Det handler ikke om at andre er dårligere. Det handler bare om at denne kvartets sammensætning er unik. Trommeslageren Anders Holm er hjemme for good fra New York, efter flere år i det store æble. Derfor var han også med da Jan Harbeck Kvartet spillede på Bartof Station, søndag eftermiddag.
Jeg tjekkede ind og hørte deres anden koncert. Henrik Gunde ved flygelet og Eske Nørrelykke på bassen er de andre musikere i denne magiske kvartet.
Der kunne godt have været flere publikummer på det intime spillested, hvilket der også plejer at være, når Harbeck spiller på Bartof Station. Selv om stemningen koger og syder, når de spiller, så er det ikke Copenhagen Jazz Festival ligesom der plejer at være. Det hedder Jazz in Copenhagen Summer 2020. Det er vel for en enkelt gangs skyld er en overflødig oversættelse, da der ikke er udenlandske turister i byen. Byen emmer desværre mere af håndsprit end jazz. Folk er ikke kommet ud af starthullerne i hobetal som de plejer. Det kan nåes endnu! Der er musik hele ugen på mange af byens jazzvandhuller.
Kvartetten spillede to stramme sæt på tilbagelænet og overskudsfyldt vis. De spillede nogle andre numre end dem de spillede ved dagens første koncert.
Her var Billy Strayhorn’s Johnny come lately med bassisten Eske Nørrelykkes intense og personlige basspil en udsøgt fornøjelse. I første sæt spillede de et nyt nummer, der ikke havde fået en titel endnu. Den havde et 6/8 groove lagt ud af Anders Holm. Det var en af den slags ballader der lyder dyrt. Det var så lækkert og der var så meget af det hele, at jeg begyndte at høre strygere der ikke var der.
De sluttede første sæt i fuld firspring med Carioca - taget havde lettet, hvis det ikke var en kælder vi sad i.
Andet sæt bød på et par numre fra kvartettens nyeste plade, der kom sidste år. Ben Webster’s Woke up clipped, som Anders Holm kalder Bjørne Banden, grundet den vuggende sniger-rytme og Harbecks egen Tail that Rhythm satte fut i den gode stemning. De spillede også flere numre med tango-inspiration, hvilket passer så godt til Harbecks rolige og tændte spillestil.
Kvartetten havde en fest på scenen og vi var inviteret med. Der var overskud på spillekontoen. Ingen fedteri eller smalhals. Tak for en forrygende sen eftermiddag på Bartof Station. De spillede lytterønsket, Coleman Hawkins/Ben Webster klassikeren La Rosita som ekstranummer. Mon ikke mange fløjtede den på vej hjem fra koncerten?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar