"Noget kunst skal man bruge mere tid på end andet, før kunstens skønhed åbenbares, og det samme gælder for musikken som kunstart - den kan være meget mere og andet end bare underholdning.
Musikken i det offentlige rum og i medierne fremstår i dag kun som den fine, ufarlige, slebne top af et musikalsk isbjerg, hvor det, der er farligt, og det som stikker dybere i menneskene, ligger hengemt under overfladen.
Kom nu op af klichepølen - træk ud på det dybe vand - dyk ned og se, hvad der gemmer sig under overfladen."
Sådan afsluttes saxofonisten Niels Lyhne Løkkegaards kronik fra Jyllands-Posten d. 5. april i år. Nu får du muligheden for at dykke ned i Løkkegaards musik i et par timer, da han snart tager på en lille tur ud på den danske scener. D. 15. maj er han på Dexter i Odense, d. 16 maj i Vejle, d. 22. maj i Svendborg, d. 27. maj i Århus og d. 12. juni skal han som en af de første kunstnere spille i det nyrenoverede Jazzhouse.
I dagene fra d. 2. juli til 6. juli er Niels Lyhne Løkkegaard kommet i meget fint selskab. Han er på programmet til den tyske jazzfestival Jazz Baltica. Årets overskrift er ON SAX, og så præsenterer festivalen en perlerække af saxofonister: Joe Lovano, Ornette Coleman, Wayne Shorter, Greg Osby, Lee Konitz og Stefano Di Battista. Desuden kan man opleve Hank Jones (s.m. Lovano) og altså Løkkegaard sammen med den tyske gruppe Axel Schlosser Group.
Hele Løkkegaards kronik: jp.dk/meninger/kronik/article1311405.ece
Niels Lyhne Løkkegaard: www.nielsloekkegaard.dk
My Space: www.myspace.com/loekkegaard
Jazz Baltica: jazz-baltica.com
Djævelsk god fransk acidjazz
Denne plade bringer på mange måder minder fra halvfemserne frem. Acidjazz hed det dengang. Musik med elementer fra 70'er funk, jazz og soul. Der var nogle ganske få danske bands der var på banen dengang. Umiddelbart kan jeg lige komme i tanke om Ridin' Thumb (de var altså gode) og URD. Genren var megastor i England, hvor nogle af de mere poppede bands kom fra: Brand New Heavies, Freakpower etc.
Det er ved at være over 15 år siden at den genre toppede, men det franske band [Novox] insisterer på at det stadig fungerer. De har også styr på nogle af de mest basale ting der skal til for, at få det til at svinge. Det er løst spillet, en god slasket rytmeguitar og der er både fløjte og trompet i front som leadinstrumenter. Det er ikke så tungt som amerikansk funk. De blander mange jazzelementer ind i det, med plads til soli. Det bliver aldrig kedeligt da de blander lidt fra arabisk musik, reggae og meget andet ind. Pladen efterlader en lyst til at høre dem live.
Det kan godt være at jeg går rundt og tror at genren er død, men der er altså nogen som mener noget andet. De vækker nok ikke genren til nye landevindiger, men [Novox] gør det djævelsk godt.
[Novox]: novox.zproduction.org
My Space: www.myspace.com/novoxmusic
Alberte, nu med Koppel
Vi kender alle Alberte Winding for de lette popsange, som hun lavede for en del år siden. I de senere år har vi ikke hørt meget til hende, men det har ikke betydet at hun ikke har lavet musik. Hun har de seneste 10 år samarbejdet med Benjamin Koppel og det er der nu kommet en CD ud af. 15 sange som Alberte har skrevet teksterne til, pånær en enkelt der er skrevet af Poul Henningsens datter Eva Henningsen. Universet er ærlig popjazz der håndspilles af en perlerække af musikere: Benjamin Koppel på sax og diverse, Heine Hansen på Wurlitzer, Thommy Andersson på bas, Anders Koppel på orgel og enkelte andre gæstemusikere.
Tre af pladens numre er på engelsk og ærligt talt så lyder det ikke specielt godt. Albertes engelsk er simpelthen så dansk at høre på, at hun lige så godt kunne have holdt sig til modersmålet.
Højdepunktet på pladen er Albertes oversættelse af Shelby Lynne hittet fra 2001 I Can't wait. Alberte viser nye sider af sig selv, ved at gå over i falset et stykke inde i nummeret. Det klæder hende. Men ellers er pladen præget af den klassiske friske Alberte sang. Hendes stemme er stadig karakteristisk og let. Man hører at hun er modnet, og den afdæmpede popjazz bør fornøje mange gamle Albertefans, der vel også er modnet ligesom Alberte.
My Space: www.myspace.com/albertewinding
uge 17
Ornette Coleman: Sound Grammar
Phil Parnell3: Funky feet
Phil Parnell: Closer than you think
Radiostar: It cannot bleed
Brad Mehldau Trio: Live
Christian Frank Quartet: Scenery
Tchicai/Müller/Munch-Hansen/Osgood: Coltrane in spring
Anne Mette Iversen: Best of the west/Many Places
McCoy Tyner: The real McCoy
Med Buddy Bolden i Afrika på avantgardesavannen
Nicolai Munch-Hansen på bas og Kresten Osgood på trommer har for længst etableret sig på den danske jazzscene som to meget vigtige og ikke mindst aktive aktører. Jonas Müller på kornet og piano har været væk fra Danmark i nogle år, men udsendte for nylig debutalbummet East African Prayer Meeting Suite og har du ikke købt den endnu, er det den næste plade du skal købe. John Tchicai på tenorsaxofon og vokal er en levende legende. Nu er de gået sammen og har netop udsendt albummet Coltrane in spring.
Jonas Müller har valgt kornetten, der er trompetens mindre pæne storebror. Den blev sendt hjemmefra for at tjene, lang tid før trompeten og nåede derfor aldrig at blive så forfinet og veluddannet som trompeten. Den er primitiv, skramlet og var et af de vigtigste instrumenter i jazzens helt tidlige historie (Buddy Bolden, Bunk Johnson og Louis Armstrong). Men når den sættes sammen med den elegante tenorsaxofon, som det er tilfældet på Coltrane in spring, skal saxofonisten også kunne matche det skramlede udtryk og det kan Tchicai! Tchicai har siden starten af 60'erne tilhørt verdenseliten indenfor avantgardejazzen og de erfaringer bliver også brugt på pladen. De har begge en forkærlighed for afrikansk jazz, hvilket også skinner igennem på flere af pladens numre. Samarbejdet mellem de to er det som imponerer mest, de to musikere klæder hinanden godt, så godt at jeg næsten glemmer at lytte på Osgood og Munch-Hansen. På pladens sidste nummer har Müller sat sig ved pianoet, men ellers er det kornetten han bruger.
Denne plade er meget anbefalelsesværdig for jazzfeinschmeckere. Ligesom en Westvleteren med gul kapsel er anbefalelsesværdig for ølfeinschmeckere.
Mehldau i topform til CJF
Pianisten Brad Mehldau har om nogen dyrket det klassiske triojazz format. Han lavede sågar en serie på 5 plader der hed The art of the trio. Siden da har han udskiftet trommeslageren Jorge Rossy med Jeff Ballard. Den aktuelle udgivelse, der er en liveoptagelse fra The Village Vanguard i New York, er den første med Ballard. Mehldau er ikke bleg for at hente sit materiale andre steder end i standardjazzen. Denne gang er ingen undtagelse, og en stor tak til Brad for det!
Han har taget to numre med fra dengang, da han selv var en ung knøs i starten af halvfemserne. Den ene er den gamle Oasis sang Wonderwall, der nok må betegnes som det største hit i den genre der hed Britpop. Den anden sang fra samme periode er Soundgardens mesterlige Black hole sun. Mehldau fjerner sig ikke fra originalerne, men kaster sig istedet ud i en dybere gående udforskning af dem. Han bruger over 23 minutter til Black hole sun, og det er ikke minut for meget. Han har bevaret den dystre stemning fra Soundgarden, men glemmer heldigvis ikke at den i bund og grund er en popmelodi.
Mehldau er ikke en standardfornægter og har inkluderet flere af dem, bla. The very thought of you og More than you know. Ud af albummets (der er 2 CD'ere) 13 numre er 5 af dem skrevet at Brad Mehldau. Et nummer som B-flat waltz får mig i godt humør med det samme, med den enkle melodilinje, der omkranses af et uptempo rytmespor.
Stilmæssigt placerer Brad Mehldau sig et sted mellem den klassiske romantiske Bill Evans skole og så en moderne nutidig tilgang, hvor man ikke bange for både at blande rock og klassisk ind i sit udtryk.
Den nye plade føjer måske ikke noget nyt til historien om Brad Mehldau, den er omvendt et suverænt godt sted at starte, hvis man skal have sin første Mehldau plade.
Bonusinfo:
Brad Mehldau spiller i Glassalen i Tivoli d. 12. juli i forbindelse med Copenhagen Jazz Festival.
Brad Mehldau: www.bradmehldau.com
Bag denne kryptiske overskrift gemmer der sig det faktum at European Youth Jazz Orchestra fra i aften er på tur. De seneste dage har de øvet på højtryk i Remisen i Brande, hvor de under ledelse af tyskeren Niels Klein har givet sig i kast med moderne big band musik. Klein har fundet inspiration i både moderne kompostionsmusik og rock.
Big bandet består af musikere fra en lang række lande som er med i EBU Jazz samarbejdet. Musikerne er i højeste klasse. Det fik jeg hørt i går aftes hvor jeg var i Brande. Her gennemspillede de hele koncerten for første gang. Klein's musik er udfordrende for den enkelte musiker, den arbejder som en levende organisme og er i konstant udvikling. Enkelte musikere stak i den grad ud, som feks. den canadiske altsaxofonist Tara Davidson der med en solo var i stand til at løfte hele orkestret. Ligeledes havde den græske basunist Antonis Andreou en medrivende solo.
Orkestret starter iaften deres turné i Remisen i Brande, hvor der er fri entré. Imorgen spiller de på Silkeborg Højskole, herefter går turen til Tyskland. De spiller ialt 14 koncerter hvoraf den ene, d. 4. maj i Köln optages af WDR og udsendes til hele EBU Jazz netværket -og herunder hører DR vist stadig, selv om de ikke byder ind med noget.
Sidste år blev EYJO ledet af danske Lars Møller og her er der en CD på vej, ligeledes kommer der snart en CD med bandet fra 2001, hvor orkestrets lydmand Cy Nicklin lavede en harddisk optagelse på Ronnie Scott's i London. Men den er altså først blevet klar til udgivelse nu.
Næste år ledes EYJO af en europæisk big band sværvægter, den rumænske Peter Herbolzheimer der var med til at sætte standarden for europæisk jazz i 70'erne, hvor han bla. i perioder havde så fine folk som NHØP, Palle Mikkelborg, Dusko Goykovich, Torolf Mølgaard og Art Farmer med i sit orkester, der gik under navnet Peter Herbolzheimer Rhythm Combination.
På EYJO's Myspace side kan du se nogle videoer fra øvningen. På den officielle hjemmeside er der en tour-dagbog, med billeder og historie.
Swinging Europe: www.swinging-europe.dk
My Space: www.myspace.com/eyjotheeuropeanyouthjazzorchestra
Dansk indspark fra Brooklyn
Hun har boet i New York de seneste 7 år. Hun spiller bas og komponerer musik og så har hun den mest forrygende kvartet bestående af Danny Grissett på klaver (Tom Harrell, Nicholas Payton og Christian McBride), John Ellis på saxofon (Charlie Hunter og Robert Glasper) og Otis Brown III på trommer (Joe Lovano og Oliver Lake). Som det ses i paranteserne er det nogle musikere som er vant til at arbejde med New Yorker eliten indenfor jazz.
Den aktuelle plade er en en dobbeltCD der udgives på det nye pladeselskab Brooklyn Jazz Underground som bla. Iversen og pianisten Benny Lackner er stiftere af. På den første CD, Best of the West er kvartetten udvidet med fire strygere; Tine Rudloff på violin, Sarah McClelland Jacobsen på violin, Anne Lindeskov på bratsch og Mats Larsson på cello. Denne plade er et karrieremæssigt højdepunkt for Iversen. Det er meget sjældent at man hører mødet mellem klassisk musik og jazz så fuldendt. Hun lader de to genrer være ligestillede, kontemporær klassisk kammermusik og moderne jazz. Der indgåes ikke musikalske kompromisser som trækker ned på den musikalske oplevelse. Jeg vil vove påstanden, at både jazz- og klassisk musik interesserede vil få en stor oplevelse med denne plade.
Den anden CD er udelukkende med kvartetten. Vi præsenteres for udadvendt groovy New Yorker jazz med fuld fart på. Det er jazz i topklasse. John Ellis' tørre saxofon, Brown's levende trommespil og Grissett's elegante klaverspil er den perfekte ramme for Iversen's basspil og ikke mindst den musik som hun har skrevet.
Bonusinfo:
Der er releaseparty for pladen d. 24. maj på The Jazz Gallery i New York.
Anne Mette Iversen: www.annemetteiversen.com
My Space: www.myspace.com/annemetteiversen
Tryk på Magnus Fra Gaarden
Det esbjergensiske band Magnus Fra Gaarden vandt Dansk Jazzforbunds konkurrence Ung Jazz 2008, og skal dermed deltage i finalen i Young Nordic Jazz Comets, der afholdes til september på Rytmekons i København. De deltog også i finalen i Live Contest 2008 (tidl. kendt som DM i rock).
Bandet består af basun, tenorsax, guitar, bas og trommer og spiller udadvendt indie(jazz)rock med noter af klezmer, trash og freejazz. Uden alt for mange sammenligninger iøvrigt er det et band der vil appelere til dem som godt kan lide bands som Once Around The Park, Slaraffenland og Jazzkamikaze. Af udenlandske navne kan nævnes Jim Black's Alas No Axis.
Magnus Fra Gaarden spiller både i København og Århus til jazzfestivalerne.
My Space: www.myspace.com/magnusfragaarden
Jazz til folket
Kan en kæk Giro 413 klassiker som Gå med i Lunden blive til en dampende hed affære? Ja, det kan den i munden på Sinne Eeg, der på sit nyeste album Kun en drøm har sat tempoet ned på den gamle traver, og skruet op for jazzen. Sinne Eeg har allerede etableret sig som en stor jazzsanger blandt kenderne. Nu er turen så kommet til alle andre musiknydere.
Kun en drøm er en kommerciel plade på den gode måde. Der tages ingen chancer, man tager nogle meget kendte danske melodier, som selv 80+ generationen kan nynne med på. Pladen kan hermed nå ud til et meget stort publikum. Men heldigvis forsøger man ikke at nå ud til det store publikum med klistret leflen. Istedet præsenterer man folk for lettilgængelig dansk jazz som der ikke kan sættes en finger på, hverken teknisk eller kunstnerisk. Jazzpolitiet ville helt sikkert anbefale Sinne's forrige plade, dem suveræne Waiting for dawn fremfor denne. Men Kun en drøm er en vanvittigt god plade til folk der gerne vil lytte til god jazz, uden at de nødvendigvis har Politikens jazzleksikon til at ligge under hovedpuden.
Chris Minh Doky er i mange henseender bagmanden til denne plade. Han er producer, bassist og meget mere. Han har lavet det nye selskab Red Dot Music, der har indgået et samarbejde med Baresso kaffekæden. Her kan man både høre og købe Sinne Eegs plade. Det er et, med stor succes, velafprøvet koncept fra amerikanske Starbucks, der gennem flere år har solgt CD'er.
På pladen synger Sinne Eeg bla. Snakker med mig selv, Dansevise og Månestrålen. Der er også blevet plads til et par stykker på engelsk; Just you just me, som hun synger sammen med Curtis Stigers og In a sentimental mood, i duet med Jacob Christoffersen på klaveret og trompetisten Randy Brecker spiller en fed solo på Månestrålen.
Bonusinfo 1:
Pladen er også indspillet på engelsk til det japanske marked.
Bonusinfo 2:
Sinne Eeg kan opleves på Plænen i Tivoli d. 5. juli i selskab med Tivolis Big Band og i Musikhuset i Århus d. 12. juli.
Sinne Eeg: www.sinnemusic.com
Jeg har tidligere skrevet at Michel Camilo kommer til Århus International Jazzfestival. Nu kan Dianne Reeves også tilføjes programmet. Hun har netop været i København, med stor succes og gode anmeldelser til følge. Hun skal spille i Musikhusets foyer fre. d. 18. juli. 3 dage før, tirs. d. 15. juni spiller Scott Hamilton Scandinavian Five samme sted. Man. d. 14. juni er det en koncert under overskriften The Music of Ivan Lins der kan opleves på Foyerscenen.
To rigtigt gode navne er føjet til Copenhagen Jazzfestivals program. Ornette Coleman, der i 2006 udsendte det meget roste album Sound Grammar kommer i selskab med sit faste band. Der bliver uden tvivl rift om billetterne til den koncert.
Brad Mehldau Trio, der netop har udsendt dobbelt CD'en Live! kommer ligeledes til København.
Der foreligger endnu ikke dato og spillested for disse to topkoncerter.
Den kompromisløse amerikanske saxofonist Andrew D'Angelo, der tidligere haroptrådt hos Jazz Club Loco med bl.a. Jim Black og Hilmar Jensson, fik ifebruar konstateret en alvorlig kræftsvulst i hjernen. D'Angelo er alleredeblevet opereret to gange, og da han som mange andre amerikanere ikke har ensygeforsikring, er han stillet overfor en enorm gæld på flere millionerdollars. Der har allerede været afholdt støttekoncerter i New York og flere steder i Europa.
I Danmark har Jazz Club Loco og guitaristen Jakob Bro nu taget initiativ tilet støttearrangement, der får deltagelse af en række markante musikere fra det danske jazzmiljø - bl.a. Nicolai Munch-Hansen, Søren Kjærgaard, Jesper Zeuthen, Kresten Osgood, Jakob Bro, Jacob Anderskov, Mads Hyhne, Kasper Tranberg, Jakob Dinesen, Jeppe Gram m.fl.
Læs mere om Andrews situation på http://andrewdangelo.com/
Koncerten afholdes fredag d. 25. april kl. 20.00 på Christianshavns Beboerhus. Det koster kun 50 kr. i entré, der går ubeskåret til D'Angelo.
Som inspiration til jer, har jeg lavet en liste over de albums, som jeg har hørt mest i den forgangne uge. Nogle er allerede blevet anmeldt, andre er på vej til at blive anmeldt og atter andre bliver slet ikke anmeldt, det er bare nogen jeg har lyttet en del til, med stor fornøjelse.
UGE 16
Miles Davis: Four and more
AMI Qtet: Many Places
AMI Qtet with Four Corners: Best of the west
Brad Mehldau Trio: Live
James Taylor: One man band
Peter Asplund Quartet: As knights concur
Sinne Eeg: Kun en drøm
Peder: And he pointed to the sky
15,5: På Begäran
Chick Corea: Akoustic Band
Christian Prommer's Drumlesson: Drumlesson vol. 1
Mingus/Ellington/Roach: Money jungle
Skyphone: Avellaneda
Troublemakers: Doubts & Convictions
Jazzigt svensk jazz
I 2004 udsendte den svenske trompetist Peter Asplund pladen Lochiel's warning. Den fik Orkester Journalens Gyllene Skiva og blev af Dagens Nyheters jazzkritiker, kaldt for en af de bedste svenske jazzskivor någonsin.
Så er forventningerne ligesom skruet tilpas i vejret, når Peter Asplund Quartet's plade nr. 2, As Knights Concur lander i CD-afspilleren. Musikerne er de samme og opskriften er for så vidt også den samme. Nemlig en blanding af standards og Asplund-skrevne kompositioner. Peter Asplund spiller både på flygelhorn og trompet. På den gamle klassiker Sunny af Bobby Hebb kommer Asplunds flygelhorn til sin ret. Det her er klassisk jazz af den slags, som ofte kommer til sin ret på en scene, hvor man kan følge med i sammenspillet mellem musikerne. Men det betyder dog ikke at kvartetten ikke formår at komme ud til os lyttere hjemme i stuen.
Igår skrev jeg om Double Standards nye plade Live!, og sør'me om der ikke er en musiker, som går igen, nemlig pianisten Jakob Karlzon, iøvrigt er der også en melodi der går igen: Cole Porters I love You, og hvor Cennet Jönsson i Double Standards bruger den som afsæt til en lang frit improviseret solo, bruger Peter Asplund den til Miles Davis inspireret spil i et hæsblæsende tempo, pacet frem af trommeslageren Johan Löfecrantz Ramsay. På My Funny Valentine, som Chet Baker om nogen har udødeliggjort, vælger Asplund et andet spor med et afbalanceret og lyrisk samarbejde med Karlzon på klaveret. Det er jätteskönt!
Denne plade kan anbefales elskere af velspillet klassisk jazz.
Två bonuslåtar der ikke kom med på pladen: www.peterasplundquartet.com/audio.htm
My Space: www.myspace.com.com/peterasplundquartet
Real svensk jazz
Seks jazzklassikere i liveindspilning. De varer alle over 10 minutter. Det her er ægte jazz. Masser af improvisation, god tid og ikke mindst nogle formidable musikere. Kvartetten Double Standards tredje plade er indspillet på Copenhagen Jazzhouse (maj 2007) og på Palladium i Malmö (september 2007). Gruppen består af Cennet Jönsson på sopran- og tenorsax, Jakob Karlzon på piano, Hans Andersson på bas og Peter Nilsson på trommer.
Det interessante er at man får serveret seks i forvejen kendte melodier: Strayhorn's Upper Manhattan Medical Group (aka U.M.M.G.), Kurt Weill's Speak low, Gershwin's My man's gone now, Porter's I love you, Shorter's Mahjong og Tea for two. Der findes ganske mange af den slags plader. Både med legender og amatører. Så behøver vi flere af dem? Ja, det gør vi tilsyneladende, de fire musikere formår i den grad at tilføje nyt til noget kendt. Musikken er vokset ud af en bebop kontekst, men har undervejs fået tilføjet en del frie elementer uden at det dog bliver kaos. Cennet Jönsson er ved at være en god bekendt af bloggen her. Det seneste år har jeg skrevet om Cennet Jönsson Quartet, Tolvan Big Band, Maggi Olin & Cennet Jönsson og Meloscope, hvor han er med i dem alle.
Han fremstår idag som et af de stærkeste jazzkort i svensk jazz, og når man desuden har trukket et kort hvorpå der står Jakob Karlzon, så får man lov til at være i selskab med to esser, så skal der som bekendt ikke meget til før man vinder.
Kopasetic: www.kopasetic.se
Rockig svensk jazz
Den svenske guitarist Samuel Hällkvist står i spidsen for trioen 15,5, der også består af Joel Wästberg på sax og Peter Nilsson (med i bla. Double Standards og Cennet Jönsson Quartet) på trommer. Pladen lægger hårdt ud med nummeret Timmen noll og skaber forventninger om en brutal plade. Men sådan forløber det heldigvis ikke, for de er nemlig meget bedre til det som kommer. Pladen er konstant højspændt og energisk udadvendt. De tre musikere holder sig ikke tilbage. Der er rock, groove og jazz. Ja til tider er det næsten dansabelt. Trioen fylder lydmæssigt ganske meget og det er slående at jeg kommer til at tænke på en større gruppe, nemlig kvintetten Jazzkamikaze under nummeret Solresa.
Pladen er en mættet omgang jazzrock, som nok vil appellere mest til et ungt publikum, der fik rocken ind med modermælken men som siden syntes at modermælk var for ensformigt, der findes så meget andet.
For at vi ikke skal glemme hvor vi kom fra, slutter pladen hvor den startede, med brutaljazz i nummeret Allmänna flaggdagar.
15,5: boogiepost.com/artists/15-5/
Natt Jazz
Den norske jazz festival Natt Jazz i Bergen løber i år af stablen i dagene d. 21. til 31. maj. De byder bla. på de danske navne, Little Red Suitcase, Jazzkamikaze og Radiostar. Genredefinerende folk som Jon Hassell og Gianlugi Trovesi. Store navne som Medeski, Martin & Wood, Mike Stern og Bryan Ferry. Samt en masse andre, hvor rigtigt mange fra den spændende del af norsk jazz er med.
www.nattjazz.no
Nærværende jazzblog har nu været i gang i 4 år. I løbet af den tid er der selvfølgelig sket forandringer på den danske jazzscene. Den nok allerstørste er, at DR for 4 år siden var en vigtig medspiller på dansk jazz, det er de ikke længere. Det er selvfølgelig en skam, og noget man kan bruge meget tid på at græde over. Men DR har åbenbart besluttet sig for, at de ikke vil være en del af det danske åndsliv længere (her tænker jeg selvfølgelig ikke kun på jazzen). De vil ikke være med til at opdrage eller vække undren og nysgerrighed hos brugerne af deres medier. De vil underholde...med X-Faktor. Et eller andet sted skær det sgu' i hjertet, når de disker op med koncert på Rådhuspladsen midt i København, hvor Laura og Martin kastes for folket. Er det virkelig DR's opgave at arrangere middelmådige koncerter, der kvalitetsmæssigt kan måle sig med det, man kan møde på Herning Centrets intermistiske scene torsdag eftermiddag i indkøbstravlheden. DR har altid været istand til at lave lorteprogrammer og det må de gerne blive ved med. Men det gør ondt, når man ved, at produktionsomkostningerne på en enkelt Rådhuspladskoncert kunne finansiere Jazzlive i helt et år. Alle pengene behøver da ikke, at gå til promovere en teenager fra Ørum, som alle har glemt om et år.
Mens DR's dækning af dansk jazz er blevet mindre og mindre, er der kommet mere og mere af den. Der er koncerter overalt i det ganske land med dansk kvalitetsjazz. Der udgives hver uge 2-3 danske jazz CD'er. Ikke alle er af højeste kvalitet. Men rigtigt mange af dem er så gode at de fortjener en bedre skæbne end bare at blive udsendt. De fortjener at blive omtalt, så den almindelige jazzforbruger/ elsker/ nyder kan blive orienteret om, hvad der sker på den danske jazzscene.
Det er det jeg forsøger at gøre noget ved på denne blog, som er stort set alene om, at skrive om dansk jazz på nettet. Jeg skriver det hele på bloggen selv. Jeg får heldigvis en masse materiale tilsendt, så der er konstant nye plader der skal lyttes af og skrives om. Der kommer emails om koncerter og lignende. Desuden finder jeg også selv noget, når jeg læser på andre jazznyhedssider på nettet. Nogle af dem finder du på linklisten ude i siden.
Tak fordi du besøger min jazzblog.
Traditionen tro er Brande værtsby for European Youth Jazz Orchestra, i år endda så meget at de også øver i byen på Remisen, hvor de ellers tidligere har holdt til på Skarrildhus. Projektet har været afholdt hvert år siden 1998, med Erik Moseholm og Birgit Vinge i spidsen som koordinator og fundraiser.
Jazzproducere fra nationale europæiske og nordamerikanske radiostationer har valgt musikerne, der er mellem 18 og 30 år i det 17 mand store orkester. Fra Danmark deltager Kasper Wagner på barytonsaxofon. Han er kendt fra bla. The Orchestra, Thorbjørn Risager, EvenOut, Schantz Segment og Erling Kroner New Music Orchestra og kan iørvrigt også spille på andre saxvarianter og har også en del kompositioner i porteføljen.
Årets komponist og dirigent er den 30 årige tysker Niels Klein, der blandt sine inspirationskilder fremhæver Gil Evans, Bob Brookmeyer, Ligeti, Shostakovitsch, Massive Attack og Radiohead.
Der afholdes kun to koncerter i Danmark, den ene er generalprøven i Brande d. 25. april og dagen efter kan de opleves på Silkeborg Højskole. Herefter drager de på en omfattende turné til Tyskland med afstikkere til Belgien, Luxemburg og Holland. En tre dages turné til Egypten er aflyst pga. trusselsniveauet.
www.swinging-europe.dk
Mangfoldig alenehed
For to år siden kom den første plade med Jakob Davidsen Mangfoldighed, den bed sig så godt fast, at denne blog kårede den til en af de seks bedste danske jazzudgivelser i 2006. Nu kommer anden del i, hvad Davidsen har planlagt skal være en trilogi. De første 7 af pladens 11 numre er soloklaver iblandet en smule bearbejdning, så Davidsen bla. spiller duet med sig selv. På de sidste numre er bandet atter med.
Soloklaverstykkerne er hverken kedelige eller forudsigelige. Et af stykkerne hedder Afklarethed er afslutning. Den titel passer så fint på Davidsens søgende og åbne musik. Nummeret er ikke afklaret, det stritter og spræller, for hen mod slutningen at finde et melodisk blødt og roligt leje, så der opstår en afklaring i Davidsen, så han finder frem til en afslutning.
På de sidste fire numre, hvor bandet er med får vi fortsættelsen på det han havde startet med den første Mangfoldighedplade. Jakob Davidsens store force er hans evne til at få 7 musikere til at spille som en enhed, der både supplerer og skaber spændinger der hele tiden holder lytterens ører rettet mod musikken. Den engelske saxofonist Iain Ballamy er med i Mangfoldighed og sammen med specielt trommeslageren Peter Danemo løfter de Davidsens musik op i international klasse.
Mangfoldighed II er en god plade, men det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg savner bandet på de første numre. Men det er jo kun fordi de er så gode og ikke fordi Davidsens soloklaver er dårligt.
Bonus: I løbet af Copenhagen Jazzfestival bliver der flere muligheder for at høre Jakob Davidsen, både solo og med Mangfoldighed.
Jakob Davidsen: www.jakobdavidsen.dk
Jazz fra Mars
Hvis der laves jazz på Mars er det meget sandsynligt at gruppen, der har opkaldt sig efter planetens andet navn, har ramt plet. Gruppen består af de to danskere Jakob Riis på laptop og Stefan Pasborg på trommer og litaueren Liudas Mockunas på saxofon.
De har skabt en plade med særdeles udfordrende musik. Det er tre musikere der er på niveau med hinanden. Der laves forløb, hvor der udforskes lyde, rytmer og toner. Hele tiden er det undersøgende og nysgerrigt. Musikken er ikke overlæsset, nærmest minimalistisk, hvor der er plads til udforskningen af den røde planets musik.
Jakob Riis på laptoppen er en integreret del af musikken med real tids afvikling af det elektroniske, og Pasborg presser nye toner ud af trommerne og lidt elektronik. Mockunas er en interplanetarisk oplevelse, gad vide om de helt er kommet sig over den vilde mand, efter at han blev færdig på rytmekons i København, han er i en division for sig selv.
Pladen er for dem som ikke gider at kede sig, men har brug for musikalske udfordringer og nye hørehorisonter.
My Space: www.myspace.com/rodplanet
Stærke strømme i dansk jazz
Det må være bare en lille smule underligt at udgive en jazzplade, som ingen stort gider beskæftige sig med. Denne plade har været på markedet i snart en måned, og når man googler den, findes der ingen omtaler eller anmeldelser, stort set udelukkende henvisninger til steder, hvor man kan købe den. Er det så fordi det er noget lort? Her kan man gudskelov svare med et stort rungende NEJ!
Strøm ledes af trompetisten Maj Berit Guassora, der bla. spiller i The Orchestra og Fredrik Lundin Overdrive og saxofonisten Thomas Edinger, der mest har beskæftiget sig i pop og rock. Rytmegruppen bag de to består af tre meget velkendte jazzkompetente folk: Kaspar Vadsholt på bas, Henrik Gunde på piano og Kresten Osgood på trommer.
Musikken er komponeret af de to blæsere, der hver står får fire numre, og det har de flot styr på. De matcher hinanden perfekt, hvilket de også gør i fremførelsen af musikken, hvor det på næsten hele pladen er samarbejdet mellem de to musikere der er i højsædet.
Musikken er stærk nutidig dansk jazz, der bliver spillet af nogle fantastiske musikere.
Bonusinfo
Pladen blev anmeldt i Politiken idag, hvor den fik fire hjerter, så helt overset er den altså ikke længere.
Strøm: www.stromjazz.dk
I dagene fra d. 7. maj til d. 11 maj er der dansk jazz i Berlin. Sinne Eeg Group spiller to koncerter dernede, på ambassaden og A-Trane (hun er iøvrigt også programsat til at spille med Tivolis Big Band på Plænen i Tivoli d. 5. juli), Deodato Siquir & Balanco spiller på Quasimodo, Wanda Chapel (gruppe bestående af Zeuthen/Kjærgaard/Rifbjerg/Westergaard), Mikkel Ploug Group feat. Mark Turner og Trio 1-2-3 spiller på A-Trane. An Auf, Asta Nielsen "Towards the light" (med Hyhne/Struck/Tranberg/Jørgens), Gunde on Garner og Wazzabi spiller på Kunstfabrik Schlot.
Gyllene Skivan til Anders Bergcrantz
Den svenske trompetist modtager torsdag d. 3. april det svenske jazzmagasin Orkesterjournalens fine udmærkelse for pladen About time, som det danske pladeselskab Stunt udsendte i efteråret. På andenpladsen kom Miles by five med Ulf Adåker, Joakim Milder, Bobo Stenson, Palle Danielsson og Magnus Öström og Andreas Pettersons Gershwin on guitar. På fjerdepladsen kom e.s.t. Live in Hamburg og på femtepladsen Rigmor Gustafssons Alone with you.
Prisen er blevet uddelt siden 1954, hvor Lars Gullin fik den for Danny's dream.
Kilde: www.digjazz.se
Copenhagen jazz festival, Copenhagen Jazzhouse og Frederiksberg kommune har alle i denne uge løftet lidt af sløret for hvad vi kan opleve under Copenhagen Jazzfestival. På Frederiksberg åbner de den 4. juli kl. 14 på Solbjerg Plads, hvor Mikkel Nordsø afvikler en koncert bestående af livemusik og preindspillede lydkulisser på 32 nedgravede højttalere. Derudover byder den lille kommune med de mange indbyggere på koncerter med Toots Thielemans Quartet, Toumani Diabate Group fra Mali, Henrik Gunde celebrating Joe Zawinul, Anat Cohen Group, Esperanza Spalding Quintet og Cæcilie Norby & Klüvers Big Band. Copenhagen Jazzfestivals plakat til den 30. udgave af festivalen er malet af Kasper Eistrup, der bedst kendes fra rockgruppen Kashmir. Han har tilsyneladende gået og dyrket maleriet lidt i det skjulte, men nu kommer han ud til det store publikum. På koncertfronten vil Copenhagen Jazzfestival godt afsløre en smule af programmet.
At Under Byen og Efterklang er blandt de første navne de vil berette om er dog en kæmpeskuffelse. Det er nogle fantastiske bands, men de har altså intet med jazz at gøre. CJF vil gerne være friske og grænseoverskridende, meeen det er vist gjort mere elegant? De skal iøvrigt spille på det nye Skuespilhus, hvor også Pierre Dørge & New Jungle Orchestra kommer på besøg. På den anden side af vandet, i Operaen kommer en gammel kending, Wayne Shorter kommer med den faste kvartet bestående af Danilo Perez, John Patitucci og Brian Blade. På Gamle Scene på Kgs. Nytorv indtager Cassandra Wilson og Angelique Kidjo scenen. På Jazzhouse kan man opleve et dansk/italiensk topmøde, Enrico Rava og Stefano Bollanis veje krydses med Jesper Bodilsen og Morten Lunds, det kan kun blive stort! Herudover kan man høre Silvana Malta, Laura Hansen & Erling Kroner, Line Kruse, Alex Riel Trio med Benjamin Koppel & Phil Woods, Jakob Bro, Søren Kjærgaard og flere andre.
