Jeg starter med at citere mig selv og den gang jeg her på bloggen skrev, at barytonsaxofonen var jazzens svar på køkkenets vaffeljern. De kommer alt for sjældent frem af gemmerne. De er lidt klodsede. Men når de først er kommet frem, så er der ingen grund til at være tilbageholdende med glæden.
Saxofonisten Mads Ole Erhardsen der bla. spiller med Thomas Sejthen Trio og Martin Lutz Group har lavet en trioplade sammen med Morten Ankarfeldt på bas og Janus Templeton på trommer. Mads Ole Erhardsen spiller udelukkende barytonsaxofon på albummets 9 numre, der både er egne og andres kompositioner. Albummet åbner med en af de helt store, Lars Gullin’s Danny’s Dream. Den smyger trioen sig elegant omkring med en dybt indfølt tone fra Mads Ole, håndspil på trommerne og et enkelt og myndigt basspil. Charlie Parker’s Billie’s Bounce er en teknisk krævende sag der ikke lader til, at give trioen sved på panden med den coolness de fremfører den. Albummets sidste nummer er McCoy Tyners Search for peace, der var med på en verden bedste jazzplader, The Real McCoy fra 1967. En ballade, hvor Mads Ole Erhardsen løfter barytonsaxofonen op fra de dybe registre og sender et musikalsk fredsbudskab. Barimore er et hyggeligt bekendtskab.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar