lørdag, maj 29, 2004

JAZZNYT UGE 23 2004

Summersession på Vallekilde Højskole er efterhånden et legendarisk sommerindslag. Verdenskendte jazzmusikere underviser og øser af deres viden til danske jazzmusikere. Bassisten Lennart Ginman er stævneleder på projektet. I år er det stilistisk set en bred vifte af musikere. Fra Norge kommer sangerinden Sidsel Endresen sammen med sin programmør Jan Bang. Fra USA kommer vibrafonisten Bobby Hutcherson, som sidst var i Danmark i 2003, hvor han optrådte sammen Herbie Hancock på Copenhagen Jazzfestival. Desuden kommer de to amerikanske trommeslagere, som nærmest kan deles i old school, Louis Bellson og new school, Jeff Ballard. Du kan se mere om programmet og tilmelding ::HER:: Stævnet løber af stablen i perioden 8. august til 15. august.

Så er det endelige program til Copenhagen Jazzfestival offentliggjort, og sørme om der ikke var et par overraskelser i ærmet. Montmartre i St. Regnegade genopstår! Dog kun for to aftener. Husbassisten NHØP står i spidsen for et orkester bestående af Johnny Griffin (saxofon), Albert Tootie Heath (trommer), Lisa Nilsson (vokal), Didier Lockwood (violin) og Niels Lan Doky (piano). Koncerterne skal munde ud i en film omhandlende det legendariske spillested, og mon ikke der også kommer en plade.
På Copenhagen Jazzhouse er der som altid lagt et bredt og flot program. Fra Danmark kommer Hot'n'spicy, Dalia Faitelson Common Ground og Josefine Cronholm Ibis, som alle har det tilfælles at orkestrene er besat med en del musikere som kommer fra udlandet, med er bosiddende i Danmark.
Nå, men jeg helt forpustet af det store og flotte program, så hvis du vil vide mere, så kig ::HER::

Næste weekend er det for tiende gang tid til SPOT festivallen i Århus. Det er overvejende en rockfestival, men der er også klemt et par godbidder med ny dansk jazz. Jogujo Circuit huserer på den københavnske scene for improvisationsmusik. Deres udtryk bevæger sig i et grænseland mellem dansabel elektronika og eksperimentel improvisationsmusik med jazz som ledsager. Trioens kerne er vibrafon, trompet, guitar og alskens elektronik. Jogujo Circuit er som udgangspunkt eksperimenterende musikere, men flirter gerne med pop-musik. Orkestret har udsendt debutalbummet Close Up Magic på New Green Records.
Malkin Zany er ude på en større rejse i lyd. Medlemmerne har baggrund i henholdsvis hip hop, jazz, drum’n’bass, breakbeat. m.m, men deler nysgerrigheden efter at finde ny lyd, som bl.a. sker med livesampling og store stænk melodi. Det er oprindeligt et orkester, der konsekvent lavede improviseret musik både i øvelokalet og foran publikum. Udfordringen med at lave et album gjorde, at de for en stund samlede sporene fra de mange lydrejser. Debutalbummet Malkin Zany er udkommet her i foråret på homeBrew/April Records.
Du kan se mere om programmet ::HER::

Hvem hulen er POVO? Det spørgsmål stillede jeg ud i luften, herhjemme i stuen, da jeg sad med CD'en Raw Fusion Recordings Presents Inside Scandinavia. På den præsenteres Povo som et lysende stjerneskud på den danske jazzhimmel, og det kan da godt være at de er det, men jeg har aldrig hørt om dem, før nu. Povo består af trompetisten m.m. Lars Vissing, som jeg udemærket kender fra the Orchestra's fænomenale Beats and Big Band og hans eget electronica projekt Briliant Corner. Han samarbejder med Anders Peter Andreasen, som har huseret på den københavnske klubscene som DJ og promoter i flere år. På CD'en Inside Scandinavia er Povo repræsenteret med to spor, som udløste min nysgerrighed. Numrene er en blanding af modal jazz, nu jazz og jazz jazz. Hmmm, måske ikke ikke en vildt præcis beskrivelse. Men musikken kan være et godt udgangspunkt for den gamle jazzer, der gerne vil høre noget nu jazz, uden at det bliver alt for elektronisk og omvendt for den unge, som ikke vil have det alt for jazzet. Sangen We are Povo er med tekst af Trine-Lise Væring. Du kan høre noget af deres musik ::HER:: http://www.rawfusionrec.com/ Der skulle være en hel CD på vej med Povo, og den vil jeg selvfølgelig vende tilbage til.
Lars Vissing er en vidtfavnende herre. Han var, som nævnt med på The Orchestra's Beats and Big Band, hvor han stod for beats og trompet på nogle af numrene. I 1998 udsendte han på Thomas Blachmans ManRec, den rent elektroniske plade Brilliant Corner. Han har arbejdet i rene jazzsammenhænge, med f.eks. Søren Siegumfeldt Eriksen, Copenhagen Art Ensemble, Fredrik Lundin og Jan Kaspersen. Men ved siden af det, har han også bedrevet det som sessionmusiker i popverdenen, hvor f.eks. B-Boys, Nice Little Penguins, Drori-Hansen Furniture, Maria Montell og Christian har benyttet ham. Lars Vissing er på ingen måde nem at sætte i bås, hip hopperne Malk De Koijn, særlingen Senor Coconut og houseduoen Puddu Varano har også haft Hr. Vissing inde over deres plader.

I sidste uge var det jazzfestivallerne der fik sommerfornemmelserne op i mig, men der er jo også EM i foldbold, Tour De France og OL, som kan få sveden frem på panden. Som opvarmning til cykelturen kan vi nu få vores allesammens cykelterapeut Jørgen Leth på plade. Exlibris udsendt pladen Han er nu malet blå, hvor Jonas Engberg (kendt fra Malkin Zany) og Abdullah S (kendt fra Jokeren) har sat musik til gamle Jørgen Leth digte. Leth's beroligende stemme behager os i selskab med sløve triphop beats og selvfølgelig jazzede elementer. Jørgen Leth er jo gammel jazzanmelder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar