torsdag, januar 13, 2022

Kiosk: Tæt nok på (Kiosk/Gateway) stream

 

Som om jeg ikke fik tilsendt nok som jeg kan skrive om her på bloggen. Men når P8jazz bliver ved med at spille dem og min kone bliver ved med at fortælle mig om, hvor fede de er. Ja så er der ingen vej tilbage. Jeg er nemlig også blevet fanget af dem. De har ikke sendt noget pressemateriale til mig - men så er Spotify løsningen.


Deres første album kom tilbage i juni og så har de lige udgivet et par nye singler - der kommer et nyt album til september. Kiosk er jazz’n’poetry med Maj Ørskov på ord. Hun kommer fra poetry slam scenen, hvor det handler om skarpe og hurtige ord. Hun er sammen med nogle musikere der iscenesætter Maj Ørskovs ord med stemningsskabende musik. Her er hittet Uro med inciterende latinklaver, congas og Maj Ørskovs sans for time helt forrygende. “Der er… uro i systemet”


Teksterne tager udgangspunkt i livet omkring de 30 år. Der hvor man forlader det ubekymrede og søgende. Man går mod etableringen af voksenlivet med nye udfordringer. Maj Ørskov har rytme i sine ord og synger enkelte gange også, som feks. på den dejligt jazzpoppede Marts.


Hør nummeret Hvidovre med musik og med Maj Ørskovs stemme. Det er dansk jazz og poesi i nye retninger. En rigtig god debut.


“Jeg drømmer ikke om voksne ting. 

Men nu ryger jeg ikke click-cigaretter. 

Danser ikke med fremmede i spotlys uden ansigter.

Jeg drømmer i stedet om avocado.

Om sennep.

Om sylte.

Og bagværk med smør.

Jeg tænker på min ømme lænd.

Min udsatte iskias nerve på 

at du heller aldrig er fuld for tiden.

At vi kun danser derhjemme til youtube videoer.

Det virker så voksent…”


Kiosk på Facebook

Ingen kommentarer:

Send en kommentar