The Bad Plus Koncert på Train 23. maj 2005

Ethan Iverson på Train d. 23. maj 2005

Den forløbne uge bød på besøg af to af amerikansk jazz's bedste bud på moderne jazztrioer. The Bad Plus spillede på Train i mandags og Jason Moran & The Band wagon spillede på Jazzhouse i torsdags. Politikens Boris Rabinowitsch er ikke begejstret i anmeldelsen af koncerten med Jason Moran. Jeg var der ikke, så måske har manden ret? Jeg er ikke overbevist.
Nå, men jeg havde fornøjelsen af at høre The Bad Plus hele to gange på Train i mandags. Om eftermiddagen havde Aarhus Internationale Jazz Festival indkaldt til pressemøde, hvor The Bad Plus spillede fire numre for den indbudte presse, festivalfolkene og nogle få hang arounds (mig). The Bad Plus optræder ikke på Jazzfestivalen, men når de nu alligevel var i byen...Når man, som jeg er opvokset med en (u)sund blanding af rock,jazz og diverse, rammer The Bad Plus lige der, hvor det bliver rigtigt fedt. Deres referencerammer er meget brede, de er jazzmusikere, men de har lyttet til alt muligt andet, ved siden af. Trommeslageren David King er ikke bange for at smide nogle fire fjerdedels rockrytmer ind i musikkken, og det sker ganske ofte, at han gør det, men så kun som et delelement af en større sammenhæng. Pianisten Ethan Iverson spiller i perioder som var han koncertpianist, der skal levere et klassisk klaverværk med bulder og brag. Bassisten Reid Anderson svinger mellem pizzikeret uptempo og det helt store twang. Intet virker helligt for de tre musikere. Om eftermiddagen spillede de tre numre fra deres to seneste studieplader, Big Eater, Dirty Blonde og And here we test our powers of observation, for til sidst at spille Queens We are the champions, et nummer som er blevet spillet alt for ofte på stadions over hele verden, et nummer jeg slet ikke gider at høre. Men The Bad Plus vil det anderledes, de starter ud med det mest mærkværdige intro/stunt, som jeg har set udført af en jazztrio. David King sad med to dimser, jeg ikke kunne identificere, han fedtede med dem bag trommer, hvor de udstødte små feedbacklyde. Pludselig bruger han dimserne til at slå blidt på bækkenerne. Nu kan jeg endelig se hvad det var han sad med. De var to E.T. figurer! Iøvrigt er det først et langt stykke inde i nummeret at jeg kan høre at det er We are the champions, de spiller, og det er med fuld knald på, at den kendte melodi bliver leveret.
Om aftenen, på det meget lidt fyldte Train, spillede The Bad Plus en koncert med lutter nye numre. En sand fornøjelse at høre, at de allerede nu, har materiale nok til endnu et par plader. Det første nummer var en opvisning udi fragmenteret rytmik, efterfølgende fortsatte de ud på en rejse, hvor alverdens musikalske destinationer blev besøgt. The Bad Plus er noget nær, det mest geniale, som jeg har hørt fra USA i årevis, deres force er at, de i kraft af, at de spiller så meget sammen, kommer til, at fungere som en meget sammenhængende trio, der er ikke nogen der stikker mere ud end de andre. Måske snarere drejer det sig om, at de alle tre stikker lige meget ud, og det er rigtigt meget.
Har du lyst til, at se dem live, har jeg fundet den her koncert, som er et par år gammel. Der er desuden interviews med de tre medlemmer.
Du finder koncerten ::HER::