fredag, marts 08, 2024

Various Artists: MEUF vol. 2 (Barefoot Records) digital

 

I dag er det Kvindernes Internationale Kampdag. Det fejrer Barefoot Records og saxofonisten og komponisten Maria Dybbroe med albummet MEUF vol. 2. Albummet præsenterer 19 kvinder fra den eksperimenterende musikscene i Norden. Det er anden gang at Dybbro kuraterer et album med kvindelige musikere, der udkommer d. 8. marts.

Det er værd at bemærke at den eneste genganger på vol. 2 er Dybbroe, hvilket giver god mening, når det er hende der står bag samlingen. I år spiller det ind på udvalget af musikere, at hun bor i Oslo og er tæt knyttet til Norges eksperimenterende musikscene. Albummet åbner i den milde ende, hvor sfæriske norske folketoner strømmer os i møde med duoen Camilla Hole på sopransax og Guro Kvifte Nesheim på det 10-strengende strygeinstrument Hardanger D’amore. På det efterfølgende nummer skiftes der stemning og stil. Det dystre drone nummer Siren er betagende. Dybbroe har komponeret nummeret Vi ser havet i det fjerne - der kommer i to dele på pladen. Den fremføres af Lisa Marie Vogel på bratsch og Bettina Ezaki på violin. Et nummer der placerer sig ude i havet mellem folkemusik, improvisation og klassisk musik.

Danske Amalie Dahl der bor i Norge har en forrygende improviseret altsax duet sammen med belgiske Ornella Noulet på Brussel’s antimatter. "Dette album kredser ikke om nogen specifikt, men hylder snarere kraften i kollektiv synergi," siger Maria Dybbroe om albummet. Det er en meget inspirerende udgivelse, der sætter en tyk streg under, at den eksperimenterende musik trives og er i udvikling. Det er uforudsigeligt og selvfølgelig kun et ekstra plus, at Maria Dybbroe så tydeligt gør opmærksom på kvinderne med denne udgivelse.

Bandcamp

Ingen kommentarer:

Send en kommentar