opfordring til “Clap Your hands now!” blev grebet med det samme. Musical Genocide blev brugt som afsæt til bassolo, hvor bassisten både citerede Smoke on the water!? og Stevie Wonder - måske en hilsen til den legendariske koncert for 5 år siden i DR Koncertsalen, hvor Stevie Wonder var på scenen sammen med Porter . 

Klokken blev et godt stykke over 22 inden Gregory Porter sluttede efter to ekstranumre - med balladen No Love Dying som endnu en af koncertens højdepunkter. Her blev vi sendt ud i den varme sommeraften, hvor Michael Carøe sang Fly me to the Moon på scenen lige udenfor. Og det var der vi havde været. På månen og tilbage igen.