lørdag, maj 29, 2004

JAZZNYT UGE 22 2004

Trommeslageren Elvin Jones er død, han døde d. 18. maj 2004 på Manhattan. Han blev bedst kendt som medlem af John Coltrane's klassiske kvartet, i årene 1960-1965. Han medvirkede på nogle af Coltrane's og jazzmusikkens vigtigste indspilninger, som f.eks. Love supreme og Ascension. Elvin Jones var en af jazzens meget indflydelsesrige trommeslagere, han byggede bro mellem hard boppen og avant garden med sit elaststiske spil. I årene før medlemskabet af Coltranekvartetten spillede han bl.a. med Sonny Rollins og Miles Davis. Ellers var han med, hvor det skete i 60'erne, han spillede med på Wayne Shorters tidlige Blue Note indspilninger, og nåede omkring så fine og meget forskellige folk som Rahasaan Roland Kirk, Freddie Hubbard, Joe Henderson, Grant Green, Duke Ellington, Bill Evans, Eric Dolphy, Kenny Burrell og Ornette Coleman. i årene fra 68-73 lavede han en stribe soloindspilninger for Blue Note, hvor bl.a. livepladerne Live at The Lighthouse vol. 1 og 2 stikker ud. Hele molevitten er udsendt af Mosaic som en meget rost 8-dobbelt boks.
Elvin Jones' solokarriere begyndte allerede i 1961 med udsendelsen af Elvin!, hvor hans brødre Hank og Thad Jones medvirkede. I hans senere år havde han gruppen Jazzmachine, og spillede med unge folk som Nicholas Payton, Joshua Redman og Stefano Di Battista. Jones optrådte så sent som to uger før sin død, hvor han havde en iltbeholder med på scenen. Han var desuden på programmet til flere af sommerens jazzfestivaller.

Saxofonisten John Tchicai medvirker på en tributeplade til Miles Davis, der hedder Yo Miles! (Cuneiform Records). Det er San Francisco musikerne Henry Kaiser og Wadada Leo Smith der stå bag projektet, som koncenterer sig om Miles Davis' elektriske udladninger. Tchicai spiller i en line up med bl.a. Greg Osby og ROVA Sax Quartet.

Ugens gratis MP3 download er fra Bop City Records. Horace Silver er tilbage på banen igen både live og på plade. Nummeret er en frisk funky sag, der hedder Skunky Funky Blues, og er umiskendelig Horace Silver, og iøvrigt med sang. Du finder sangen ::HER::

Sommeren er vel nærmest lige om hjørnet, og den står som altid i jazzfestivallernes tegn. Skal du ud i Europa er der rig mulighed for at komme til at høre verdensklassejazz. De amerikanske kunstnere lægger deres turnéer lige akkurat så det passer med festivallerne. De kan i løbet af den lille måneds tid, festivallerne løber af stablen, tjene mere end de gør på et helt år i USA. Her er en guide til nogle af de europæiske festivaller.

28. juni – 11. juli
Jazz Fest Wien, Østrig.

30. juni -13. juli
Jazz À Vienne, Frankrig.

2. juli – 4. juli
Jazz Baltica, Tyskland.

2. juli – 11. juli
Copenhagen Jazz Festival, Danmark

2. juli -11. juli
Estoril Park Jazz On A Summer Day, Portugal.

2. juli – 17. juli
Montreux Jazz Festival, Schweiz.

8. juli – 18. juli
International Istanbul Jazz Festival, Tyrkiet.

9. juli – 11. juli
North Sea Jazz Festival, Holland.

9. juli – 18. juli
Umbria Jazz, Italien.

10. juli – 17. juli
Aarhus International Jazz Festival, Danmark.

11. juli -17. juli
Vitoria-Gasteiz Jazz Festival, Spanien.

12. juli – 17. juli
Molde Jazz, Norge.

17. juli -24. juli
Stockholm Jazz Festival, Sverige.

1. august – 15. august
Marciac Jazz Festival, Frankrig.

Det er jo skønt med al det jazz, men husk at jazz er ikke nogen Filur is, noget man kun indtager om sommeren. Niks, når sommeren er ovre, vender vi tilbage til vore mørke, varme og hyggelige jazzklubber. Nå, men lad os nu få lidt sol. Hvad der sker i jazzklubberne i det ganske land til den tid, vender jeg tilbage til.

Efteråret byder på mange spændende udgivelser. F.eks. kommer der nyt fra Dr. Lonnie Smith, og han har jo ikke just været alt for aktiv, rent plademæssigt i de senere år. Ellers er der nyt i vente fra Patricia Barber, Charlie Haden, Alice Coltrane, Jan Garbarek, Yellowjackets, Jacky Terrason og Jason Moran. I meget nær fremtid er nyt fra Kenny Baron og Powerjazztrioen Medeski, Martin & Wood.


What Is Jazz? Spørgsmålet stilles af Copenhagen Jazzgang, som heldigvis gør det hele lidt nemmere ved selv at svare på det. Svaret er Nu Jazz (Nu kan udtales på både dansk og engelsk). Nu Jazz er dansabel jazz, der er iblandet elementer af Electronica. Fra d. 25. maj til den 29. maj afholder Copenhagen Jazzgang en festival på Christiania, i samarbejde med Christiania Jazz-Club. Her præsenteres der dansk, svensk og norsk Nu Jazz. Du kan se det samlede program ::HER:: Der er flere navne som springer i øjnene på mig: EPO (med August Engkilde), Thomas Hass presents The Society, Universal Funk, Ben Besiakow's A Corner of Jazz og Mikkel Røv Trio med David Dunbar (sidstnævnte kommer fra New Orleans). Hele programmet er selvfølgelig garneret med DJ's, som vil underholde ind imellem. D. 28. maj er der foredrag ved Michael Reinboth, der er DJ og pladeselskabschef for det tyske pladeselskab Compost Records. Selskabet er et af de mest toneangivende selskaber i verden indenfor Nu Jazz, og har stået bag en lang række fænomenale opsamlingsplader (The Future Sound of Jazz, Glücklich etc.) og plader med bl.a. Jazzanova, Kyoto Jazz Massive, Koop og Minus 8. På deres hjemmeside er der mulighed for gratis at downloade en masse MP3'ere. Det gør du ::HER::
Bag Copenhagen Jazzgang findes en række DJ's og musikere, bl.a. Katrine Ring, Tonny Svensson fra Universal Funk, DJ Wunderbaum og Master Fatman. Copenhagen Jazzgangs hjemmeside ::HER::

TDK Video (distribueres af Naxos) har udsendt en DVD med Oscar Peterson. Det drejer sig om en koncertoptagelse fra 1984, hvor han er i selskab med NHØP på bas og Martin Drew på trommer. Koncerten er en Easter Suite for Jazz Trio, der skildrer bibelske hændelser som har tilknytning til påsken.

Pladeselskabet Telarc, som på det seneste har udgivet Monty Alexanders CD Rocksteady, med jazzet reggae, har på deres hjemmeside en ordentlig bunke musik, som man frit kan downloade i mp3 format. Der er bl.a. musik med Michel Camilo, Monty Alexander, Hiromi, The Recline, John Pizzarelli & George Shearing, Jim Hall, Marcus Miller, Ernest Ranglin etc. Du finder musikken ::HER:: God fornøjelse.

Guitaristen Barney Kessel er død, han døde d. 6. maj i San Diego. Barney Kessel var guitarist, i Charlie Christian traditionen. Hans bedrifter strakte sig langt udover jazzmusikken, han medvirkede bl.a. på Beach Boys' Pet Sounds, som af mange rockeksperter betragtes som den bedste plade ever. Desuden spillede han for Elvis Presley og Sam Cooke. Men det var i jazzen han hørte hjemme. Listen er alenlang over de musikere han har spillet for. De fire store sangerinder Anita O'Day, Ella Fitzgerald, Sarah Vaughan og Billie Holiday gjorde brug af ham. Han medvirkede på en lang række Charlie Parker skæringer. Han spillede også med Woody Herman, Oscar Peterson, Dexter Gordon, Sonny Rollins, Artie Shaw, Ben Webster, Lester Young og sådan fortsætter listen. I 60'erne var han flyttet til Hollywood, og lavede en del filmmusik, og han blev af mange anset som tabt for jazzen, men i 80'erne viste han igen sine store kvaliteter, bl.a. i samarbejde med Monty Alexander. Prøv at dykke ned i din pladesamling, og du finder nok et nummer hvor Kessel er med. Han blev firs år.

Steeplechase har udsendt endnu en plade med tenorsaxofonisten Rich Perry. Den hedder East of the sun and west of 2nd Avenue. Det er igen med pianisten Harold Danko, som han har samarbejdet med i mange år. Materialet er standards, og ja East of the sun er med. Iøvrigt er der en artikel om Steeplechase og pladeselskabsdirektøren Nils Winther i All About Jazz's New York udgave i maj måned. Den kan downloades ::HER::

Jeg lovede mere nyt om Masters At Work udgivelsen Latin Verve Sounds i sidste uge, siden har jeg snuset mig frem til, at det er en opsamlingsplade hvor MAW har udvalgt numre med f.eks. Herbie Mann, Cal Tjader og Eddie Palmieri, uden at de har remixet numrene. Dog har de remixet det sidste nummer på pladen.

Til sidst er der herlige nyheder til dem som skal til Århus internationale Jazzfestival. I Musikhuset kommer der en perlerække af kunstnere på besøg. Terence Blanchard, Al Jarreau, Branford Marsalis, Milton Nascimento, Lizz Wright og ikke mindst pianisten Jacky Terrason, som efter min mening har lavet en af de bedste Klavertrio plader i de senere år; Smile som Blue Note udgav i 2002. Du kan læse mere om arrangementerne ::HER:: Programmet byder også på danske godbiddder i form af specielt Jan Kaspersen og Hans Esbjerg.
Husk iøvrigt at der jazz, blues og klassisk plademesse i Musikhuset på Kr. Himmelfartsdag. Se mere ::HER::

Ingen kommentarer:

Send en kommentar