Den 24 årige Ginne Marker sender i dag sit debutalbum på gaden. Hun har allerede gjort stort indtryk på eksempelvis Spot Festival og vundet diverse priser på hjemmebanen i Ålborg. Nu gælder det hele landet.
Hun er sammen med et hold erfarne musikere på pladen, der er udgivet af Aske Jacobys nystartede selskab Giant Birch - og Aske medvirker såmænd også selv på et par numre.
Ginne Marker både synger og spiller guitar på de selvskrevne numre. Stilen er rundet af jazzen. I et balladeunivers, der har taget farve af både pop, swing og singer-songwriter betager Ginne Marker med det samme. Hendes udtryk er afklaret, roligt og veldefineret.
Pladen er af den slags man sætter på, når der brug for en stille stund. Hvor det eneste der snurrer rundt er pladetallerkenen. Musik fyldt med varme og nærvær. Ginne Marker efterlader et modent indtryk. Stemme og guitar hænger sammen, som det kan høres på Saint, hvor hun bruger den akustiske guitar. Der er pariserswing a la 20’erne på La vie en glace. Der er numre der dyrker de klassiske pop-dyder, hvor der tales til følelser som Tick of time og 3 and five.
For Seasons to come er et meget vellykket og anbefalelsesværdigt album, hvor Ginne Marker er stjernen der funkler. Hendes stemme, guitar og gode sange er en samlet pakke der er langtidsholdbar.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar