tirsdag, oktober 04, 2022

Keith Jarrett: Bordeaux Concert (ECM) LP/CD/DL/stream

 

Gennem årene er det blevet til 13 anmeldelser af Keith Jarrett plader her på bloggen. Han er en stor favorit,  så der er ikke megen pligtlytning over det. 8 udgivelser har været solokoncerter. Nu er der atter kommet en soloplade fra Jarrett, der ikke længere er aktiv på koncertscenerne. Denne gang kommer vi med til Bordeaux i 2016. Han spillede otte solokoncerter det år og det er den tredje koncert fra 2016 med Keith Jarrett som ECM har udgivet. De to andre er Munich fra 16. juli og Budapest fra 3. juli. Bordeauxkoncerten blev afholdt d. 6. juli.


Han starter ud med et 13 minutter langt nummer, der er en rejse rundt i Jarrets musikalske univers med bjerge og dale, vandløb og floder. Der er heller ikke nogen der som Jarrett kan levere et lettere poppet gospelinspireret soloklaverstykke midt i alt det komplekse. Der er næsten altid en med undervejs i hans improviserede og spontant komponerede koncerter. Her kommer den som Part 3 og man hører publikum juble ekstra meget i den franske koncertsal. 


Udgivelsen er iøvrigt mere stramt redigeret end de to foregående 2016-koncerter. Vi får kun 78 minutter denne gang. Det passer godt på Jarretts fokuserede klaverspil. Er du Jarrett fan, så er der ingen vej udenom. Den skal du have i samlingen. Andre soloklaverafficionados kan nøjes med streamingtjenesterne og købe Carnegie Hall koncerten fra 2006 i stedet.

Ecmrecords.com

Ingen kommentarer:

Send en kommentar