onsdag, april 12, 2023

Marijke Florien: Anætomy (Marijke Florien/No Technique) LP/DL/stream

 

Belgieren Marijke Florien, der bor i København, hvor hun lige har fuldført en kandidatgrad fra det Rytmiske Musikkonservatorium, har tidligere udgivet musik under aliasset Audri. Hun følte sig fastlåst af det musikalske udtryk - og har derfor valgt at udgive albummet Anætomy under eget navn. 

Hun kalder det for en personlig abstrakt rejse gennem kroppen. Med titler som Thunder (Brain) og Violence (Hands) henleder hun opmærksomheden på kroppens enkeltdele og hvad der sker eller kan ske med delene. Hun fortæller: “Jeg tror, det er noget, vi alle døjer med. De emner, jeg berører, er personlige og individuelle, men adresserer samtidig vores samfund. Fra angst, rastløshed, søvnløshed og uretfærdighed til kvindelighed, depression og selvudfoldelse. Jeg udforsker dualiteten, som ofte ligger i os. Det er en rejse gennem glæde og smerte med et mål om forhåbentlig at kunne finde ro inde i sig selv.”

Musikalsk er det et enkelt udtryk, der kan minde om 80’ernes avantgarde pop og elektroniske musik med enkelte jazzelementer. Jeg kommer umiddelbart til, at tænke på noget af den musik som Laurie Anderson lavede. Marijke Florien synger i stedet for at tale ligesom Laurie Anderson. Marijke Florien spiller de fleste instrumenter og suppleres af lidt saxofoner og trommer. Det er ikke en plade der ligner ret meget andet, der kan høres på dagens musikscene.

Bandcamp

Ingen kommentarer:

Send en kommentar