Multifarvet ballonsaxofon med stjerner og hjerter
På det Rytmiske Musikkonservatorium i København har det 30 mand store orkester Ultraktement huseret i flere omgange. Kresten Osgood bla. stået i spidsen for orkesteret. Nu står han atter i spidsen for et stort konservatorieorkester. Indianerne er Det Jyske Musikkonservatoriums bud på et kæmpeband.
Som en erklæring af stammeritualistiske højder starter Indianerne pladen med Albert Aylers Music is the healing force of the universe. Således helbredt møder vi et orkester for hvem, genreskarphed ikke var det, der stod på skemaet den dag på musikkonservatoriet. Med risiko for at få et storband i nakken på mig, vælger jeg nu alligevel at kalde det freejazz med elementer af alt muligt andet godt fra havet.
Lyden af en oppustet ballon, hvor luften langsom klemmes ud, når åbningen trækkes ud til siderne er velkendt for de fleste. Hvor tit har man ikke drevet sine forældre til vanvid med denne herlige lyd, når man som bette knægt havde fået en ballon? Med fuldstændigt den samme lyd, bare frembragt af en saxofon, drev jeg min 11 årige datter til vanvid, da jeg hørte nummeret Strewth skrevet af Kresten Osgood. Nummeret kommer hen mod slutningen af pladen og nøj sikken en finale. Lyden af ballonen eller saxofonen er multifarvet med både stjerner og hjerter. Det synes ikke min datter så ikke lige! Mellem os sagt så synes jeg stadig, at det er fedt at drive familiemedlemmer til vanvid med lyde. Nummeret fortsætter over i et kort frispilningssoloklaverstykke, hvorefter pladen afsluttes med et nummer der synges af Prins Nitram, hvor vi befinder os i noget der kan kan minde om Lambchop, dog ikke jazz, men så absolut heller ikke kedeligt.
For nylig skrev jeg om Osgoods samarbejde med Jonas Kullhammar og Ole Morten Vågan på den nye Andratx Live plade. Der er to numre der går igen på pladen med Indianerne. Pharoah Sanders' Farah og Charles Brackeen's Attainment. Her viser numrene nye sider frem. Attainment er noget strammere opbygget i Indianernes aftapning, festen er der stadig, nu suppleret med en masse afrikanske rytmer. Det nummer er næsten blevet Osgoods. Han har også spillet Attainment med bandet Og Hvad er Klokken og helt sikkert med flere andre.
Indianerne har spillet for køer, på Spot Festivalen - hvor et enkelt nummer på pladen er fra den koncert, med psykisk syge og deres behandlere, Jazzfestivalen, i toget mellem Lemvig og Thyborøn, etc. Indianerne kaldes for det jyske musikkonservatoriums flagskib og det er velfortjent.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar