mandag, september 21, 2026

Uto Kifa: Uto Kifa (AMM) digital

 

En gang imellem dukker der helt uventet musik op. Tag nu den her. Det er bassisten Lars Winberg, der har samlet et rimeligt hårdt hold med Hans Ulrik på saxofon, Mads la Cour på kornet, Peter Kohlmetz Møller på Fender Rhodes og synth samt sønnerne Tobias Winberg og Adam Winberg på henholdsvis laptop og trommer.


Winberg har tidligere ledet bandet Elektro med la Cour og sønnerne, hvor de havde et mere råt og rocket udtryk. Sønnerne havde booket studietid, da farmand Winberg fyldte 70 år. Han havde ellers lagt Elektro-projektet bag sig, men der er stadig masser af musikalsk energi i ham.


Det mærker man allerede på de to åbningsnumre, Hen på efteråret talte de flere gange om hvorvidt vinteren ville bringe frost og I den sene skumring begyndte én ude foran pludselig at nynne en melodi mod et lysende punkt i horisonten. De er vildt fede. De to Andorra-medlemmer la Cour og Kohlmetz Møller samt Hans Ulrik skaber en intens og flot stemning på Winbergs musikalske baggrund.


Sådan fortsætter det resten af albummet. Der er både groove, elektroniske elementer og en rå energi i musikken, men også plads til stemninger og eftertanke. Det hele hænger godt sammen, og Uto Kifa ender som en lille perle af et album.

Uto Kifa

Ingen kommentarer:

Send en kommentar