Saxofonisten Mads Ole Erhardsen springer ud som sanger på albummet Inhaling Life. Det begyndte i sen-sommeren sidste år, hvor den første single kom. Det var Something stupid, nummeret som Frank Sinatra sang sammen med datteren Nancy. Siden kom Bruce Springsteens Dancing in the dark og Jaques Brels Ne me quitte pas. Fælles for dem alle er at Mads Oles versioner er dybt originale og personlige.
Mads Ole dyrker ikke jazzvokalen i klassisk forstand. Når han synger lyder det som en forlængelse af saxofonen. Intonering og teknik er ikke noget problem for ham. Det pudsige er at jeg kommer til, at tænke på David Sylvians stemme når han synger Billie Holiday-klassikeren Don’t explain og det tror jeg er helt utilsigtet. Jeg synes kun at det fortæller noget om standarden hos Mads Ole, der heller ikke holder sig tilbage for at spille en tilsvarende god saxofon på albummet.
Han får hjælp af Heine Hansen på piano, bassisterne Klaus Nielsen, Thomas Sejthen og Morten Ankarfeldt, Janus Templeton på trommer og desuden medvirker Lily Ann Hertzman på et enkelt nummer. Det er skønsom blanding af standards og lignende suppleret med danske sager som eks. Kuling fra Nordvest. Mads Ole befinder sig flere steder på kanten til, at snakke når han synger og det bliver ekstra stærkt på sidste nummer, hvor han på nummeret Hvis handicap synger om, at det handler mere om os end om dig. Tak for den og hele udgivelsen i det hele taget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar