søndag, maj 26, 2024

Clothing Club: Fresh Fade (BlikFlak) digital

 

En trommeslager der er rundet af hip hoppen, en pianist med et stort melodisk hjerte og en bassist der har en krop lavet af et groove. Det lyder næsten for godt til, at være sandt. Det findes i virkeligheden. Det hedder Clothing Club og kommer fra Aarhus - byen der har fostret både Athletic Progression og Clapper, bands der kan noget af det samme. Clothing Club vil det anderledes. De fortæller bla. at albummet og musikken er inspireret af tøjbutikker, friske frisurer, solen og store øreringe. Ikke just comme il faut i dansk jazz.

Albummet starter med et sommerhit, Jumbo XL, hvor et frisk hip hop groove besvares af en enkel ligefrem melodi spillet på klaveret. På Hot Stof åbnes der op for keyboardet og lilletrommen danser med - og sørme om der ikke også er plads til en bassolo. Sådan fortsætter albummet meget veloplagt afsted. 14 numre, der kan løfte humøret op i solskin - selv når det er skyet.

Jeg har fået flere favoritter på albummet; Hoops med sit el-klaver og dejlige basfigur eller den mere rolige Deepchain. Clothing Club bliver jeg ikke færdig med foreløbig - jeg er klar til et længerevarende forhold. Er Clothing Club også klar?

Clothing Club Facebook

Ingen kommentarer:

Send en kommentar