tirsdag, marts 22, 2022

Søren Lee Diversity Trio: Live in Copenhagen (Søren Lee) LP/DL/stream


Lige før coronaen kom og ændrede vores liv og hverdag, spillede Søren Lee Diversity Trio en række koncerter. På LP’en Live in Copenhagen er vi med den aften, hvor de spillede på Montmartre. Linley Marthe fra Mauritius på bas og Niclas Campagnol fra Sverige på trommer er sikre valg som sidemen, ligesom de beviste på den første plade fra 2018.

I koncert situationen er der noget andet og mere på spil for trioen - og det er ikke noget problem. De genspiller alle 7 numre fra debutpladen - og supplerer med fire nye - det er en dobbelt-LP. At de spiller velkendt materiale giver dem bare mere frihed og spillelyst. Her er max-overskud til at trykke den af som de gør på eksempelvis Fast Burn. 

Det er jazzrock af den slags, hvor det ikke er nok at være dygtig. Man skal udstyret med noget ekstra. Lyttede man til John Scofield i midten af firserne, kan man nok genkende noget. Hos Søren Lee er der skåret ind til benet. Her er hverken keyboards eller blæsere. Det er den rene og uforfalskede in-your-face attitude med fuldt fokus på instrumentalisternes formåen. Linley Marthes elbas-spil er i særklasse. Det er ligegyldigt om han skal spille vilde soli (som han er sindssygt god til) eller give Lee sikker backing, det spiller ingen rolle. Selvom jeg var begejstret for den første plade fra dem, så er livesituationen der hvor de tre musikere på bedste vis fremviser deres virtuose skills.

Søren Lee


Ingen kommentarer:

Send en kommentar