torsdag, november 20, 2025

Natdyr: Swings (Unit Shifter) LP/digital

 

Selve bandnavnet siger nærmest det hele. Det er musik der opstået, når alle andre er gået i seng. Tidspunktet hvor de fleste ligger i sengen og bliver klar til næste dag, er udgangspunktet for duoen Natdyr med Mads Joen Taanum og Martin Taanum Starup. De er aktuelle med deres andet album, der meget upassende hedder Swings. Det her er alt andet end swingjazz. Men det swinger godt med det der starter ud som nattens støj og indre uro for så at veksle til ro og indre balance i løbet af natten. 


Det her er ikke en ambient plade med jazzede elementer. Natdyr tager den overvejende med ro men kan som på åbningsnummeret Natdyr Swings, der kommer efter en intro, ikke lade være med at lade uroen kigge frem. Her på nummeret i form af nogle velplacerede guitarriffs. De spiller selv på alle instrumenterne udover trommer, som Allan Lauridsen spiller på fire numre. Mads er ham der tager sig af strengeinstrumenterne (bas og guitar) og Martin tager sig blæserinstrumenterne (saxofon og EWI). Derudover supplerer de begge med elektronik og tangenter. Det er den tøvende rolige saxofon og den akustiske guitar der mødes på det rolige nummer Charlottesville. Afslutteren Candy på Side 1 er mere rummelig og luftig. 


Vinylpladens Side 2 åbner med More Noise og er ikke støjende i klassisk forstand. Støjen er subtil og kravler rundt underneden på hele pladen. På den efterfølgende Interlude bygger de bro til nummeret Drifting, der er et af pladens højdepunkter. Saxofonklapper og sfæriske toner bygger op til en rytmisk guitarfigur med strygerbas og dertil hørende klange og lyde. Det er stærkt og effektivt.


Natdyr har en idé med albummet og lykkes med det. De bruger musikken med autoritet til at fortælle en historie med natlige stemninger

Bandcamp

Ingen kommentarer:

Send en kommentar