onsdag, juni 21, 2023

Akton feat. Terkel Nørgaard: Entirely Gradually (Super Bad Disco/Pasteelo) LP/DL/stream

 

Lord Akton lavede i 2017 albummet Spectator, der var en hyldest til Carsten Meinerts album To You, som den også indeholdt samples fra. Pladen er et mix af hip hop og jazz. Jazztrommeslageren Terkel Nørgaard blev meget betaget af den. De havde mange år forinden gået på gymnasiet sammen og begyndte at snakke om at lave musik sammen. Akton, der bedst kan betegnes som DJ/producer havde lavet nogle tracks, der manglede trommer og sendte dem til Terkel Nørgaard. Projektet begyndte så småt at tage form og undervejs blev der koblet flere musikere på. Casper Nyvang Rask på bas, Lars Fiil på elektrisk piano, Magnus Wiinblad på saxofon og violinisterne Pernille Kristensen og Isabelle Bania.

Pladen er yderst vellykket. Den er en rejse gennem forskellige stemninger af klub, jazz, hip hop og strygere.

Akton alias Jesper Koblauch har styr på virkemidlerne og Terkel Nørgaard har dyrket sin Dilla, så han kan supplere med de lækreste beats. Entirely Gradually er en albumoplevelse, hvor strygerne dukker op som mellemspil, der skaber overgangen til det næste nummer eller stemning. Som på den rolige Drafted, hvor violinerne bygger op, Lars Fiil tager over med det elektriske piano og violinerne lukker ned, inden et dybt beat tager over på Freed og skaber klubstemning og hvor bassen får en solofeature. Side A afsluttes med den smukke One for C.M. - hvor Magnus Wiinblads saxofon er med til at hylde den legendariske danske saxofonist Carsten Meinert. På Side B fortsætter festen. Whales og Zareth’s search for origin har en trip hop feeling med skarp lilletromme. På Shane Irving stikker det helt af. Et heftigt pulserende beat sender os gennem natten, der aldrig skal stoppe.

Det er meget let at anbefale pladen. Den er original og sindssygt godt tilrettelagt. Jeg kan ikke nævne andre danske plader, der minder om dette velskabte møde mellem instrumental hip hop og jazz. Er det en af årets plader? JA!

Bandcamp

Ingen kommentarer:

Send en kommentar