mandag, maj 19, 2025

Rumpistol: Nebula (The Rust Music) LP/digital

 

Det er over 20 år siden, at Jens Berents Christensen aka. Rumpistol udsendte sit første album. Læsere af denne blog kender ham også fra Kalaha. I 2020 udsendte han den første plade, After the flood, i det der blev en ambient klaver trilogi. Man kunne godt tale om en Rumpistol version 2. Alle tre plader blev anmeldt her på bloggen - der var rigtigt meget at komme efter for jazzorienterede lyttere. 


Nu er han gået i gang med Rumpistol version 3. Her tager han elementerne fra hele karrieren og blander sammen. Han går endda længere tilbage. Før der var noget der hed karriere.


Han er draget ud i rummet og har opkaldt pladen efter Nebula, betegnelsen for den sky af støv og gas, hvor solsystemet blev dannet. Han har samlet et stærkt hold af musikere, som han også spiller med live. Emil de Waal på trommer, Sven Meinild på blæserinstrumenter, Maria Jagd på violin og bratsch , Anders Stig Møller på bas, Anna Roemer på guitar etc. Rumpistol tager sig af klaver, Würlitzer og diverse synthesizers.


Musikalsk er det en blanding af elektronisk, jazz, neoklassisk, space rock og ambient. Der er elementer der bringer mig tilbage til den elektroniske musik, hvor Tangerine Dream, Klaus Schulze og såmænd også Jean-Michel Jarre herskede. Musikken har et levende og organisk udtryk, hvor Rumpistol har trukket på de mange erfaringer han har gjort gennem liveoptrædender. Det er her, hvor Rumpistol meget tydeligt er i nutiden. Det er ikke et retro projekt. Det er her og nu. Nebula udkommer på det amerikanske selskab The Rust Music - og selv om jeg ikke er ekspert indenfor elektronisk musik, så spår jeg pladen gode chancer i udlandet. Trænger du til at blive overbevist, så lyt til Pale Blue Dot eller Stargazer.

Bandcamp

Ingen kommentarer:

Send en kommentar