lørdag, august 21, 2004

JAZZNYT UGE 35 2004

Tys Tys er af flere branchefolk blevet spået som DET danske jazznavn der kan slå igennem i udlandet. ILK har lige udsendt deres anden CD, Go get some. Nu har sangerinden Maria Laurette Friis, trompetisten Gunnar Halle, tangentspilleren Henrik Sundh og trommeslageren Kresten Osgood så chancen for at bevise, at dansk jazz i den grad er original, spændende, udviklende og høreværdig.

En af Englands mest interessante saxofonister i de senere år, Andy Sheppard optræder på Pizza Express Jazz Club i London, fra d. 23. august til d. 29. august. D. 23. er det sammen med den danske pianist Maj-Britt Kramer. De to har samarbejdet flere gange, bl.a. på Kramers to plader Who calls the tune fra 2002 og Something about heroes fra 1999. Sheppard optræder med mange forskellige musikere i løbet af ugen, bl.a. også guitaristen John Paricelli.

Verve og Blue Note har allerede gjort det, og rent faktisk blev der også lavet en dansk version (All That Jazz) for nogle år siden. Jeg taler om remixplader, hvor DJ's og remixere dykker ned i pladeselskabernes bagkataloger og forvrider de gamle jazznumre til oftest meget dansabel musik. D. 6. september er det MPS der står tur, MPS...hmmm...det var det tyske pladeselskab som i 60'erne og 70'erne stod bag flere produktioner med Lester Young, Monty Alexander og Oscar Peterson. Men hovedparten af udgivelserne var europæisk jazz. Jeg må erkende at jeg ikke kender mange af kunstnerne på MPS Jazz Reworks. Dog ser tracklisten ser djævelsk interessant ud, når jeg ser på hvem der har remixet. Min store helt Matthew Herbert er med, han har kastet sig over Boland-Clarke Big Band. Derudover finder man også Stereo MC's, Chateau Flight, Dzihan & Kamien etc. Pladen udkommer i uge 36. Originalerne finder man på udgivelsen MPS Jazz Works.

Blue Note udgiver i løbet af september Nicola Conte's Other directions. Italieneren udgav i 2001 Bossa per due, en af de vigtigste Nu Jazz plader. Conte er en meget aktiv herre, han har remixet utallige 12" plader, mange i brazilectro genren (Bossa møder electro). Rygterne om pladen går på, at den bliver mere jazzet og mindre electro. Blue Note udgiver også en ny plade med belgieren Marc Moulin i september. Her er vi også i danseland. Pladen kommer til at hedde Entertainment.

Roy Hargrove udsendte sidste år, under navnet RH Factor, pladen Hard Groove. En plade som blandede Neo-soul, jazz, hip hop og lignende i en stor gryde. I slutningen af september er han allerede klar med en ny plade på Verve. Denne gang kommer den til at hedde Strength.

Jazz på TV, skal man lede længe efter, ihvertfald på dansk TV. Men kig sydpå, på tyske 3sat sender de i august koncerter med Hancock/Shorter/Holland/Blade, Diana Krall, Dianne Reeves, Michel Petrucciani og Wayne Shorter med NDR Big Band. I september er det Esbjörn Svensson Trio, Tomasz Stanko, Viktoria Tolstoy etc. Du kan se mere ::HER::

I oktober og november er den norske saxofonist Jan Garbarek på turné i Tyskland, Østrig og England for at promovere sit nye album In praise of new dreams, der udkommer i slutningen af september på ECM. Med på turen har han danske Marilyn Mazur på percussion, Eberhard Weber på bas og Rainer Brüninghaus på keyboards.
Der udkommer for tiden en lind strøm af interessante plader, nedenfor kan du få et overblik over nogle af de vigtigste udgivelser nu, og i den kommende tid.
NU
Herbie Hancock: VSOP Live under the sky & The Piano (Columbia), genudgivelse af plader der kun har været tilgængelig i Japan.
George Duke: The Essential (Columbia), dobbeltCD med hans bedste (hmm, har han virkelig lavet så mange gode?)
Brad Mehldau: Solo Piano Live in Tokyo (Warner), melodier af bl.a. Gershwin, Monk, Nick Drake og Radiohead.
Gerardo Nuñez: Andando el tiempo (ACT), spansk flamencoguitarist med jazz på menuen. Paolo Fresu spiller trompet på pladen
Nils Petter Molvær: Streamer Live (Sula), 150.000 solgte han af pladen Khmer fra 1997, en sand nyklassiker.
Chick Corea Elektric Band: To the stars (Stretch Records)
Soulive: Turn it out (Velour), de er lige blevet fyret fra Blue Note, dette er deres pre-Blue Note debut fra 2000, incl CD2 med hip hop remixes af pladen.
SEPTEMBER
Charlie Haden: The land of the sun (Verve), nyt fra den meget aktive bassist, med bl.a. Gonzalo Rubalcaba på piano.
Jan Garbarek: In praise of dreams (ECM), med bla. Manu Katche på trommer
Jimmy Scott: Someone to watch over me, The definitive Jimmy Scott (Warner), 28 sange fra lille Jimmy's lange karriere.
Jon Balke & Magnetic North Orchestra: Diverted travels (ECM), med bl.a. Fredrik Lundin og Per Jørgensen
OKTOBER
Lars Danielsson: Libera me (ACT), den svenske bassist i selskab med Molvær, Anders Kjellberg, Jon Bang, Jon Christensen, Dave Liebman og DR's Underholdningsorkester(!?).
NOVEMBER
Jacky Terrason Trio: Uden titel (ACT)
Rigmor Gustafsson: Uden titel (ACT)



ANMELDELSE
FREDRIK LUNDIN OVERDRIVE PLAYS LEADBELLY
BELLY UP
STUNT STUCD 04072 2004
J-J-J-J-J
Lundins forrige CD, Choose your boots er klart den bedste danske jazzplade i det 21. århundrede. Så mine forventninger til hans nyeste udspil, Belly up, er skruet så højt op, at han næsten kun kan skuffe. Heldigvis har han ikke lavet Choose your boots nr. 2. Han er istedet rejst til et endnu mere sumpet område indenfor jazzen. Fredrik Lundin Overdrive er et stort, velfungerende og sammenspillet kollektiv, hvor jeg ikke hører noget overflødigt. Orkestret er atypisk, der er to trommeslagere, Emil De Waal og Jonas Johansen, som nærmest underspiller, så de lyder som et hele. Blæsergruppen er massiv, men igen overspilles der ikke. Lundin har styr på tropperne og helt sikkert også arrangementerne. For selvom der er plads til en masse improvisation, og jeg sender tanker i retning af Charles Mingus og hans større orkestre, er musikken ikke så løst spillet, som hos Mingus. Lundin har igen begået en stor plade, og så bliver jeg altså nødt til at nævne Henrik Gunde og hans formidable Rhodes spil. Den mand brænder igennem, og jeg glæder mig til foråret 2005, hvor der bliver mulighed for at se Gundes glade ansigt og høre Overdrive, med musik der garanteret giver mig endnu flere dimensioner når det er levende.


Min "hvad jeg har hørt allermest i løbet af sommeren" Liste 2004
1. Hampton Hawes: Northern Windows Plus (Prestige 2003)
-El piano, el bas og (ikke el) trommer i en live indspilning fra Montreux Jazzfestival 1973 (oprindeligt udgivet som Playin' in the yard). Dette er ikke for puritanerne, men for dælen hvor er det funky. Det er genudgivelse fra 2003, hvor Northern windows, en studieindspilning fra 1974 også er med, igen en superfunky sag med masser af el piano.
2. Eddie Harris & Les McCann: Swiss Movement (Atlantic 1969)
-Montreux igen, også funky, og en plade der virkelig kan sætte gang i stuen.
3. Paolo Fresu: Kind of Porgy & Bess (BMG 2002)
-Italiensk trompetist på en udgivelse fra 2002, der giver sig i kast med en rigtig klassiker, og det gør han i en meget
personlig og medrivende udgave. Den vietnamesiske guitarist Nguyen Le er med til at sætte prikken over I'et.
4. Fini Høstrup: So gentle (Stunt 2004)
-Tjah...jeg gav den 5 J'er i min anmeldelse, og jeg er ikke blevet træt af den endnu.
5. Fredrik Lundin Overdrive: Belly Up (Stunt 2004)
-Han overrasker, den kære Lundin, men det gør ikke noget.
6. Magic Moments 2 ACT Sampler (ACT 2004)
-Et af de mest spændende pladeselskaber præsenterer her en broget flok musikere. Enkelte falder igennem, nogle fornøjer, andre giver mig lyst til at købe hele albummet med kunstneren.
7. Charles Mingus: Mingus Dynasty (Columbia 1959)
-29,95 i Stereo Studie. Det er næsten for frækt, at sælge den til så lav en pris.
8. Jacky Terrason: Smile (Blue Note 2001)
-Suveræn koncert på Århus Jazzfestival.
9. Livstrompet: Scandinavian south (Phisteria 2004)
-Herligt bandnavn, og en virkelig original dansk electronica udgivelse. Jeg ved ikke en bønne om bandet, men de gør mig nysgerrig. Jeg vil udnævne dem til Best Kept Secret i dansk musik. Det er dyster musik. Den nordiske tone vendt på hovedet, men alligevel nordisk.
10. Troublemakers: Expressway (Blue Note 2004)-Fransk når det er bedst. Kan du lide St. Germain, Laurent De Wilde, No Jazz og Wise, skulle du tjekke den her. Kender du ikke de førnævnte navne, skulle du også tjekke dem.

Hvad er din "Hvad jeg har hørt allermest i løbet af sommeren" Liste 2004. Mail den til mig, og den kommer med i næste Jazznyt. Skriv gerne et lille stykke om dig selv.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar