20 km vest for Holstebro ligger herregården Nørre Vosborg, der stammer fra 1299. Det ligger langt ude på landet. Kunsthistorikeren Hans Edvard Nørregaard Nielsen har engang skrevet at: ”Nørre Vosborg er stedet hvor man kan strække sit indre menneske ud i fuld størrelse”.
Det er her hvor Carsten Dahl Trinity skal spille koncert. I en smuk sal placeret i en gammel og nænsomt restaureret lade med skæve vægge. Der er annonceret en koncert kaldet Miraklernes Musik, hvor Kaj Munk og en række nye Carsten Dahl malerier inspireret af Vesterhavet bringes i fokus.
Koncerten bliver indledt med en åben åbning. Danske folketoner anes i starten i nummeret der bliver bygget op og finder ro, for så igen at blive bygget op i et værdsat ekspressivt betonet udtryk.
Carsten Dahl læste et digt op som han havde skrevet i 1982. En 15 årigs eksistensialistiske digt om at være her, når du er her.
Carsten Dahl taler nærværende og med dybde mellem numrene. Man skal kende sin frelse gennem, at kende sit mørke.
Det er ikke særligt comme il faut at tale om ånd i disse tider, siger Carsten Dahl.
Hvis man har været meget lang tid i mørket og der pludselig kommer en solstråle...
Så spiller trioen jazzstandarden You and The Night and The music i en spjættende uptempo udgave. Den går over i Carsten Dahls digt om trøjen der strammer. Nils Bo Davidsen bruger buen i det dybe register mens Stefan Pasborgs whiskers blidt kærtegner lilletrommen.
Andet sæt åbner med Den blå anemone, som Kaj Munk skrev tekst til og hvor Egil Harder lavede musikken. Det bliver lidt lysere. Carsten Dahl læser sit digt til Hugo Rasmussen op og spiller efterfølgende Hugo Rasmussens blues Sweets to the sweet.
Det bliver efterfulgt af den impressionistiske solo-Dahl. Et ret vildt sceneskift. Det starter i mørket - og lyset kigger lige så stille frem. Der er lys i mørket. Uden mørke er der ikke lys. Carsten Dahls billeder flankerer scenen. Her går det igen. Der er mørke - og du kan se lys.
Så får vi Autumn Leaves i en vilter udgave.
Carsten Dahl rækker ud med et krøllet og til tider ufremkommeligt univers. Han rækker ud og når publikum i salen uagtet, at det er forskelligt hvad de er kommet med. Han indfanger og fornemmer til fulde salen, hvor vi er budt indenfor i Carsten Dahls univers med jazz og ånd. Mørke og lys.
Afslutningsnummeret er selvfølgelig Over The Rainbow fra det nye album. Vi får
noget nødvendigt. Noget substantielt.
Aftenens ekstranummer Caravan sender os på jazzrejse. Trioen er fyldt med overskud og energi ind til det allersidste. Carsten Dahl har strakt sit indre menneske ud i fuld størrelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar