Indra Rios-Moore: Where do we go from here? (Vamana) LP/CD/digital

 

Den amerikanske sanger Indra Rios-Moore, der er gift med den danske saxofonist Benjamin Trærup har lavet albummet Where do we go from here? sammen med guitaristen og komponisten Søren Bigum, der bl.a. spiller med Jonah Blacksmith, The Mukherjee Development og Peter Sommers Tiggerne.

Albummet er dedikeret til alle, der har brug for det, men især dem, der har været en del af fællesskabet på et hospice; personale og pårørende. Dem der skal leve videre efter at de har sagt farvel til deres kære og nære. De kommer i fokus gennem sangene og gennem nogle små klip, hvor efterladte sætter ord på den sidste tid på hospice.

Forfatteren Carsten Jensen skriver i pladens indlagte teksthæfte: “Døden er så brat som et smæk med en dør, og dog er det, som om de døde bliver stående på dørtærsklen med en invitation til en samtale på læberne.”

Pladen er lavet til Hospice Djursland. Som et værk til efterladte, hvor de finder ord og musik til sorgen og de mange stunder, hvor man kan føle sig så alene - og gennem musikken og ordene kommer ind i et fællesskab. Vi får et kig ind i små personlige historier. Mange der har stået i en lignende situation kan måske genkende noget fra historierne.

Musikken er inspireret af folk og jazz, bl.a. medvirker den amerikanske folkmusiker Sam Amidon på violin på flere numre. Indra Rios-Moore og Søren Bigum har lavet et stærkt og langtidsholdbart udspil, der kan bruges af mange - alle der har prøvet at miste og hvem har ikke det?

https://www.indrariosmoore.com/store

Iiro Rantala HEL Trio på Godset d. 27. sept. - præsenteret af Jazz6000

 

Forventningerne var skruet godt og grundigt i vejret. Den finske pianist Iiro Rantala udgav i sommers den forrygende plade Tough Stuff, sammen med sin nye trio HEL. En trio der minder meget om Iiro Rantalas gamle Trio Töykeät, som jeg hørte meget i starten af nullerne. Jeg var samtidig også sikker på at de kunne indfri forventningerne.

Med Anton Eger på trommer er man sikker på at der både er spænding, stor musikalsk tilstedeværelse og en god portion underholdningsværdi. Sammen med den urokkeligt sikre Conor Chaplin, der er englænder- men bor i København har Rantala en sikker grund at stå på.

Trioen indtog scenen med fuld fart - her var ikke plads til tilbageholdenhed og tøvende adfærd.

De lagde ud med Stockholm Syndrome fra det nye album og vi nåede i gennem hele albummet i løbet af aftenen. Han havde også Dave Grusins Rag Bag på programmet sammen med Weather Reports Young and fine. Der var en tand mere power i Rag Bag end jeg tror Grusin kunne forestille sig. Masser af bund i stortrommen sammen med lir og overskud. 

Rantala er en dreven pianist, iklædt en sprælsk blazer og nogle comfy sutsko, spillede han med melodien i hjertet og en percussiv tilgang til tangenterne. Han overlod en masse plads til Eger og Chaplin, der begge diskede op med soloer, der tilfredsstillede et begejstret publikum. "Anton - du har revnet dine bukser", som min sidekammerat sagde, da han mente at trommeslageren spillede røven ud af buksene. Trioen spillede med humor og lod den strømme ud over publikum, som da de spillede Tae Kwon Don’t der blandede kampsport og finsk tango.

Aftenen bød på to sæt. De åbnede anden afdeling med Das Handtuch, hvor Rantala præparerede klaveret med ølflasker, vandflaske, mikrofonstativfod og håndklæder- som han snedigt fik afmonteret mens han allerede var i gang med næste nummer, Cabaret Perdu. 

De spillede to numre der var tributes til et mine favoritbands, Stuff. I første afdeling fik vi titelnummeret Tough Stuff fra det nye album og i anden afdeling kom min favorit Tee Four Three, der er et remake af Gadd a Tee fra Trio Töykeäts 2000-album Kudos. Her spillede Anton Eger, som var han Steve Gadd på steroider.

Aftenen lukkede ned med In a sentimental mood og satte et flot punktum på en vellykket koncert. Trioen havde dagen før spillet i Gentofte Jazzklub og skulle videre til Tyskland, efter koncerten på Godset i Kolding, som den ihærdige jazzklub Jazz6000 stod bag. Jazz6000 afslørede i øvrigt at Eger og Chaplin kommer igen på Godset til marts 2025, sammen med Marius Neset. En dejlig nyhed på en vidunderlig jazz aften.

Antonio Dayyani: Trop Op (April Records) LP/CD/digital

 

Den unge trommeslager og komponist Antonio Dayyani lavede for et par år siden albummet Herfra kan det kun gå to veje, som jeg uden at tøve kaldte årets debutalbum. I bagklogskabens ulideligt klare lys synes jeg stadig, at det var årets debutplade i 2022. 

Nu er han klar med opfølgeren Trop op. Han er sammen med et fantastisk band, Harald Hagelskjær (fra Kosmos) på bas, Magnus Munk Tækker på pedal steel guitar, Andrea Maagaard på klaver, Jon Askjær på trompet og flygelhorn og Cahlo Heymann Krill på guitar. Den unikke lyd som eksempelvis kombinationen af Tækkers pedal steel og Askjærs trompet giver er noget helt særligt. 

Dayyani er den diskrete trommeslager, der støtter og fremmer de andre musikere. Hans rolige melodier, der er rundet af ballader og stærke steminger går lige i hjertet på mig. Som Brian Petro så rammende skriver i covernoterne, så er den delikate balance af Nordic melancholy og dusty americana intakt. 

Antonio Dayyanis originale sangtitler som Fyldt op (…pludselig af kærlighed) eller Jakketyvens tristesse hænger så fint sammen med den lyriske musik. Albummet lukker ned med den svenske folkemelodi Vem kan segla förutan vind, som stemningsmæssigt giver den fuld gas på nordisk nærhed. Det er en meget stærk afslutning på et album, der kommer til, at lande blandt årets danske jazzplader.

https://antoniodayyani.bandcamp.com/album/trop-op

Lars Bech Pilgaard: Folklórica (Mom Eat Dad) LP/digital

 

Den altid aktive og musikalsk nysgerrige guitarist Lars Bech Pilgaard er spændende at følge. Siden jeg har hørte ham første gang i bandet Magnus Fra Gaarden for 15 år siden, har det været SVIN, Slowburn, Lasernun, HEX, Bisses band, Klimaforandringer, Maria Faust Jazz Catastrophe, Frk. Jacobsen og flere andre, hvor den ukonventionelle guitarist har slået sine folder og som regel har flyttet mine tanker om hvad en guitarist er i stand til.

Nu er han aktuel med en soloplade, hvor han samler sine idéer, teknikker og inspirationer. På akustisk guitar, banjo, elektrisk guitar og guitar spillet med bue tager Lars Bech Pilgaard os med ind i en meget original og særegen musikalsk verden. 

Hver pladeside repræsenterer noget forskelligt. På de to første pladesider A & B er det nærmest avantgardistisk med elementer af nordisk folkemusik, særligt den norske og improviserede flader, hvor han bla. bruger violinbue på guitaren, en præpareret akustisk guitar og banjo. Side C er med elektrisk guitar og et klangfladebåret nummer. På den sidste pladeside er det den elektriske guitar, hvor han trykker på pedalen og får en tungere guitarlyd. Det er lange lyde, der læner sig op ad feedback. Det kan godt minde om Lou Reeds mesterværk Metal Machine Music. 

Folklórica er et meget originalt udspil fra Lars Bech Pilgaard. Han laver primært noget som der ikke er hørt før - og laver musikalsk grundforskning på de fire pladesider. Lyt med, særligt hvis du har ører der indrettet til fordomsfri og nysgerrig lytning.

Bandcamp

The story of jazz by JAZZNYT: 1999 - en playliste

Det startede med at jeg blev nysgerrig på hvordan jazzen egentlig lød for 25 år siden. Jeg begyndte at lave en playliste på Spotify - og kunne flyve tilbage i tiden. Der er selvfølgelig en masse dansk jazz på listen…og amerikansk, ikke at forglemme. 

Det store billede giver et indtryk af den lyd, det udtryk og den stemning der herskede i jazzen for 25 år siden. Dengang udkom musikken udelukkende på CD - med enkelte sjældne undtagelser, eks. svenske Lars Janssons Hope, der som en af ganske få udkom på vinyl. Jeg har ikke kendskab til dansk jazz, der kom på vinyl. Musikken blev solgt i fysiske pladeforretninger og nethandlen var i sin tidlige vorden. Amazon var startet fem år før, i 1994. Jeg kan huske at jeg bestilte Little Jimmy Scott’s CD Holding back the years fra Amazon i 1999, som noget af det første, jeg overhovedet købte på nettet. 

Blue Note var meget aktiv på ny jazz og udsendte bla. Joe Lovano, Cæcilie Norbys Queen of bad excuses og den i dag fuldstændigt ukendte saxofonist Jevon Jacksons Pleasant Valley - en plade der var ret tidstypisk med souljazz, orgel og covers af bla. Don’t you worry about a thing og Love and happiness.

Tiden var en anden. Jazzhouse, Music Mecca, Jazzpsecial, Jazz på P2, Niels Henning Ørsted Pedersen, Bent J, Dexter og meget andet....

Note:

Jazzbloggerens fuldstændigt afsporede og skøre idé er at fortsætte med at lave playlister med jazz fra alle de år, hvor jazzen har eksisteret. De dukker op en gang i mellem. Lige nu er 2009 i støbeskeen.

Playlisten JAZZ1999 på Spotify

Blåly: Nystalgi (April Records) LP/CD/digital

 

Stavekontrollen skal lige øve sig i den her. Det er hverken Blålys eller Nostalgi. Blåly er en ny dansk jazztrio. Navnet Blåly er inspireret af ordet Ly og afspejler en fælles følelse af tryghed og introspektion, som trioen finder i deres sangskrivning og som de håber på, at formidle til deres publikum. Musikerne i trioen har mødt hinanden på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og ikke på det rytmiske musikkonservatorium, der ellers har fostret mange jazzmusikere. Barbara Fiig på piano, Johan Kjær Houver på bas og Timon Matern på trommer udgør Blåly.

Det pudsige ordspil i pladens titel, Nystalgi, passer godt til den musik som man kan høre på pladen. Det er rolige melodier der maner til eftertænksomme stunder. Trioen fortæller at albummet kredser om temaer som moderskab, nye begyndelser, mental sundhed, identitet og musikkens katartiske potentiale. Som lytter inkluderes man nærmest i musikken. Det er dejligt sted at være. Lige fra titelmelodien over Drømmen og videre Daggry, så er Blåly en trio, der skaber stemninger og kan holde dem. 

Stilistisk er det nordisk jazz med elementer af både folk og klassisk. Det er en plade der er meget let at holde af. Prøv at inviter den indenfor i dit liv. Du vil få svært ved at sige farvel til den.

https://blaaly.bandcamp.com/album/nystalgi

Steen Rasmussen: Red Bossa (Stunt) LP/CD/digital

For et år siden lavede Steen Rasmussen den skønne plade Milton på svenska sammen med sanger Josefine Cronholm. Nu er han atter pladeaktuel - stilen er selvfølgelig stadig brasiliansk inspireret jazz. Han har såmænd den brasilianske trommeslager Celso de Almeida med i trioen, der også inkluderer bassisten Kaspar Vadsholdt. Al musikken er med en enkelt undtagelse skrevet af Steen Rasmussen. Der har sneget sig noget nordic cool med i den brasilianske jazz. Det er feks. tydeligt på Hymn to life eller Home, der står klare og friske som en dansk sommermorgen. 

Pladens cover med den klare gule farve og den røde ananas er lavet af Per Arnoldi og passer så godt til musikken. Det er de rene og tydelige farver - her er ikke de dusede eller blege farver der kan høres i musikken. Det kan være småfunky som på titelnummeret eller rene brasilianske lækkerier som på Bossa para Joyce.

Manhã de carnal af Luiz Bonfa gæstes af sangerinden Marilda Almeida, ligesom det sidste nummer på pladen Eu sei que você sabe også har gæster med. Det er Lis Wessberg, der kigger forbi med trombonen og Jonas Krag med guitaren. Det bliver næsten et “klassisk” Steen Rasmussen nummer, hvor han træder mere i baggrunden med klaveret. Fedt at blive mindet om, at han også kan det. Ellers er jeg nu ganske fornøjet med at han har lavet en trioplade.

Steen Rasmussen

Jacob Christoffersen Trio: A good Day (Storyville) CD/digital

 

Det er en den slags plader der sidder lige hjertet allerede efter første gennemlytning. Det er der mange grunde til. Noget handler måske om, at Christoffersen og jeg er jævnaldrende. Han er i sine formative år præget af jazzens lyd i 80’erne og 90’erne. Den jazz jeg også lyttede til, særligt Chick Corea og Keith Jarrett. 

Han er sammen med et drømmehold, danske Thomas Fonnesbæk på bas og svenske Rasmus Kihlberg på trommer. Det er triojazz af den melodiske og dynamiske slags. Pladen åbner med Bargemon, et nummer der skylder sit til Chick Corea. Corea hyldes også på Armando’s blues. Det er Jacob Christoffersens femte plade i eget navn, den fjerde med trio. Det er et jazzterræn han er godt hjemme i. Han spiller med ro og overskud og har et forrygende samarbejde med Fonnesbæk og Kihlberg. 

Den fine udgave af Gasolin’s Hva’ gør vi nu, lille du? gør kun, at jeg synes endnu mere om pladen. Der er også en sidste ting, som jeg vil fremhæve. Jacob Christoffersen supplerer flygelet med Fender Rhodes - hvor han både spiller simultant og alene på de to instrumenter. Land of Lydia er et fedt Rhodes nummer. Det er rigtig god klavertrioplade for den voksne jazzlytter, der tilfredsstilles på alle måder.

Bandcamp