På Fermaten i Herning huserer jazzklubben Moor Jazz. I samarbejde med spillestedet præsenterer jazzklubben i efteråret fire koncerter. D. 17. september lægges der ud med Katrine Madsen, sangerinden vil synge standards i selskab med nogle af dansk jazz’s bedste musikere. Kasper Villaume på piano, som i efteråret udsender sin tredje soloCD, som han har været i New York for at indspille, med Chris Minh Doky i producerstolen. Jesper Bodilsen på bas, som udover at være gift med Katrine Madsen, er en af de mest brugte bassister i dansk jazz. Bag trommerne finder vi Jonas Johansen, som ligeledes er en meget efterspurgt musiker.
I starten af oktober kommer Peter Rosendal Trio. Rosendal på piano har lige udsendt sin anden CD på Cope Records, og endnu en gang er det med rosende anmeldelser fra den danske jazzpresse. Han medbringer bl.a. Mads Vinding på bas.
D. 28. oktober kommer Christian Winther Quartet, og i starten af december er det tid til et besøg af Danmarks bedste Djangologister Reve Boheme.
Førnævnte Christian Winther har lige udsendt sin anden CD Blue Function. Saxofonisten er bosiddende i New Orleans, men pæredansk. På pladen bakkes han op af en, perlerække af erfarne amerikanske musikere. Bassisten Roland Guerin har optrådet med bl.a. George Benson, Jimmy Scott, Nicholas Payton og Gerry Mulligan, og desuden medvirket på plader med Ellis Marsalis, Marcus Roberts, Alen Toussaint og Mark Whitfield. Han har ligeledes udgivet flere soloplader. Basunisten Vincent R. Gardner har været fast mand i The Lincoln Jazz Orchestra. Hans CV er som et lille jazzleksikon, med iøjnefaldende (eller iørefaldende) navne som The Duke Ellington Orchestra, Bobby McFerrin, The Count Basie Orchestra, The Glenn Miller Orchestra, Chaka Kahn, A Tribe Called Quest, Nancy Wilson, McCoy Tyner, Nicholas Payton, Illinois Jacquet, Wynton Marsalis og Tommy Flanagan. Ret godt gået af en 32 årig musiker. Pianisten Fredrick Sanders har også turneret med The Lincoln Jazz Orchestra, samt spillet med Dirty Dozen Brass Band, David ”Fathead” Newman og Roy Hargrove. Trommeslageren Herlin Riley har spillet med Marcus Roberts, Dr. John, Harry Connick Jr., George Benson, Benny Wallace og The Lincoln Jazz Orchestra. Jeg håber ikke, at det tog pusten fra dig.
På pladens trackliste finder man numre af bl.a. Fats Waller, Thelonious Monk og Christian Winther. CD’en kan købes på www.newnetmusic.com , Steeplechase og veludstyrede pladebikse.
Fredrik Lundin har jo lige udsendt sin Leadbelly tribute, hvor han har den norske trompetist Per Jørgensen til at synge Goodnight Irene. Kan man ikke få nok af de to, medvirker de begge to på den norske pianist Jon Balke’s nyeste CD Diverted Travels som en del af Magnetic North Orchestra. D. 30. august er der releaseparty på Copenhagen Jazzhouse, for CD’en som ECM står bag.
Det svenske pladeselskab Sonet udgav i 70’erne og 80’erne en lang række plader med internationale jazzmusikere. Pladerne bliver nu genudsendt af Universal Jazz i serien The Sonet Jazz Story. De første ti plader udkommer d. 19. august, hvor man har mulighed for at høre Barney Kessel, Red Mitchell, Al Cohn, Zoot Sims, Dizzy Gillespie, Max Roach, Ruby Braff, Art Farmer, Bob Brookmeyer, Chet Baker, Lionel Hampton, Svend Asmussen, Sonny Stitt, Art Blaykey og Benny Carter.
I sidste uge gav jeg Blue Note nogle velfortjente hug, og jeg kunne sådan set godt blive ved. Men i denne uge er jeg i flinkehjørnet. I 2000 udsendte Blue Note nyklassikeren Tourist med franske St. Germain. En plade der på forrygende vis blandede jazz med moderne elektronik og danserytmer. Desuden solgte den en pæn sjat. Nu er de banen igen med jazz og elektronik. Franske Troublemakers er klar med en CD, Express Way, hvor de blander jazz, funk, house, hip hop og R’n’B. Pladen byder på pudsige indslag, som guitar a la George Benson, trompet a la Herb Alpert, fløjte a la Hubert Laws og filmiske strygere. Musikken er mere dyster end St. Germain’s, men jeg tror på at Blue Note har fundet et nyt hit i samme klasse. Musikken kan bruges på modecatwalken, den eksklusive cocktail bar, men så absolut også hjemme i stuen.
Hvis du vil investere i CD’en kan det være værd at gå på jagt efter den franske udgave, hvor der følger en Bonus DVD med, med en timelang film, hvor musikken er soundtrack. Desuden bruger Blue Note i Frankrig ikke Copy Control på deres CD’ere, og det synes jeg er dejligt. Nej jeg brænder ikke, men kan godt lide at have musikken på computeren.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar