En af de bedste museumsoplevelser, jeg nogensinde har haft, var besøget på Tenement Museum på Lower East Side i New York City for nogle år siden. Her kan man træde ind i en lejlighed som blev beboet af en italiensk immigrant familie, som den så ud i 1880’erne. Det var fattigt, beskidt og mørkt med en snert af håb. Det er den verden som Anders Koppel har sat musik til på dobbelt-albummet Mulberry Street Symphony. Han har ladet sig inspirere af den danske fotograf Jacob Riis’ sort/hvid billeder fra bagsiden af 1880’ernes New York. Han har taget udgangspunkt i syv billeder. Symfonien er i syv dele, til hvert billede.
Odense Symfoniorkester under ledelse af Martin Yates spiller Anders Koppels nedskrevne musik. Trioen med sønnen Benjamin Koppel på altsaxofon, Scott Colley på bas og Brian Blade på trommer har en improviserende rolle. De har ikke fået en stak noder de skal spille, de skal forholde sig til det som symfoniorkestret spiller og ud fra det komme med deres musikalske bud.
Det lyder måske rodet. Det er det ikke. Det er tre jazzvirtuoser, der indtager musikken og drysser jazzen ud over den klassiske musik. Det fungerer rigtigt godt. Her er drama og spænding i en grad, så jeg kommer til at tænke på filmmusik, Gershwin, Ellington, Gil Evans eller Claus Ogerman.
Mulberry Street Symphony er en monumental diamant i rækken af Anders Koppels symfoniske værker. Et mesterstykke, der er gavmildt givende til mange lytninger. Kan klart anbefales til klassiske lyttere med nysgerrighed overfor jazz eller omvendt og nysgerrige lyttere i det hele taget.
Den er udgivet på dobbelt LP i et flot gatefold cover - og når det er Koppel, så er den selvfølgelig presset hos Nordsø Records.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar