Den islandske saxofonist Tumi Árnason sendte en mail til mig for, at gøre opmærksom på sit nye album Hlýnun. Jeg blev tændt og nysgerrig , da han skrev at musikken handlede om den eksistentielle fare som vi befinder os i, grundet den globale opvarmning. Hvordan omsætter man et så alvorligt og vigtigt emne til musik?
Der er noget kompromisløst saliggørende over at lytte til et album, hvor man får indtrykket af, at kunstneren har lavet albummet som var det hans sidste. Det er ikke fordi Árnason har lavet et dystopisk undergangsalbum - eller har han? Det er den udtømmende grundighed der gennemsyrer projektet, der får albummet til at fremstå så stærkt. Tumi Árnason er sammen med den islandske bas-legende Skúli Sverrison, trommeslageren Magnús Trygvason Eliassen og pianisten Magnús Johann Ragnarsson.
Pladecoveret kan foldes ud som en stor plakat. Her er der både tekst på islandsk - musikken er uden vokal - og noder som supplement til det man hører på pladerne. De spiller fri og improviseret jazz, hvor instrumenterne suppleres med diskrete bånd-loops. Det er smukke melankolske stemninger der veksler med skarpe musikalske betragtninger, hvor de fire musikere er sammen i kollektivet. Tumi Árnasons tone og musik smelter sammen på insisterende vis. Hlýnun betyder opvarmning - og albummet er ikke kun en reminder - men et opråb. Vi skal gøre noget ved den globale opvarmning. Tak til Tumi og band for at fortælle om alvoren gennem den poetiske musik.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar