Så er Toft Olsen på spil igen - og denne gang skarpere end nogensinde. Århusianske Hans Toft-Olsen er crooner by heart. Han kan synge melodien og når han får så kvalificeret hjælp som det er tilfældet på pladen Special, så bliver det svært at brokke sig.
I forhold til den forrige jazzudgivelse fra Toft Olsen, virker det som om han har strammet lidt op. Når det tekniske grundlag er mere end end almindeligt på plads, så bliver det spændende når Toft-Olsen går et spadestik dybere. Ned i sangens sjæl. Der hvor der krænges ud og mærkes.
Det gør Toft-Olsen på albummet, hvor han skrevet fire numre, mens resten er hentet i “jazzstandards med mere”-bogen.
Heine Hansen på piano, Thomas Vang på bas og Morten Lund på trommer er trioen, der helt uden knirken hjælper Toft Olsen på vej. When I Fall in love og All of you er topnumre og hvor Toft Olsen næsten lykkedes med at croone sig gennem Leo Mathisens Take it easy, der i min verden ikke er croonermateriale, så lander han blødt, inderligt og indføleligt med Smile, som Charlie Chaplin lancerede i filmen Moderne tider.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar