I 2013 lavede Jonas Kullhammar sammen med dengang 75 årige saxofonist Gilbert Holmström, albummet Tiden er kort. Det er svensk og kan bedst oversættes som, at man har travlt. Jeg ved ikke om det var en antydning i forhold til Holmströms alder. Nu er han på vej mod de 87 år og virker ikke til, at have travlt. Desuden er han aktuel på hele to plader, hvor der på begge er forbindelser til Danmark.
På den første er Kresten Osgood gået i studiet sammen med Holmström som Osgood har spillet on/off med i over 15 år. De er sammen med den erfarne bassist Peter Jansson. De spiller en række kendte standards, lige fra Without a song til Night and day. Det gør de på yderst kompetent vis, hvor der ikke laves for mange svinkeærinder. Lyden af Holmströms sax og autenciteten er kæmpestor.
Gilbert Holmström er et kultnavn i svensk jazz, særligt pga. 1965-albummet Uran Misstankar, med friske elementer af free jazz. At Holmström stadig kan slippe rammerne og spille frit, er tydeligt på udgivelsens andet sidste nummer, Tryck på alla knappar, hvor Peter Jansson afløses af Nikke Strøm på bassen. Holmström spiller med en styrke og overbevisning som er helt vild.
Den anden plade Peak, er i Holmströms eget navn. Den er udgivet af Jonas Kullhammars Moserobie, der også genudgav Utan Misstankar for over 10 år siden. Holmström har skrevet 4 af pladens 6 numre. Bandet består af tre kendinge fra dansk jazz, norske Erik Kimestad på trompet, finske Johnny Åman på bas og svenske Cornelia Nilsson på trommer. Desuden medvirker Mathias Landæus på piano.
Jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde med alt det gode, der flyder mig i møde, når jeg lytter til pladen. Selvfølgelig er Gilbert Holmström noget helt særligt. Hans sikre tone er i ungdommens år formet af Ornette Coleman og John Coltrane og siden modnet, så han har fået sit eget sikre udtryk. Han er “one of a kind i nutidens skandinaviske jazz. Der er så meget historie og ægthed i ham. Alene det er grund nok til, at bruge tid på at lytte til musikken.
At han er sammen med det unge hold musikere, løfter hele projektet. De har en forståelse for den type jazz. Jeg kan ikke få nok af Erik Kimestad, når han er i det her hjørne. Der er så megen kontrolleret vildskab i den trompet. Det samme kan man sige om Cornelia Nilsson.
De fem musikere spiller to kompositioner, Deborah’s Thema og Poverty af Ennio Morricone, der er lavet til filmen Once upon a time in America. Det er en sand fornøjelse, at høre dem fortolke de i forvejen stærke melodier. Kimestad tager mit hjerte i Poverty, hvilket Holmström til gengæld gør I Deborah’s Theme, der bliver til spiritual jazz i deres fortolkning.
Stor anbefaling til begge Holmström udgivelser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar