Det er et helt andet setup end jeg har hørt Hammond-organisten Kjeld Lauritsen i før. I de senere år har fokus ofte været på trio med guitaristen Per Gade og trommeslagerne Søren Frost eller Espen Laub, når han har udgivet plader. Medrivende Hammondjazz med masser af jazz, soul og boogaloo.
Nu er han rykket ind i Brorsonskirken hvor han har indspillet sammen med pianisten Henrik Gunde, bassisten Esben Eyermann og trommeslageren Jesper Uno Kofoed. Stilen er beroligende. Det er en brugsplade. Det kan lyde forkert i nogles øjne eller ører for den sags skyld. For mig er det et kvalitetsstempel.
Det er en imødekommende Lauritsen der sammen med musikerne lavet original plade, hvor der er fokus på melodi og stemning. Det er dansk som salmerne og Højskolesangbogen. De spiller vinterklassikeren Det er hvidt herude. Men også et par numre af den argentinske tangomester Astor Piazzola, hvor de stadig lyder som danskere. På Willow weep for me går der blues i den. Mødet mellem Hammond og klaver er ikke så ofte hørt. Jeg har altid haft en svaghed for pianisten Gene Harris’ møde med Hammond-organisten Jack McDuff, hvor der ofte er gået blues i den. Men det er på en helt anden måde at Gunde og Lauritsen mødes. De spiller ikke for at imponere, de spiller for skønheden - og så bruger de deres danske ophav på smukkeste vis.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar