Den sørgelige sandhed er, at jeg modtager meget musik som jeg aldrig skriver om. Jeg lytter dog til det meste og prioriterer næsten altid de danske udgivelser først, når der skal skrives. En gang i mellem må jeg lige dykke ned i stakken af modtagne udgivelser igen.
Det skete for nylig da jeg på Facebook så, at den tidligere anmelder ved både Politiken og Information, Christian Munch Hansen syntes at det var en skam, at ingen danske medier havde skrevet om Wolfgang Muthspiels nyeste plade Dance of the elders. Munch Hansen skrev iøvrigt i 2004 meget rammende i Information om Wolfgang Muthspiel, at: “Det er faktisk længe siden, man har hørt noget lignende. En strengeleg smuk og nøgen så hver en klingende tone har vægt.” Det var i forbindelse med pladen Solo.
Der er næsten gået 20 år og Muthspiel har stadig så meget på hjerte, at han kan skabe musik, der er af stor betydning. Han er sammen med amerikanerne Scott Colley på bas og Brian Blade på trommer. De samme folk som Benjamin Koppel foretrækker til sin trio og som var med på Muthspiels forrige plade fra 2020.
Det er alt andet end forceret jazz. Her er tid og ro til at lade hver eneste tone vokse frem og stå vibrerende i rummet. Det er de ældstes dans. Den modnede tilgang til livet. Muthspiel spiller både på akustisk og elektrisk guitar. Sammen med Blade og Colley danser han graciøst med musikken. Der er flere højdepunkter, eksempelvis Folksong og den afsluttende Amelia. Så udover Christian Munch Hansens anbefaling, så får den også min.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar