Zoe Efstathiou er oprindeligt fra Grækenland og bor nu i Göteborg og har bla. studeret på rytmekons i København. Hun spiller på et præpareret piano. Hun er sammen med norske Oda Dyrnes der spiller på cello. De har lavet et album, hvor de eksperimenterer med musik i og udenfor området til mere veldefinerede genrer som moderne klassisk musik og improvisation.
Det er musik og lyde der insisterer på at du lytter og er tilstede. Det kan lyde som noget man kender og er alligevel noget helt andet. I gamle dage var det avantgardemusik. Der er da også tråde til mesteren John Cage. De to kvinder er dog ikke tilbageskuende avantgardister, hvis man overhovedet kan være det. De er skabere i lyd, rum og dimension. Det er øjeblikkets musik der skabes med baggrund i en grænseløs virtuos mestring på højt teknisk niveau. Hør den, hvis du mener at du har hørt alt.
I denne uge har jeg fundet tre af de rigtigt hårde disco jazz numre frem. Måske er den første endda berettiget til, at være det bedste nogensinde, hvis jeg kun skulle vælge et disco jazz nummer.
Idris Muhammad (trommer) 1939-2014
Turn this mutha out (Kudu 1977) Could heaven ever be like this
Den kaldes det bedste disconummer nogensinde i flere kredse. Det 8 og et halvt minut lange nummer var et hit til Mancuso’s Loft Parties i NYC i 1977. En klassiker der stadig kan fylde et dansegulv. Den er samplet af bla. Jamiroquai, Jamie XX og Drake. Måske er Could heaven ever be like this selveste definitionen på et disco jazz nummer. Her er fed saxofonsolo fra Michael Brecker, der afløses af en guitarsolo fra Hiram Bullock. Der er horn riffs og Wilbur Bascomb leverer den bedste basgang, der nogensinde er spillet på et disconummer. Pladen blev udgivet af CTI underselskabet Kudu og produceret af David Matthews. Den hittede ikke voldsomt dengang og fik kun en enkelt uge på Billboards hitliste. Den har siden levet et sikkert liv som en fest-koger. Idris Muhammad lavede flere gode disco jazz numre i perioden. Disco Man fra 1978-albummet You ain’t no friend of mine er også ret dansestabil.
Idris Muhammad’s entré i jazzen i starten af 70’erne skete i øvrigt på Lou Donaldson’s Everything I play is funky og Grant Green’s Alive. Så behøver jeg vist ikke at sige mere.
Svaret på sangens spørgsmål er i øvrigt: “ja!”
Harvey Mason (trommer) 1947-
Funk in a Mason jar (Arista 1977) Till you take my love
Albummet nåede en plads som nr. 37 på den amerikanske Billboard 200 i april 1978. Det var mens Saturday Night Fever hærgede og lå fast på 1. pladsen. Trommeslageren Harvey Mason var ikke en jazzmusiker der af nød havde søgt mod discomusikken. Han var fuldhjertet discomusiker på kun 30 år og havde 2 år før lavet det forrygende funky album Marching in the street med bla. Herbie Hancock, som han også spillede med på Head Hunters pladen fra 1973. Han spillede med alle de fede funky folk i 70’erne; Patrice Rushen, Donald Byrd, Bobbi Humphrey, Ramsey Lewis og Quincy Jones. Han skrev nummeret sammen med David Foster, der både har skrevet Cheryl Lynn’s Got to be real og Earth, Wind & Fire’s In The Stone - og det kan høres. Det var i øvrigt et andet hold blæserlegender Tower of Power, der leverede horn riffsene på nummeret. Vokalen blev leveret af den mindre kendte soulsanger Merry Clayton.
Et par år senere kom Harvey Mason’s Groovin You, der i 12” udgaven holder hele vejen til dansegulvet. Han har i øvrigt henslæbt en tilværelse som trommeslager i det pæne fusionsjazz ensemble Fourplay i de seneste mange år.
Ralph MacDonald (Congas, percussion) 1944-2011
Sound of a drum (Marlin 1976) Jam on the groove
Han startede ud med at spille calypso hos Harry Belafonte og blev i 70’erne en af de mest efterspurgte sessionmusikere. Percussionisten Ralph MacDonald medvirkede på plader med Herbie Mann, Bette Midler, George Benson, Oscar Brown jr., Les McCann Dr. John, Paul Simon, Billy Joel og mange flere. Han var ikke kun god på congas. Han skrev også flere hits. Balladen Where is The love med Roberta Flack & Donny Hathaway gav ham en Grammy og en førsteplads på Billboards hitliste.
I 1977 stak det helt af for Ralph MacDonald - dog på en rimeligt indirekte måde. Calypso Breakdown fra 1976-albummet Sound of a drum var med på soundtracket til Saturday Night Fever. Ikke et af de numre som folk først nævner, når snakken falder på filmens musik. Nummeret er et congasladet festnummer der stadig holder. Jeg vil dog sætte fokus på et andet nummer fra ‘76 pladen. Jam on the Groove udkom på 7”single og blev også udgivet på 12”single af Miami selskabet T.K. Disco, der sørgede for at den røg ud til DJ’s og blev spillet på klubberne. Nummeret har et tungt groove med Chuck Rainey på bas, Eric Gale på guitar og Bob James på synthesizers. Der er også et dejligt funky blæserriff, hvor man i blæsersektionen finder fine folk som Harold Vick og Joe Farrell - og på toppen af det hele er MacDonalds fede congas.
Nummeret er heftigt samplet; Lige fra Deee-Lite over Bomb The Bass til Run DMC, The Roots og Jungle Brothers.
Det er ikke mange år siden, at blandingen af chokolade og lakrids var rimeligt far out. Blandingen af jazz og mellemøstlige toner har også først indenfor de senere år har fundet vej til (mine) vestlige ører. Fælles for slikket og musikken er, at det er afhængighedsskabende, når man først har været der.
Island har givet os den skønne chokoladebar Draumur, lakrids overtrukket med mælkechokolade. Det er også fra Island, at bassisten Sigmar Matthíasson kommer. Han er aktuel med albummet Meridian Metaphor. Her mødes islandsk jazz og toner fra Balkan og Mellemøsten.
Inspirationerne høres tydeligt fra bandet, hvor Ásgeir Ásgeirsson spiller på strengeinstrumenterne oud og tamboura og Haukur Gröndal har en fremtrædende rolle på klarinet. Matthias Hemstock passer trommerne og Jazznyts islandske pianodarling Ingi Bjarni er sidste mand.
Sigmar Matthíasson åbner pladen og får allerede her tydeliggjort, at det er bassisten der er in charge. Ásgeirsson kommer flot ind i nummeret Don med sin oud, hvor Gröndals klarinet tilføjer mystik og spænding. Projektet er opstået ud fra Matthíassons tidligere samarbejde med to musikere fra Kosovo og Tunesien.
Matthíasson har en fyldig bas, der er limen på en meget flot plade, hvor stærke stemninger opstår. Det er endnu en stærk islandsk jazzplade.
Efter de to første albums, er Athletic Progression på deres tredje album søgt mod et mere direkte udtryk, der minder om deres live-optrædender. Albummet er udgivet af det engelske pladeselskab Touching Bass.
Jonas Cook på keys, Jonathan J. Ludvigsen på trommer og Justo Gambula på bas leverer en krops- og sjælsvridende overflod af idéer, tanker og følelser. Det er samlet på 16 uregerlige numre, der strutter af selvtillid og mod. Der er små real life interludes, hvor en strisser spørger om de har købt hash eller hvor en ven på telefonsvareren inviterer på croissant og te.
Trioen tilhører deres egen future jazz scene herhjemme. Der er elementer der kan minde om amerikanske JD Beck & DOMi, Flying Lotus eller Thundercat eller canadiske BadBadNotGood. Jonathan J. Ludvigsens trommespil er i egen liga. Han skifter mellem breaks, beats og fills i et stadigt heftigt tempo. Jonas Cooks keyboards er et lydlaboratorium, hvor der findes lyde og stemninger frem fra ukendte hylder. Justo Gambulas bas er steady, dansende og lader de to andre musikere tage på nogle gevaldige eventyr. Han sørger for st de kommer hjem og mødes igen. Der er den tunge DEBRA, festperlen MOUSSAS FINEST, drum’n’bass eksplosionerne OSAKA og JUNGELEN. På Extended Technique er Brother Portrait med på (umiskendelig britisk) vokal, han får mig til at tænke på legendariske Maxi Jazz.
Det er et af årets bedste danske albums, på tværs af genrer og i særdeleshed jazzen. De improviserer, eksperimenterer og udvider territoriet.
Det er en dejlig forfriskende udgivelse som den nye kvartet Hogo Fogo er ophavsmænd til. De starter i Mozambique med en veldrejet afrofunk sag, hvor guitaren danser sammen med de andre instrumenter. De skifter retning på den efterfølgende The Long Country, hvor Norden også indfinder sig i deres univers. Lars Emil Riis på keyboards, Spencer Gross på guitar, Søren Lund på bas og Michael Dalgas på trommer har spillet sammen i mere end 14 år med andre artister og træder nu frem med deres eget.
Der er melodisk overskud og styr på musikken. De kalder selv musikken for world/urban//soul/folk instrumental groove. De kan spille lazy smooth som på 15 ways, hvor Spencer Gross’ guitar sidder så lækkert. På Big Nine er det Lars Emil Riis der tager stikket med en fed solo mens Michael Dalgas holder gryden i kog med uptempo whiskers spil.
Det er en afvekslende og alligevel sammenhængende plade, hvor alle 7 numre har deres kendetegn og lyder som de er fra samme band. En rigtig god debut fra de erfarne gutter, der har fået så meget blod på tanden, at de snart går i studiet for at indspille plade nr. 2.
Jeg får det ligesom hvis jeg, sidst på eftermiddagen, stod ved en bilforhandler inde midt i byen. Jeg skal prøvekøre en funklende ny Tesla - og får at vide inden jeg sætter mig ind i den, at jeg ikke må køre ud af byen.
Bilen dufter lækkert af ny bil. Al den elektroniske stads blinker indladende. Jeg træder på speederen - og skal vente 10 minutter inden jeg kan dreje ud på vejen - for så at holde i myldretidskø.
Det er samme oplevelse med DR Big Bands nye plade, hvor Miho Hazama står i spidsen og de spiller hendes musik. De starter ud med I said cool, You said...what. Et par minutter inde i nummeret slippes Nicolai Schultz løs i en forrygende solo på fløjte. Der er saft og kraft i soloen, der understøttes godt af big bandets groove. Per Gade topper det efterfølgende med en guitarsolo. Herefter sker der sandt at sige ikke meget på albummet. Jeg begynder at kede mig. Det er lineært, stillestående og overraskende lidt ambitiøst. Undtagelsen er Mimi's March, hvor det bliver endnu mere kedeligt. Den er gumpetung - med Peter Dahlgrens trombonesolo som eneste formildende indslag.
Jeg kan læse mig frem til at Miho Hazamas baggrund er i den klassiske verden - hvilket ikke er diskvalificerende for at lave spændende big band jazz. Jeg hører ikke Miho Hazamas klassiske baggrund, ej heller et jazz-ambitionsniveau der matcher DR Big Bands høje kvalitet. Jeg må nok indrømme at jeg havde forventet lidt mere kompleksitet og vildskab i arrangementerne og kompositionene. Det er i stedet blevet en meget flink omgang. Nå, men sådan er det vel. Det er åbenbart ikke altid, at Danmarks fineste big band skal imponere, ligesom de eks. gjorde i sommers da jeg så dem spille sammen med Marius Neset og med Miho Hazama som dirigent.
Jazzbassisten Matthias Petri og søsteren Martha Marie Petri, der er klassisk uddannet cellist har gennem mange år dyrket den svenske jazzmusiker Jan Johansson. Det udfolder de på pladen Dimma, hvor koret Ensemble Edge som Martha Marie Petri også synger i, er sammen med en jazztrio, der udover Matthias Petri også rummer Calle Brickman på piano og Andreas Fryland på trommer. Der spiller numre fra pladerne Jazz på svenska, Jazz på Ryska og Musik genom fyra sekler og en nyskreven hyldest fra Jakob Høgsbro.
De kommer ind under huden på nogle i forvejen kendte melodier og giver deres personlige bud på dem. Det er supersvært når melodierne er så veldefinerede og klare som eks. Visa från Utanmyra. De går ind i musikken og tager ikke den logiske lige vej. De gør det på en ny måde og fortolker musikken fra deres udgangspunkt, hvor de blander jazz, klassisk og kor.
Jeg er sikker på, at Jan Johansson ville have været glad for deres hyldest, der hverken er leflende eller banal. Så skal det heller ikke være nogen hemmelighed, at Karmen Rõivassepp endnu en gang blæser mig bagover. Om det er på svensk - som eks. på Visa från Rättvik eller på russisk som Kvällar i Moskvas förstäder, så gør hun det indlevende, formfuldendt og elegant. Blokfløjtevirtuosen Michala Petri medvirker også på nogle numre, bla. den skønne Sinclairvisan.
Koret Ensemble Edge er limen og sammenhængskraften i værket. Stemninger og sange, med nogle stærke solopræstationer, flyder behageligt fra dem. Det er kormusik på allerhøjeste niveau. Dimma er en meget vellykket og anbefalelsesværdig hyldest til den store svenske jazzmusiker, der ville være fyldt 90 år i sidste uge, hvis han ikke var omkommet ved den trafikulykke i 1968.
Her er en plade med musik du med garanti aldrig har hørt før.
Den 82 årige tyske freejazz veteran Hartmut Geerken, der har arbejdet med musik i bla. Tyrkiet, Egypten og Afghanistan og haft et tæt samarbejde med Sun Ra har lavet et album med Kresten Osgood, Snöleoparden og grønlandske Pauline Lumholt. Det er også i den grønlandske kultur, at de har hentet inspiration til albummet Kivikkat.
Albummet åbner med manipulerede naturlyde af fugle og hav. Pauline Lumholts stønnen, klagen, jublen og andet skabt med stemmen går i dialog med lydende skabt af musikerne. Hartmut Geerken har et massivt arsenal af instrumenter af både vestlig, mellemøstlig og asiatisk oprindelse som han bruger. Halvvejs inde i åbningsnummeret Irkark Irnurk dukker der umiskendelige technokeyboard lyde op. Det er i sandhed en kalejdoskopisk rystetur vi kommer på.
LP’ens første side afsluttes med fortællingen om en mislykket jagt, hvor Pauline Lumholt med den grønlandske tromme, qilaat og ekspressiv vokal fortæller historien. På side 2 fortsætter de med mødet mellem grønlandske traditioner og fortællinger og mangefacetteret musik. Jazz i løs og fast form. Spørgsmål om hvad det er for et instrument og andet dukker op undervejs på et nysgerrigt album til den nysgerrige lytter.
I denne uge har jeg fundet seks saxofonister frem, der i forskellig grad havde fremtiden bag sig i 70'erne. De var ellers voksne mænd i deres allerbedste alder - fyrrene - og havde allesammen sat tydelige aftryk i jazzen i de foregående to årtier. De var godt og grundigt ramt af, at man i USA ikke længere ville høre den akustiske jazz, som de havde levet så godt af tidligere. Her kan man kaste sig ud i en hurtig konklusion om, at de manglede penge og blev nødt til, at spille det som pladeselskabet ønskede.
Stanley Turrentine (1934-2000)
What about you! (Fantasy 1978) Disco Dancing
Tenorsaxofonisten udgav en lang række plader på Blue Note i 60'erne - og spillede med på flere andre kunstneres plader på Blue Note, bla. på hustruen Shirley Scott's plader. Han var med helt fremme indenfor soul jazzen. Da 70'erne komrykkede han over på CTI Records, hvor han i 1970 lavede Sugar, et af karrierens stærkeste albums. Efter flere gode albums på CTI rykker han til pladeselskabet Fantasy i 1974. Her laver han funky jazzplader, hvor han som regel inkluderede et par fortolkninger af tidens poptoner; Have you ever seen the rain, Many rivers to cross, All by myself etc. I 1978 tager han det fulde skridt ud i disco jazzen på albummet What about You! På pladecoveret er han iført hvidt jakkesæt og skjorte med flipper der helt bogstaveligt når ud til skuldrene. Her fortolker han et af de mindre kendte numre fra Saturday Night Fever, instrumental nummeret Manhattan Skyline. Det var forventet at nummeret Disco Dancing blev et hit. Den blev både udgivet på 7” single og på 12” single til DJ’s. Den blev aldrig et hit. Det ændrer ikke på det faktum, at det er et fedt nummer, med tommelfingerbas, discorytme, kor og stort orkester. Albummet What about you! har Stanley Turrentine’s sikre tenorsax-tone på toppen af det hele. Om det er ballader som Peabo Bryson’s Feel the fire eller den funky åbner Heritage er ligegyldigt. Pladen er indspillet i Philadelphia med lokale studiemusikere og er et tydeligt bevis på den høje discostandard der var i byen på det tidspunkt. Albummet holder…men desværre nok mest i min verden. Den er ikke tilgængelig på Spotify. Til gengæld koster den ikke ret meget på second hand markedet. Køb den, hvis du er en ægte disco jazzer.
Lou Donaldson (1926- )
A different scene (Cotillion 1976) High Wire
Altsaxofonisten havde udgivet en lang række plader på Blue Note siden starten af 50’erne. I sidste del af 60’erne lavede han en række plader, der kan regnes som mesterværker indenfor souljazz-genren. I 1974 kom den sidste Blue Note plade, Sweet Lou og året efter var han rykket til Atlantic selskabet Cotillion, der efter flere år med fokus på sydstats blues og soul gik all in på disco. Pladen var lagt i hænderne på Kool & The Gang keyboardspilleren Ricky West og en perifer jazzmusiker ved navn Mike Goldberg. Jazzklassikerne You are my sunshine og Night and day får en totalt overarrangeret discooverhaling med kor og stads. Det er ren palmehavedisco eller som onde tunger kunne påstå, grunden til at discoen døde. Det er adult disco, hvor sex og stoffer er gemt væk. Hvorfor tager jeg så med her i gennemgangen af disco jazzen? Tjaaaahh. Jeg kunne ikke lade være. Samtidig vil jeg lige fremhæve den funky High Wire, hvor Lou Donaldson synger suverænt råt.
Houston Person (1934- )
Get Out’a My Way! (Westbound Records 1975) Disco Sax
Lou Donaldson havde en sleazy udgave af Isley Brothers balladen For the love of you med på A different scene. Den har Houston Person også taget under behandling på albummet Get Out’a My way! fra 1975 i en langt mere vellykket udgave. Den er med til at indikere at Houston Person lykkedes meget bedre i disco jazzen end Lou Donaldson. Houston Person havde en solid baggrund i souljazzen med en lang række albums på Prestige og mange solide sideman-tjanser. Åbningsnummeret Disco Sax er ren cashing in på disco. En hårdt discobeat og et kor der synger disco sax, sammen med Houston Persons skønne sax, er lige til dansegulvet.
Benny Golson (1929- )
I’m always dancing’ to the music (Columbia 1978) I’m always dancing’ to the music
Han har skrevet flere af jazzens helt store klassikere; Killer Joe, I remember Clifford, Whisper not, Along came Betty etc. Fra starten af 50’erne og frem til midten af 60’erne spillede han bla. med John Coltrane, Dizzy Gillespie, Lionel Hampton, Art Blakey, Johnny Hodges og havde The Jazztet sammen med Art Farmer. Han var I en længere periode fuldtidsbeskæftiget frem til midten af 70’erne som huskomponist til tv-serier som M:A:S:H, Mission Impossible og Ironside.
I 1977 vendte han tilbage til pladerne med albummet Killer Joe, hvor han flirtede med discoen og året efter med albummet I’m always dancin’ to the music. Nummeret blev også udgivet på en promotion maxi til DJ’s så den kunne blive spillet på diskotekerne. Maxi’en fik sidenhen kultstatus og er meget eftertragtet (og dyr på second hand markedet). Den kan heldigvis også erhverves på LP’en til menneskepenge og blev genudgivet på maxi i 2018.
Benny Golson’s saxofonspil er ikke så meget i fokus på nummeret, der til gengæld leverer det sejeste disco groove.
Hank Crawford (1934-2009)
I Hear a symphony (Kudu 1975) I hear a symphony
Det er The Supremes hittet fra 1965, I hear a symphony som alt-saxofonisten Hank Crawford sætter disco, jazz og ild til i 1975 med en storslået produktion med blæsere, strygere og det vildeste line up af studiemusikere. Eric Gale på guitar, Gary King på bas og en delt trommetjans mellem Steve Gadd og Pretty Purdie. Det er Gadd på titelnummeret. Desuden medvirker den allestedsnærværende percussionist Ralph MacDonald - ham vender jeg tilbage til i et senere i afsnit i Disco Jazz serien.
Hank Crawford havde været fast medlem af Ray Charles’ band inden han gik solo i 60’erne, hvor han lavede en stribe plader for Atlantic. Det var med tydelig inspiration fra soul og R’n’B genren, at han lavede. Derfor var det nærmest i en glidende bevægelse, at han kom ind i discoen. Han har på hele albummet et steady disco groove, at læne sig op ad, hvor han kvitterer med veloplagt altsax. Et stærkt disco jazz album.
Sonny Criss (1927-1977)
Warm & Sonny (ABC Impulse! 1976) Cool Struttin’
Året efter altsaxofonisten Sonny Criss havde lavet Warm & Sonny tog han sit eget liv, grundet en fremskreden og smertefuld mavecancer. Han debuterede allerede i 1947 på plade sammen med Howard McGhee og var med i beboppens tidlige bølge. Han var stærkt inspireret af Charlie Parker. Det tænker man ikke over når man hører Cool Struttin’ der er en up tempo disco sag. Der er god plads til Sonny Criss’ altsax og undervejs er der både el-piano og guitarsolo. Et varmt nummer fra en af jazzens mindre kendte saxofonhelte.
Kombinationen af guitaristen Johannes Wamberg og saxofonisten Oilly Wallace er set i flere udgaver. For et år siden lavede de endnu en rolig duoplade med standards og. Nu gælder det Johannes Wambergs Tabloid - og god damn! De er fede! Jeg har brugt dem som soundtrack til adskillige køreture, hvor jeg i langsomt tempo, fløj afsted. Johannes Wamberg har hentet inspiration i 70’ernes og 80’ernes funky fusionsjazz og har fjernet alle flovserne. Det er åbningsnummeret I love U et godt eksempel på.
Tabloid er et ægte superband fra den danske jazz og popscene - Wamberg og Wallace er sammen med bassisten Jonathan Bremer fra Bremer/McCoy, Felix Ewert på trommer, der bla. spiller med Julias Moon, Andreas Odbjerg og Nik & Jay og Malthe Rostrup på keyboards, der bla. spiller med Jada. Det er let at få associationer til bands som Heavy Joker, Santa Cruz og Buki Yamaz, der i 70’erne også rummede de sejeste unge musikere i dansk musik, der siden satte dagsordenen på den danske musikscene - hvilket Tabloid allerede er godt på vej til, da de lige har været backingband for Coco O ved en række udsolgte koncerter.
Tabloid spiller melodisk glad og udadvendt jazz, funk og soul, hvor det kollektive udtryk er vigtigt. Wamberg og Wallace spiller ofte melodierne unisont i front, hvor der lægges op til solo eller fedt sammenspil.
Det er selvfølgelig klart at jeg allerede har hørt nummeret Ile Flottante en million-milliard gange. Det er disco jazz i topklasse. Oilly Wallace på altsaxen lyder som sig selv og ryger ikke i en Sanborn eller Maceo Parker fælde, bare fordi de spiller funky. Ligesom Wamberg heller ikke forsøger sig som George Benson. Det er her at Tabloid afslører sig som det de er: FANTASTISKE! De bevæger sig uhæmmet rundt i en ofte udskældt genre og bevarer integriteten og troen på sig selv.
Det er mange år siden, at Fessor og andre væltede Nyhavn med New Orleans jazzen eller hvad man nu kaldte den dengang. Jazzens glade dage i Nyhavn er med enkelte undtagelser en saga blot. Det er Fessor til gengæld ikke. Han er glad for at være her og selv om han er et lille stykke inde i firserne afholder det ham ikke fra at spille og fortælle historier med musikken.
Han har håndplukket et orkester der blev stillet op i stuen hjemme ved trommeslageren Morten Ærø, der sørgede for at indspille det. Her er klarinettisten Chris Tanner der udelukkende spiller traditionel jazz. Jakob Dinesen på tenorsaxofonen glider elegant ind i Fessors univers. Peter Marrotts trompet er ikke til at holde tilbage - han shiner gang på gang. Rytmegruppen med Ærø, den tidligere Papa Bue bassist Jens Sølund og den erfarne pianist Marko Martinovic er et sikkert grundlag for Fessors jazzkonger.
De spiller en bevægende smuk Devil Got My woman og holder sig ellers til den gamle swingjazz. Moten Swing, nogle Ellington numre og så videre i samme god stemning. Fessor og basunen indtager med en usvigeligt sikker friskhed teten og er her stadig.
Disco jazzen var ikke en udpræget albumgenre. Mange albums fra perioden havde en blanding af af funk, fusion, jazz og disco numre. I denne uge sætter jeg fokus på tre meget forskellige disco jazz numre, hvor særligt den sidste har klassikerstatus.
PAPAYA
Urszula Dudziak (vokal) 1943-
Urszula (Arista 1975)
Tag et smut til Filippinerne og spil den her - så vil du se folk kaste sig ud i en dans der passer til nummeret.
I 1975 var den polske sangerinde Urszula Dudziak taget til New York sammen med hendes daværende mand, Michael Urbaniak. Her røg hun i studiet sammen med hold tunge session musikere. De lavede et funky album, der blev udsendt af det amerikanske pladeselskab Arista. Singlen Papaya fra albummet klarede sig godt i Latinamerika og Brasilien. I Filippinerne tog drag queens senere nummeret til sig og mimede til den på bøssebarerne. I 2007 blev den et kæmpehit i Filippinerne, da værten Edu Manzano introducerede en dans til nummeret i gameshowet Pilipinas Game Ka Na Ba. På youtube findes der flere videoer fra den periode med filippinske soldater og midaldrende kvinder der i store grupper danser Papaya dansen. Populariteten bredte sig en kort overgang til USA.
Nummeret er med ordløs sang i et højt toneleje, et effektivt tempo, analoge synthesizere og funky guitar. En fed disco jazz basker.
Urszula Dudziak har også arbejdet sammen med folk som Bobby McFerrin, Gil Evans og Archie Shepp.
ALL YOUR LOVER, ALL DAY, ALL NIGHT
Cleveland Eaton (bas) 1939-2020
Plenty Good Eaton (Black Jazz 1975)
Den starter ud med en basgang, der placerer sig op ad Temptations klassikeren Papa was a rolling stone. Cleveland Eaton spiller på kontrabas og skaber en helt anden lyd end den der er på Temptations nummeret. Nummeret All your lover, All Day. All Night. er ikke klassisk discojazz materiale. Fem et halvt minut inde i nummeret kommer der en violinsolo - ikke en hel strygersektion eller med effekter. Det er en beskidt og direkte violin solo, der afløses af en tværfløjtesolo. Gennem hele nummeret kører bassen sammen med en klassisk disco hihat. Den legendariske engelske DJ Gilles Peterson havde inkluderet nummeret på opsamlingen Black Jazz Radio fra 2013. Nummeret var oprindeligt med på Plenty Good Eaton, der blev udgivet af Black Jazz Records De udgav en række stærkt eftertragtede jazz plader i 70’erne. Her træder Cleveland Eatons plade lidt ved siden af med sin direkte dansable funkstil. Albummet åbner med Chitown Theme, der er stærkt inspireret af Isaac Hayes Theme from Shaft.
Cleveland Eaton spillede med Ramsey Lewis fra midten af 60’erne og til midten af midten af 70’erne. Han medvirkede på klassiske albums som Sun Goddess og Wade in The water. Fra 1980 var han fast bassist i Count Basie Orchestra.
JINGO
Candido (congas) 1921-2020
Dancin’ and Prancin’ (Salsoul 1979) LP
Den cubanske congasspiller Candido, der siden midten af 40’erne havde boet i USA og spillet jazz med Dizzy Gillespie, Stan Kenton, Erroll Garner, Kenny Burrell, Duke Ellington, Sonny Rollins og mange mange andre, regnes for at være opfinderen af den afro-cubanske jazz. I 1979 havde han også opdaget discoland. Han lavede et dansegulvshit med udgangspunkt i den nigerianske congasspiller Babatunde Olatunji’s Jin-Go-La-Ba fra 1959, som Santana også havde med på sit debutalbum i 1969.
Det næsten 10 minutter lange nummer, der også kom maxisingle var et langt saftigt afro-disco groove med en masse congas-spil. Candido skarpe congas-spil og et orgel sparker festen i gang. Herefter er der dømt disco-floor. 1979-udgaven ramte en 21. plads på Disco Top 80 i Billboard. I 1981 nåede den en plads som nr. 55 på BBC Top 75 Chart. I 1999 kom der et remix som nåede en 3. plads på Dance Club Play Chart. Candido’s Jingo er tidstypsisk på mange områder og løfter sig alligevel et stykke op over det meste der kom i perioden. En ultra disco jazz klassiker.
En gang i mellem vokser anmelderstakken ret voldsomt. Da jeg ikke kan skrive lige fyldestgørende om alt som jeg modtager, har jeg samlet fem udgivelser med saxofonen i front, som her får en kort beskrivelse.
Claus Waidtløw har fart på udgivelserne for tiden. Her er han aktuel med en kvartet-udgivelse med Peter Rosendal ved tangenterne, Jesper Bodilsen på bas og Jeppe Gram på trommer. Det er endnu en gang en stor fornøjelse at lytte til Waidtløws smukke tone. Han har skrevet musikken og kender du Waidtløw bliver du ikke skuffet. Har du aldrig hørt om ham? Så starter du nu.
Den herboende ukrainer Oleksandr Kolosii der går på Syddansk Musikkonservatorium har lavet pladen Multicoloured. Han er sammen med Samuel Kiel på bas, Jacob Bredahl Djursaa på guitar, amerikanske James Michael Cronin på trompet og Nikolaj Bangsgaard på trommer. Det er bla. en plade hvor Kolosii ikke lægger skjul på sin forkærlighed for Joe Henderson, der hyldes på Inner Joy or One for Joe. De spiller også Hendersons Black Narcissus. En absolut godkendt debut.
På Syddansk Musikkonservatorium i Odense, hvor Kolosii er i gang, har trommeslageren Anders Mogensen huseret som lærer og koordinator siden slutningen af forrige århundrede. Han er også superaktiv på udgivelsesfronten, hvor der før sommer kom en trioplade, hvor han er sammen med den danske bassist Andreas Lang, der bor i Berlin og den tyske saxofonist Ben Kraef. Under navnet The Jazz Gallery spiller de hinandens numre og bla. Carl Nielsens Tit er jeg glad, der passer godt til trioens fokuserede udtryk.
Svenske Fredrik Nordström har dannet bandet Dolores, hvor der ikke er en trommeslager med. Her er det saxofon, trompet, bas og guitar. Det giver et anderledes indtryk end det man er vant til. Nordström har skrevet musikken, der haramerikansk inspiration, svensk melankoli og et dynamisk kammerjazzudtryk. De slutter pladen med Coltranes Central Park West i en fri fortolkning.
På den sidste er det Göteborg bandet The Splendor med Lisen Rylander Löve på saxofonen. På deres fjerde plade The Royals møder de lytterne med et udadvendt udtryk. De har traditionerne oppe i ærmerne og lader moderne elektronik kigge ind i musikken. Den helt store attraktion er Lisen Rylander Löve! Hun spiller fantastisk.
De har eksisteret i nogle år, hvor de har spillet frit improviserede koncerter. De har udfordret sig selv med at spille en 9 timers koncert eller 4 koncerter á en time på en dag. De har undervejs indspillet musikken og har klippet i det og samlet 15 numre på en 42 minutter lang udgivelse.
Musikerne har forskellig musikalsk baggrund, hvor saxofonisten Maria Dybbroe og trommeslageren Jonathan Jull Ludvigsen fra Athletic Progression er kendte fra jazzscenen. De to andre Christian Haase og Lasse Sonne spiller begge på tangenter i Maraton.
Musikken bevæger sig filmisk rundt. Der er klangflader og spøjse indslag som Indianerdoku - der netop kunne være soundtrack til en indianerdoku. Der er lækkert popstads som C1, hvor Dybbroe er i det melodiske hjørne. Mest betegnende for dem og der hvor de har fat i noget særligt, er i deres klangfladestykker. Det organiske og levende udtryk som i numrene Solskin udenfor og For evigt er originale og berigende.
Det er tredje gang i år, at jeg skriver om en udgivelse hvor guitaristen Anna Roemer medvirker. Selv om hun havde fingrene dybt nede i de foregående udgivelser, er den her, Anna Roemers egen helt og alene. Musikken er blevet til under Corona nedlukningen sidste år. Hun skrev musikken på akustisk guitar og arbejdede desuden med loops og soundscapes med et ambient udtryk.
EP’en Bakkedragets fire numre er med åbningen Bakkedraget Part 1 et soundtrack værdigt. Her spiller hun en enkel melodi på den akustiske guitar, der leder tankerne i retning af Ennio Morricone. Nedenunder danner klangfladerne forskellige lag der går ind over hinanden. Den afsluttende Oceaner er fuld af billeder. Store vidder, svævende toner og spændinger flyder lytteren i møde. Anna Roemer er en af dem der skal holdes godt øje med på den danske musikscene. Hun rummer så meget godt.
Finske Mikko Innanen og danske Stefan Pasborg spillede sammen i Triot (m. John Tchicai og Nicolai Munch Hansen) for 17 år siden. De har også spillet sammen i andre sammenhænge. Nu er de atter sammen. Denne gang på en trioplade sammen med franske Cedric Piromalli på Hammond-orgel. Piromalli kendes herhjemme bedst fra samarbejde med Benjamin Koppel.
Når Pasborg er i en orgel-trio bliver det svært, at lade være med at nævne Ibrahim Electric. De spiller også et enkelt Ibrahim Electric nummer, Manic Zigaman, der med Piromallis orgel og Inannens saxofon lyder af noget helt andet. Det er knap så megen ilterhed i denne trio.
Mikko Innanen har en fed rock’n’roll approach i tonen, særligt når han spiller på barytonsaxofonen, som på åbningsnummeret Mockingbird eller pladens absolut fedeste nummer, Riding with Cafarelli. Han finder også sopraninosaxofonen frem på nummeret Søhesten. Det er tøjlet vildskab. Piromalli har en mere jazzet tilgang til orgelet end Ibrahim Electrics Jeppe Tuxen, der trækker meget på rocken. På This is it er der flere nik til klassisk orgel-jazz. Og Pasborg? Suveræn!
I 1978, året efter at bestseller soundtracket til John Travolta filmen Saturday Night Fever havde ramt verden, lavede swing vibrafonisten Lionel Hampton en jazzversion af Bee Gees sangene fra albummet. Pladen blev udgivet af det lille selskab Laurie, der havde eksisteret siden 1958 og tidligere havde udgivet singler med bl.a. Dion & The Belmonts og senere psych kulthittet Charity med Gray Things. På pladen medvirker bl.a. John Scofield (guitar) og Al Foster (trommer). Den blev produceret og arrangeret af Miles Davis' faste producer i 60'erne og 70'erne, Teo Macero. Al Foster udgav iøvrigt også et album på Laurie Records samme år, en småsyret latinjazzsag med den japanske avantgarde-legende Masabumi Kikuchi (piano) blandt de medvirkende.
Året efter udgav Laurie Records Lionel Hamptons fortolkning af nogle numre fra Grease. Den udkom kun i USA og gik højst sandsynligt hurtigt i glemmebogen. Det gjorde Saturday Night Jazz Fever muligvis også. Selvom Philips udgav den i Europa, så ville man hellere høre den “gamle” Lionel Hampton i Europa. På Youtube kan man finde en forrygende optræden med Lionel Hampton på Northsea Jazz Festival fra samme år. Her spillede han udelukkende swing - og alt var glemt om Saturday Night Fever og disco.
Hvorfor lavede en af jazzens hædersmænd en discoplade? Det var måske et spørgsmål om hurtige penge. Det er også noget som jeg ikke kan lade være med at tænke på, når man hører jazzplader i den funky afdeling fra perioden. De starter næsten alle sammen med et vaskeægte disconummer. Var det pladeselskabet der krævede det? Hvis de ville lave en funky jazzplade, så skulle der smides noget disco i maskineriet.
I 1978 kunne verden ikke få nok disco. Den amerikanske trompetist Donald Byrd havde allerede siden starten af 70’erne lavet funky jazz både under eget navn og sammen med The Blackbyrds, hvor jazzen er mindre tydelig. I eget navn lavede han på Blue Note i 73 og 75 nogle regulære klassikere; Places and Spaces, Street Lady og Black Byrd. Der var gået nogle år og nu rykkede han rent. Det kan godt være at Donald Byrd var jazztrompetist. Han var også funky som bare...
Det skrev det danske musikmagasin MM om i 1978 i en anmeldelse af pladen.
Donald Byrd: Thank You...for F.U.M.L. (Funking up my life) ELEKTRA
Der er uendeligt lidt godt at sige om den gang udskidte ævlegrød han serverer. "Tak fordi I har funket mit liv op" - selv tak! For de desorienterede som ved en fejltagelse skulle komme om ved pladen, kan jeg berette at Donald Byrd er trompetist - og et han plejede at være en af de bedste. Når jeg nødsages til at give den oplysning, er det fordi pladen rummer alt andet end netop - trompetspil. Når han spiller, er det med dæmper og mixet helt ud i den anden ende af badeværelset. Resten er åndssvage stønnende disco-stemmer og mekanisk rytme og alt det er han gudhjælpemig allerhøjest baggrund for! Det er latterligt - og for en kapacitet som Byrd - tragisk!
Når en så fremragende musiker lægger navn til sådan noget lort, er en ægte Travolta langt at foretrække.
Jens Jørn Gjedsted i MM december 1978
Det var en hård omgang, som MM's redaktør Jens Jørn Gjedsted serverede for læserne. Han var tydeligvis ikke tilfreds med Donald Byrd, som han lyder på albummet Thank You... Hvad mener Jens Jørn Gjedsted egentlig om pladen i dag. Jeg har bedt ham om, at genlytte pladen og lave en ny anmeldelse. Er Jens Jørn anno 2021 enig med Jens Jørn 1978?
Der er gået 43 år siden denne skive blev udsendt og jeg kan ikke løbe fra, at jeg gav den en grum medfart i det for længst hedengange tidsskrift MM. Nu skulle man tro, at jeg ikke kunne fordrage fusion, funk og soul i 1978. Men sådan forholder det sig slet ikke. Jeg var vild med Earth, Wind & Fire, Brecker Brothers, James Brown, Sly Stone, Tower of Power, The Crusaders, The Meters - ja og alle de mange streetfunk bands, som væltede frem i 70’erne. Jeg dyrkede dem intensivt og som musiker var jeg involveret i et par bands, som også var stærkt inspireret af den funky stil. Men jeg var også opmærksom på, at mange jazzmusikere hoppede på vognen af nød – eller efter pres fra deres pladeselskaber, fordi straight jazz ikke solgte. Som trompetist kendte jeg jo Donald Byrd som en af de rigtige gode jazztrompetister, f.eks. med Art Blakey og John Coltrane og ikke mindst med egne grupper. Byrd, der rent musikalsk var højt uddannet, var også manden, som på mange måder hjalp Herbie Hancock på vej i hans tidlige karriere. Så derfor tror jeg, at denne Thank You…etc. var en virkelig skuffelse. Byrd spiller kun nødtørftigt – mest med dæmper a la Miles Davis – og ellers er der rigtig meget ligegyldig sang. Men jeg kan jo se i dag, at Byrd havde solide folk, bag sig, f.eks. Greg Phillinganes, Paul Jackson Jr. og Wah Wah Jackson. Alligevel synes jeg stadig, at det var langt under en så begavet musiker som Donald Byrds standard. Alene det at hans horn i soloerne var mixet så langt i baggrunden, siger noget om producernes holdning til materialet. Men jeg indrømmer gerne, efter i fire tiår aldrig at have hørt den igen og efter at have hørt det, der var MEGET værre, at det ikke er SÅ slemt!
Jens Jørn Gjedsted september 2021
Thank You... starter ud med titelnummeret, hvor et groove iscenesat af en tommelfingerbas sender nummeret godt afsted. Her kommer Byrd kortvarigt ind med trompet med dæmper, der lyder fuldstændig som den trompetlyd som Miles Davis brugte i 80erne. Var 80ernes Miles Davis inspireret af de sene 70eres Donald Byrd? Titelnummeret er i bedste Funkadelic stil, dog til den pæne side, med både skønsang, strygere, funkguitar og en let rappende snak fra Donald Byrd. Det er og bliver i min bog, en ægte disco jazz floor filler.
Albummet åbner med - en for mig - kær gammel kending. ECM Country var med på bandet Spoiled Childs CD (og nej, den findes ikke på Spotify), der kom i 2007. Her var nummerets komponist, pianisten Nikolaj Hess, en del af bandet. Nu har han fundet den frem igen og præsenterer den som en del af projektet Nikolaj Hess Spacelab & Strings. Spacelab trioen består som vanligt af Nikolaj, broderen Mikkel Hess på trommer og bassisten Anders AC Christensen. De får følgeskab af en strygerkvartet. Nikolaj Hess' kompositioner har taget farve af den klassiske musik, hvilket han heller ikke lægger skjul på i titlerne, Ravel Reflections, Adagio Kontra Punk. Det er strygerkvartettens klang der mødes med jazztrioens rytme og improvisation.
Nikolaj Hess' instrumentkollega, den herboende polak Artur Tuznik har også lavet et album, hvor han også lader jazz og klassisk musik mødes. Han er medlem af trioen The Space Above, hvor han er sammen med den klassisk uddannede herboende Flavia Huarachi fra Bolivia, der også bruger traditioner fra hjemlandet. Sidste mand er norske Simon Albertsen på trommer og slagtøj. De kender hinanden fra Københavns kreative musikscene. De åbner udgivelsen med arien fra Goldberg Variationerne. Det er i sig selv imponerende, hvordan de er tro mod originalen, samtidig med at de udfordrer den så inderligt, bla. med Albertsens nænsomme slagtøj. Det er betegnende for et smukt og sammehængende kammerakustisk album, der viser en anden og mindre forudsigelig side af mødet mellem klassisk og jazz.
