fredag, september 13, 2019

The KutiMangoes: Afrotropism (Tramp) LP/CD/DL/stream

De to første plader med The KutiMangoes har været fede. Afro-Fire fra 2014 har været favoritten. Men den status er truet. Jeg har fået et nyt The KutiMangoes favoritalbum. Afrotropism er der hvor The KutiMangoes er blevet voksne. Der både sans (for afrojazz) og samling (det kollektive udtryk i The KutiMangoes har aldrig været stærkere) på pladen.

The KutiMangoes er et af de bedste livebands på den festlige del af den danske jazzscene. Med Gustav Rasmussen og Michael Blicher i spidsen og et intenst spillende band kommer der helt sikkert svedpletter på skjorten, når de er i huset.

Festen og nu også den mere eftertænksomme side har The KutiMangoes mesterligt fået lagt ned i den skrig-gule vinyl, der udkommer på tyske Tramp Records. Med deres vanlige sans for indpakning, sidder man med et flot kraftigt pap-cover i stil med amerikanske pladeudgivelser fra 50’erne og 60’erne.

The KutiMangoes har trukket flere elektroniske elementer ind i den ellers meget organiske musik. Klangfladerne kommer som små pauser i den ellers heftige musik, der trækker på stor inspiration fra Fela Kuti, som f.eks. på Money is the curse.

Pladen er proppet med favoritter. Der er de to rolige numre, Keep you safe og Sand to soil der lukker hver pladeside. Der er også festperlen Call of the Bulbul bird. The KutiMangoes’ Afrotropism er original afrojazz i verdensklasse. Albummet er selvfølgelig stærkt anbefalelsesværdig.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar