Årets bedste danske jazzudgivelser 2024

 

For nylig læste jeg, at hver eneste dag udgives der lige så meget ny musik, som der gjorde i hele 1989. Den digitale eksplosion, hvor næsten al musik udkommer på platforme som Spotify eller Tidal, stiller ekstreme krav til overbliksevnerne. 

Her vil jeg påstå at jeg har overblikket over lyden af dansk jazz. Der er ikke gået en dag i 2024, hvor dansk jazz ikke har været på min lytte radar. Der er kommet over 200 nye udgivelser, hvor jeg nok har skrevet om halvdelen her på bloggen. Den anden halvdel har jeg også hørt - men ikke haft tid til at skrive om. 

Dansk jazz er inde i en eksplosiv udvikling. Den er mere end nogensinde splittet i mange retninger. Det er mit ydmyge ønske at jeg med min blog Jazznyt, kan guide jazzinteresserede på vej i junglen. 

I år er det 21. gang, at Jazznyt laver en liste over de bedste danske jazzplader. Pladerne er listet op i alfabetisk rækkefølge. De er udvalgt ud fra mange krøllede kriterier; nyt, overraskende, bevægende, originalt, personligt, fedt (nok det vigtigste kriterium) og noget jeg vil anbefale til andre at bruge lidt tid på, at lytte til. 

Alawari: Leviathan (April Records)

Vildskaben er der skruet ned for. I stedet er der skruet op for stor, fyldig nærmest symfonisk lyd og stemning. Albummet er afvekslende, original (de lyder ikke som andre i dansk jazz), bevægende og gennembearbejdet. 

Anna Roemer: Blåregn (Anna Roemer)

Det er et meget melodisk og imødekommende album, der i sin sjæl vil favne livet. Det er musik der rækker ud til lytteren, hvilket på mange måder er med til at understrege, hvorfor Anna Roemer er noget særligt. Med nogle enkle melodier sætter hun stemning og følelse. Hun er ikke søgende eller tvivlende. Hun er tilstede for sin far, som hun har dedikeret musikken til, for musikken og for lytteren.

Antonio Dayyani: Trop op (April Records)

Dayyani er den diskrete trommeslager, der støtter og fremmer de andre musikere. Hans rolige melodier, der er rundet af ballader og stærke stemninger går lige i hjertet på mig. Som der står i covernoterne, så er den delikate balance af Nordic melancholy og dusty americana intakt. 

Carsten Dahl Golden Ratio Trio: Interpretations The Norway Sessions (Storyville)

Carsten Dahl siger at han er en åndelig arkæolog, der leder efter lyden af træets rødder. Han er sammen med Daniel Franck på bas og Jakob Høyer på trommer. Det er i samme vibe som Keith Jarrett - og alligevel, er det umiskendeligt meget Carsten Dahl - og der er ingen der er bedre til at spille Carsten Dahl end Carsten Dahl.

Clothing Club: Fresh Fade (Blikflak)

En trommeslager der er rundet af hip hoppen, en pianist med et stort melodisk hjerte og en bassist der har en krop lavet af et groove. Det lyder næsten for godt til, at være sandt. Det findes i virkeligheden. Det hedder Clothing Club og kommer fra Aarhus. Dem bliver jeg ikke færdig med foreløbig - jeg er klar til et længerevarende forhold. Er Clothing Club også klar?

Daniel Sommer, Arve Henriksen & Johannes Lundberg: Sounds & Sequences (April Records)

Musikken balancerer elegant mellem det akustiske og det elektroniske - der hvor man ikke tænker over om det er det ene eller det andet. Arve Henriksens store musikalske rummelighed og opfindsomhed passer godt sammen med Daniel Sommers musikalske retning, hvor der er tid og ro til at lade musikken udvikle sig.

Lars Fiil: New Ground (Fiil Free)

Lars Fiil har lavet et moderne nordisk jazzalbum med akustiske klangflader og ambient elektroniske teksturer. Helt grundlæggende står det på nogle gode melodier. Den har sin egen originale karakter, oven i den umiddelbart lette tilgængelighed, der kommer af det genkendelige melankolske nordiske jazzsprog.

Maria Bertel: Monophonic (Eget Værelse) 

Det er hypersoniske kaskader af messing tilsat distortion. Det er fri improvisation i noise-genren af den bedste slags. Maria Bertels kompromisløse måde, at bruge trombonen på er befriende. Er man til eksperimenterende og grænsesøgende musik er Maria Bertels Monophonic en plade man er forpligtet til at bruge tid på. Jeg er iøvrigt ret vild med lyden på pladen. Den er så ren i alt det brutale.

Smag På Dig Selv: SPDS (Stunt)

Har man været til koncert med trioen Smag på dig selv og mærket deres utæmmelige energi, så burde man være tilfreds med bare at kunne mærke halvdelen, når man skal høre dem på anlægget eller i sine hovedtelefoner. Men sådan forholder det ikke med dem. De har taget energien med i studiet og lader den eksplodere i ørene på den sagesløse lytter. Det er uden tvivl den vildeste energiudladning i dansk jazz i adskillige år.

Søren Skov Orbit: Adrift (Frederiksberg Records)

Søren Skov er en jazzsaxofonist for jazzens connoisseurs. Han har fundet inspiration fra så forskellige folk som Albert Ayler, Archie Shepp, Hans Dulfer og såmænd også John Gilmore og Yusef Lateef. Det er spirituelt og dybt. Det er opløftende og stemningsfuldt. Peder Vinds piano med en klang der er off og rå, passer perfekt ind i lydbilledet der har en vild og intens autencitet.