torsdag, september 22, 2022

Barre Phillips & György Kurtág jr. Face à face (ECM) >> Enrico Rava & Fred Hersch: The Song is You (ECM) >> Lubos Sokoup & Christian Pabst: Levitas (Animal Music) >> Anders Koppel & Henrik Dam Thomsen: Gently (Cowbell Music)

Der skal tango til to eller noget i den retning. Her har jeg sat fokus på fire nye plader med to mennesker der mødes med hver sit instrument.  Nogle er mere traditionsbundne i jazzen end andre, der kun har lidt med jazz at gøre. 


På den første møder vi en legende ud i improjazz. Den 88 årige bassist Barre Phillips krydser klinger med den langt yngre ungarer György Kurtág jr. der er søn af komponisten af samme navn. Sønnen bruger elektronikken. Han er også improviserende. Det er i et labyrintisk samspil at gnisterne opstår. Det er fascinerende underfundigt.


Italienske Enrico Rava hører vi i et mestermøde med den amerikanske pianist Fred Hersch. Rava spiller på flugelhorn. Den varme og rolige tone besvares af et dybt empatisk klaverspil fra Hersch. De er tro mod jazzens traditioner og har en masse at fortælle. De spiller både standards og spontane improvisationer. En stærk og anbefalelsesværdig plade. 


Den herboende tjekkiske saxofonist Lubos Sokoup har lavet en plade sammen med den tyske pianist Christian Pabst. Han har spillet i Sokoups kvartet i mange år. Her er det kammerjazz i både lyd og stil. Nærværende og vellydende som stod de i stuen overfor dig. Der er elementer af noget klassisk musik - ellers er det primært jazzens energi og dynamik der driver dem. 


Jeg har gemt det bedste til sidst. Det er kun to år siden deres første duoplade kom. Anders Koppel på Hammond B3 og Henrik Dam Thomsen på cello har spillet sammen i over 25 år - og har dyrket duoformatet mere intenst i de senere år, hvilket giver god mening, når man hører Gently. Det er musikalsk magi, når Koppels malende Hammond og Dam Thomsens flydende cello mødes. Det er filmisk, levende og en stor lytteoplevelse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar