mandag, marts 04, 2024

Anke Helfrich: We’ll Rise (Enja Yellowbird) CD/digital

 

Den er nomineret i kategorien Album of the year til Deutscher Jazz Preis, der finder sted til april. Jeg har af mange - nogle bedre end andre - grunde ikke hørt alle tyske jazzalbums - men tror at den har en god chance.

Pianisten Anke Helfrich har lavet et album der er er gennemsyret af jazz sammen med sine vanlige musikere, Dietmar Fuhr på bas og Jens Düppe på trommer. Der hvor albummet skiller sig ud fra den store flok, er det budskab som Anke Helfrich vil ud med. Op gennem historien har bemærkelsesværdige kvinder præget verden med deres bidrag og præstationer. Nogle er blevet kendte mens andre uretmæssigt er glemt. Det er fokus for Anke Helfrich, der meget passende lægger ud med at hylde den amerikanske jazzpianist Geri Allen, der døde kort efter sin 60 års fødselsdag i 2017. Nummeret indledes med Terri Lyne Carrington, der fortæller om Geri Allens betydning for hende, for andre og for musikken. Geri Allen er en rollemodel for Anke Helfrich og mange andre. 

Der er numre der hylder maleren Frida Kahlo, den italienske skuespiller Giulietta Masina og den franske instruktør Alice Guy-Blanché. Sprinteren Cathy Freeman hyldes på ‘Cos I’m free, hvor Adrian Mears gæster på didgeridooo og senere skifter over til trombone. Det er et forrygende dynamisk nummer, der vitterligt lyder af svævende frihed. Thelonious Monk er en af Anke Helfrichs store forebilleder. På The Nell-Nica sætter hun fokus på to vigtige kvinder i Monk’s liv. Hans hustru Nellie Mona, der sørgede for at kradse Monk's hyre ind og Nica de Koenigswarter, den britiske baronesse som Monk mødte i Paris i 1954 og som siden hjælp ham på mange måder. Monk hylder dem i øvrigt selv, på henholdsvis Crepscule with Nellie og Pannonica. Helfrich går ind i Monks musik og kommer ud med et frisk take på traditionerne. 

Albummet lukkes ned med en soloklaverudgave af Duke Ellingtons Sophisticated Lady, som Helfrich dedikerer til sin moder. En passende afslutning på et meget personligt album, der giver noget til lytteren. We’ll Rise er ikke et traditionelt tribute-album, det er meget mere end det.

Anke Helfrich

Ingen kommentarer:

Send en kommentar