Ungdommelig tristesse og vemod kan udtrykkes på mange måder. Man kan iklæde sig sorte genvanter, male sig sort under øjnene og lytte til emo-musik - og dykke dybere ned i livsleden. Eller så kan man som den 22 årige sangerinde Nathalia Flórez fra Fanø, med færøsk præstemor og columbiansk far, skrive musik, hvor man havner i aftenens sidste minutter. Hun laver sange om det svære liv og om, at have livsmod.
Liv leves alene og sammen. Det er der hvor Nathalia Florez er. I livet. Hun synger Hans Anker Jørgensens salme Når livet træt og trist - en salme om, den der ser dig og er der for dig, når det er svært.
Salmen er rammende for pladens grundstemning, hvor Nathalia Flórez har lavet tekst og musik til de andre sange. Hun kommer fra Fanø, hvor folkemusikken står stærkt - hvilket bl.a. høres ved brugen af violinen. Det er et jazzet viseunivers, der hviler på et leje af både højskolesangbogen og salmebogen.
Teksterne er gennemgående uden alder og flere gange undervejs tænker jeg på Janne Mark, som Nathalia Flórez godt kan minde om, når hun synger sangene modent og afklaret. En gang imellem kigger den unge Nathalia Flórez også indenfor i teksterne. Som på den dejlige jazzvise Følelsen af i går. “Jeg savner jo dig og følelsen af igår. Men det er som det er. Når jeg har ondt i mit hår.”
I aftenens sidste minutter er en vellykket og sammenhængende debut, der giver lyst til at høre mere Nathalia Flórez, der med ro synger, iført et klædeligt nærvær.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar