torsdag, januar 08, 2009

Sekten: Mäktiga vingar (ILK)

Den svære toer
I 2006 fik Sekten en Danish Music Award for debutpladen Annars är det tyst i kategorien bedste vokalplade. Det var en sensation på flere plan, bla. sang gruppen kun på svensk. Pladen kom i 2005 og først nu kommer efterfølgeren. Der bliver stadig sunget på svensk af de to sangerinder Qarin Wikström og Josefine Lindstrand, sidstnævnte er lige valgt til Jazz i Sverigeartist 2009.
Sekten tilhører spidsen i den dansk/svenske musikalliance med udspring i bla. det rytmiske musikkonservatorium i København. Her har vi oplevet bands som Kostcirkeln, Big Bombastic Collective, Television Pickup, Attaboy og Babakarej være med til at skabe musik, der nok har en eller anden base i jazzen, men ellers har skabt en subgenre der ikke lige kan indfanges med et navn.
Kan sekstetten så leve op til de forventninger som de uværgeligt kommer til at skabe i kraft af den debutplade. Både ja og nej. Debutpladen var revolutionerende, man havde ikke tidligere hørt musikken drejet på den måde. Toeren er ikke revolutionerende, men fortsætter i samme spor som tidligere. Her sammenblandes mange genrer og man forbløffes ind imellem på herligste vis, når man feks. får associationer til japansk pigepop, noise og andet mindre pænt.
Gruppens trademark er de to pigers sang, de synger stort set
sammen hele tiden og deres legende (ironiske?) tilgang er både forfriskende og spøjs.
Bonusinfo:
Sekten spiller på Musikcafeen i Århus d. 4. februar. Stefan Pasborg og Marc Ducret starter koncerten kl. 20.
Sekten: www.sekten.nu
My Space: www.myspace.com/sekten

Ingen kommentarer:

Send en kommentar