Da de udgav deres første plade for halvandet år siden skrev jeg, at det ikke mindede om noget som hovedmanden bag Bushbabies, Niclas Knudsen havde lavet før. Det er for at være pæn, en ret upræcis beskrivelse. Man kunne sagtens høre at det var Niclas Knudsen der spillede guitar på pladen, hvor han var sammen med Jonathan Bremer på bas og Felix Ewert på trommer. Det kan man stadig høre på deres andet album Huma Bird, hvor Knudsen har skrevet al musikken. Han har gang på gang lagt mig ned i forbindelse med koncerter med Ibrahim Electric og Kalaha. Han er ikke kun en livemusiker. Han kan også lave plader, der kan høres igen og igen.
Det er Huma Bird et vidunderligt eksempel på. Bushbabies samler en masse musikinspiration op på deres vej. Persisk funk, brasiliansk folklore, afrikanske koklokker og tibetanske bjerge i deres søgen efter den guddommelige fugl Huma bird, der i følge sagnet bringer evig lykke til den, der bliver ramt af dens skygge.
Når Niclas Knudsen er sammen med Bushbabies er det melodien og det virtuose guitarspil der er i centrum. Han er mere afdæmpet og knap så ekstrovert i spillet, som man ellers ofte hører det fra ham. Det åbner op for et et mere forfinet spil, hvor detaljerne træder tydeligt frem. Der er kun gode numre på pladen, hvor jeg dog vil fremhæve Huma Bird, Who let the funk in og ikke mindst den lækre albumafslutter, In between.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar