fredag, januar 05, 2024

Palle Mikkelborg/Jakob Bro/Marilyn Mazur: Strands (ECM) LP/CD/digital

 

Det er indiskutabelt at denne trio indeholder de tre største nulevende danske jazzmusikere - også ud fra et internationalt synspunkt. To af dem har endda spillet med Miles Davis. 

De begyndte at spille sammen i corona-sommeren 2020, hvor de spillede en koncert i Haveselskabets Have på Frederiksberg. Jakob Bro lagde ud med at konstatere at han var den eneste der ikke havde spillet med Miles Davis. Det er ganske velkendt at både Palle Mikkelborg og Marilyn Mazur har spillet med legenden over alle jazzlegender. Til gengæld er Jakob Bro kommet ganske godt efter dem. At de tre musikere finder sammen og endda får udgivet deres plade internationalt, fortæller noget om trioens format. Det får vi lov til at høre på Strands, der er indspillet sidste år i DR Koncerthusets store sal.  

Det bedste ved pladen er at det er meget tydeligt hvilke tre musikere der spiller sammen. De har nogle stærke personlige udtryk på hvert deres instrument. At de også kan mødes i det er ikke så overraskende når man kender deres musikalske mentalitet. De kan veksle mellem ekspressive udladninger og mere nedtonede, næsten indadvendte faser. Det er Jakob Bros kompositioner der danner grundlaget for mødet mellem de tre musikere med undtagelse af Youth som er skrevet af Palle Mikkelborg og Returnings som Bro og Mikkelborg har skrevet sammen. De fleste numre var også med på Bro/Mikkelborg pladen Returnings fra 2018. I de nye udgaver er der en anden luft, et andet overskud end på den første. 
Strands er dansk verdensklasse jazz. Hvor er det skønt at opleve.

ECM Records

Ingen kommentarer:

Send en kommentar