Blandede artister: Dansk Guldalder Jazz vol. 1-4 (EMI Denmark)

Guldalder Jazz uden den store respekt

Dansk jazz fra årene 1933-1949, samlet i en firedobbelt CD-boks til en overkommelig pris - Jeg har set den til priser omkring 150 kr. Det lyder som et knaldtilbud og det er det også. Det drejer sig sig om de samme plader der i første gang blev udgivet på LP i 1968 og siden genudgivet på CD i 1988. I 2006 kom pladerne velfortjent med i Kulturministeriets kulturkanon. Det er fantastisk musik med feks. Leo Mathisen, Bruno Henriksen, Cecil Aagaard, Svend Asmussen, Harlem Kiddies, Henry Hagemann og Børge Roger Henrichsen. Vol. 1 er den svageste og indeholder nogle fjollede indslag med feks. De 3 Rhythm Girls og Aksel Schiøtz. Den dækker de tidlige år i dansk jazz fra 1933-1938, men der er også perler med feks. Svend Asmussen - lyt feks. trionummeret Bugle Call Rag. Vol. 2 er et festfyrværkeri og indeholder en stribe udødelige klassikere med Leo Mathisen (Take it easy, Anita og To be or not to be). Svend Asmussen er på toppen med numre som June night, og Ring dem bells. På vol. 3 møder vi bla. Bent Fabricius-Bjerre med The jeep is jumpin og Niels Foss der siden er blevet udråbt til at være det danske jazzbasspils godfather. Pianisten og orkesterlederen Børge Roger Henrichsen kommer på banen med Cole Porter klassikeren Miss Otis regrets og flere andre gode melodier, som feks. Præludium og Saadan er Jeg, der er duetter sammen med Niels Foss. Numre der ikke er uden skyld i at disse fire plader blev kanoniseret. Det er dansk jazz, der ikke kunne være lavet bedre andre steder i verden. På vol. 4 der dækker årene 1943-1949 spiller Bruno Henriksens Arena Orkester Marken er mejet og pladen afsluttes med to numre med Arne Lamberths Progressive Jazz, musik der er inspireret af Stan Kenton og som peger fremad.
Det var jazzkenderen og skribenten Harald Grut der redigerede pladerne, ligeledes skrev han noterne til pladerne. Det er de samme linernotes man finder i bookletten idag og iøvrigt finder man ikke mere. I 1988 var der besætninger med på de enkelte numre, det er der ikke længere. Det giver desværre ikke megen mening når en kunstner hedder Jazz Session. Boksen er ikke en luksusudstyret sag - svaret finder man nok i den pris, jeg referede til i starten. Det er ærgeligt når EMI vælger, at genudsende herligheden, at de ikke omgåes materialet med en lille smule respekt og feks. lader en nutidig jazzhistoriker skrive opdaterede linernotes.
Ifølge pressematerialet er musikken endnu en gang renset for lyden af ridser, som det også var tilfældet ved udgivelserne i både 1968 og 1988. Siden dengang er der sket meget med teknikken indenfor netop dette område. Herhjemme har vi via det lille entusiastpladeselskab Little Beat Records stiftet kendskab med noget af det fineste arbejde, indenfor det som kan kaldes lydrestaurering. Plader med bla. Harlem Kiddies og specielt Leo Mathisen - hvor de er nået til den femte udgivelse i serien på syv udgivelser, der samler al indspillet musik med Leo Mathisen - har været omkring lydmagikeren Jørgen Vad, der med nænsom og respektfuld hånd og øre har renset de gamle indspilninger for diverse overflødig støj og skrat.
Jeg forestillede mig, at EMI var så smarte, at de havde kontaktet Little Beat Records eller Jørgen Vad, så de kunne bruge noget af det som allerede var renset til CD'erne med Mathisen og Harlem Kiddies. På Dansk Guldalderjazz vol. 2 der dækker årene 1940-41 er der hel stribe numre med, som også kan findes på Little Beat Records udgivelsen med Leo Mathisen der dækker samme periode og har fået titlen Take it easy. Jeg lyttede ikke længe til Dansk Guldalder Jazz vol. 2 for det gik op for mig, at det ikke var Vad's lydarbejde man havde benyttet sig af. Det lyder ikke godt, der er ikke nogen hørbare ridser længere, men til gengæld forvrænger lyden flere gange, specielt ved sang. I en direkte sammenligning mellem CD'erne fra 1988 og den nye udgivelse vinder de gamle CD'er. Der er gevaldigt mange hørebare lakpladeridser på CD'erne fra 1988, men sangen forvrænger ikke.
Det er fedt at musikken igen er tilgængelig på plademarkedet, men så er der vist heller ikke mere at sige om det.
Bonusinfo:
I 1968 kunne man også købe pladerne samlet i en boks, den solgte lige over 11.000 eksemplarer.
Kulturministeriets side om pladen: kulturkanon.kum.dk/?vaerk=73