Vi har haft glæde af den polske trompetist Tomasz Dabrowski i Danmark i 14 år, hvor han har tydelige sat spor i dansk jazz. Han er blandt den efterhånden større gruppe polske jazzmusikere, der har slået sig ned i Danmark gennem de senere år. Udover egne projekter har han også slået sine folder i DR Big Band og sammen med Kasper Tom og Fredrik Lundin.
Dabrowski tog Lundin med til Polen, da han indspillede nærværende album i den polske radios studier i Warszawa i 2021 sammen med polske musikere og norske Knut Finsrud på trommer. Polen har leveret mange store jazzmusikere siden 60’erne. Her er Dabrowskis instrumentkollega Tomasz Stanko et fyrtårn - og har givet stor inspiration til Dabrowski. Dabrowski lånte i forbindelse med indspilningerne, den trompet som afdøde Tomasz Stanko brugte i 90’erne, hvor han lavede flere af sine vigtigste albums.
Musikken på albummet er ekspressiv og insisterende. Der er ifølge pladens linernotes noget der trækker i retning af Miles Davis Quintet med Wayne Shorter. Jeg er ikke sikker på, at Miles ville have brudt sig om vildskaben der ind i mellem tenderer til free jazz, som eksempelvis på Sandy.
Der er mere end vildskab i Dabrowskis musik. Der er det sarte og delikate interplay i septetten som det høres på Short Gesture og Troll. Flere af gruppens medlemmer supplerer med diskrete elektroniske elementer, hvor trommeslageren Jan Emil Mlynarski er i fokus med elektronikken på Queen of Mondays, hvor Finsrud tager sig af det akustiske trommespil. Mlynarski er meget tydelig med en skarp syntetisk bækkenlyd, der skærer igennem nummeret, hvor Lundin iøvrigt leverer en fed tenorsaxsolo.
Dabrowski og gruppen har skabt et solidt album med tyngde og dybde. Der er masser af stof til mange lytninger.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar